Motivet kan få det til at gibbe i det fleste amerikanere; fem marinesoldater rejser Stars and Stribes efter det blodige slag ved Iwo Jima i 1945. Om en uge er der dansk premiere på Clint Eastwoods Flags of Our Fathers, som fortæller historien bag det berømte billede, og derved afdækker nogle af de mere ubehagelige sandheder om den amerikanske krigsindsats.
Ingen gæve gunslingers
'Clinten' har aldrig lagt skjul på, at han tilhører Hollywoods konservative mindretal (i midtfirserne havde han en kort lokalpolitisk karriere for republikanerne), og rollen som den reaktionære San Francisco-strisser 'Dirty' Harry Callahan gjorde ham i 1971 populær på højrefløjen, også hos præsident Nixon, som - ironisk nok - havde lovet vælgerne lov og orden.
Men med årene har Eastwood etableret sig som en filmmager med et alt andet end ukritisk syn på sit land, dets traditioner og værdier.
Der er således ingen gæve gunslingers i hovedværket Unforgiven, som dvæler ved de ofte bagatelliserede psykiske traumer det vilde og voldelige liv på prærien medførte for såvel offer som udøver. Og i boksefilmen Million Dollar Baby knockouter han på det nærmeste den amerikanske drøm; filmen følger en stræbsom kvindelig bokser, en sand mønsteramerikaner, hvis tilværelse og karriere ikke desto mindre klapper sammen som et korthus.
Klintens erosion
Man siger, at filmmediet registrerer døden i arbejde, og som skuespiller har ikoniske Eastwood netop ved at stille sit eget fysiske forfald til skue givet den amerikanske maskulinitet, han altid vil symbolisere et meget menneskeligt ansigt; tænk blot på hans præstation som stakåndet og samvittighedsplaget bodyguard i I skudlinien.
Apropos døden tror jeg bestemt, det er ok med Eastwood at runde denne klumme af med et 'Æret være hans minde' til Robert Altman, som gik bort i mandags, og hvis film afgjort heller ikke forsømte at skildre det amerikanske samfunds mindre flatterende sider.
