Læsetid: 3 min.

Ikon for Europa

1. marts 2003

TYSKLANDS UDENRIGSMINISTER Joschka
Fischer, er trådt i karakter som ikon for ’det nye Europa’, som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld omvendt kalder ’det gamle Europa’. I de seneste måneder har Fischer optrådt med en sådan selvsikkerhed på den internationale scene, at han har vundet respekt blandt krigsskeptikere i hele Europa. Ikke mindst blandt de mange venstreintellektuelle, græsrodsaktivister og rød-/grønne-politikere, som havde fraskrevet ham som ’karriere-opportunist’ og ’super-europæer’. Med sine visioner om et demokratisk styrket EU-samarbejde har han hidtil provokeret EU-skeptikerne på venstrefløjen. Men nu er billedet ændret. Joschka Fischer fremstår i dag som den toppolitiker i Europa, hvis holdninger gadedemonstranter bedst kan identificere sig med. Med kontant tale har han udfordret den amerikanske regering i spørgsmålet om, hvilke virkemidler, der bør anvendes i afvæbningen af Saddam Husseins regime. Og i sin egenskab af formand for FN’s sikkerhedsråd har han haft den globale mediebevågenhed, som er nødvendig for at kunne sætte en politisk dagsorden på tværs af landegrænser.

DEN POLITISKE STRØMNING, som Joschka Fischer er blevet ikon for i Europa, er også ved at slå igennem her i Danmark. Ikke mindst SF’s formand, Holger K. Nielsen, har ladet sig inspirere. Efter forsøgsvise tilnærmelser i de senere år har Holger K. nu valgt at satse helhjertet på, at EU skal gøres til en politisk modvægt til USA’s magtposition. Socialistisk Folkeparti er ved at indtage en pro-europæisk position, hvor de fleste dogmer står til debat – endog de fire famøse forbehold. Kursskiftet er et udtryk for, at rollerne i dansk europa-politik til en vis grad er ved at blive byttet om. De borgerlige partier er gradvist blevet mere forbeholdne over for perspektiverne i det europæiske projekt, mens SF har genovervejet perspektivet med de fire danske EU-forbehold.
Resultatet af SF’ernes overvejelser stod at læse i en kronik af partiformanden her i avisen i forgårs. I en retorisk diskussion med sig selv spørger han: »Kan man forestille sig en venstrefløj, der bliver mere Europa-venlig end partiet Venstre og andre borgerlige, for hvem hensynet til USA er det vigtigste? Ja, men det forudsætter, at EU udvikler sin egen identitet. I modsat fald er det ligegyldigt«. Derefter sætter Holger K. trumf på: »Og hvad så med de danske forbehold? Tjah ... Hvis der virkelig skabes en europæisk ramme, som er uafhængig af USA, hvis EU bliver værd at slås for som et civiliseret globalt alternativ, så er de ikke værd at slås for«. En udmelding, som kan blive et vendepunkt i den danske Europa-debat.

ARGUMENTET HAR dog to svagheder. For det første er det en fejlslutning at sætte lighedstegn mellem den amerikanske regering og USA som sådan. Skønt indvendingen er banal, er den vital: Holdningerne blandt amerikanere er lige så forskelligartede som blandt europæerne. Præsident Bush fik trods alt kun opbakning fra lidt under halvdelen af halvdelen af den amerikanske befolkning, altså ca. 25 procent af amerikanerne. Der findes millioner af amerikanere, som er enige med Holger K. Nielsen (og Joschka
Fischer) i behovet for »en alternativ global politik, byggende på respekt for international lov og orden, menneskerettigheder, økologisk bæredygtighed, global retfærdighed,« som SF’s partiformand skrev i kronikken. En sådan verdensorden kræver om noget samarbejde på tværs af Atlanten. Intet er derfor vundet ved at udskifte EU-skepticisme med anti-amerikanisme.
For det andet vil samtlige europæiske regeringer aldrig kunne blive enige om at være i opposition til den amerikanske regering. Realiteten er, at EU-samarbejdet ikke er én myndighed med én fælles vilje. EU-samarbejdet er en kampplads, hvor politiske uenigheder brydes mod hinanden. EU handler ud fra de holdninger, som de enkelte landes regeringer repræsenterer. Uanset hvor alvorligt de europæiske venstrekræfter tager denne kampplads, må SF – i demokratiets navn – acceptere, at EU i perioder vil være domineret af andre politiske kræfter. Og de europæiske venstrekræfter må erkende – som Joschka Fischer har betonet – at det netop er i kraft af et historisk venskab, at europæerne kan forsøge at påvirke amerikanerne i en anden retning.
Den afgørende erkendelse mangler desværre i SF’s nyvundne begejstring for det europæiske projekt.

lam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu