Læsetid: 4 min.

Ild i røv og sjæl

Trods problemer med lyden satte den skotske kvintet Franz Ferdinand med lige dele livs- og spilleglæde uden problemer en stopfuld KB Hal på den anden ende
12. december 2005

Læste for nylig en anmeldelse i et af de utallige musikblade, der på månedlig basis udsendes i Storbritannien for at tilfredsstille dette særlige øfolks næsten umættelige appetit på alt rock- og poprelateret. Den omhandlede et electronicanavn, der for ganske få år siden var det hotteste shit, man kunne forestille sig, men pågældende tekst konkluderede tørt, at her og nu lød gruppen "curiuosly dated" (sært forældet).

Ja, den vej skal vi alle, men når man lytter til et af nutidens varmeste navne, det knivskarpe og maksimalt powerpoppede Franz Ferdinand, forstår man til gengæld hurtigt, at det, der var forældet i går, meget vel kan være in i dag (og vice versa!). Gruppens musik er nemlig den herligste syntese af alt fra The Kinks til XTC, fra Blondie til Blur i deres britpopperiode og oveni det en uimodståelig og højst dansabel fusion af en række navne og stilarter, der går ind og ud af mode i en uendelighed, men som for det første er brandvarme lige nu og her - hvilket i ikke ringe grad skyldes Franz Ferdinands indsats - og for det andet efterhånden har bevist deres slidstyrke ved igen og igen at dukke op de mest uventede steder.

Heftig og kantet

Anført af den energisk drengede sanger og guitarist Alex Kapranos skiller gruppen på afgørende punkter sig ud fra tidens mange retronavne; først og fremmest ved fra første gang, de markerede sig på plade, at have absorberet og transformeret sine mange påvirkninger til noget stærkt, personligt og interessant, som tåler at blive skilt ad og samlet igen, thi det er gjort af usædvanligt slidstærkt materiale. Elementerne er fængende melodiøsitet, råswingende bund, stramme arrangementer, Kapranos særegne staccatoguitar samt ikke mindst interaktionen mellem hans og andenguitarist Nicolas McCarthys stemmer, alt sammen serveret med lige dele livs- og spilleglæde, som uden problemer sætter ild i røven på et motiveret publikum. Som nu f.eks. det, der fyldte KB Hallen til bristepunktet fredag aften.

Fra kvartetten satte i med en heftig og kantet version af "This Boy" fra sin seneste cd, hvis titel - You Could Have It So Much Better, såmænd - det er svært at være uenig i, stod det klart med store sitrende neonbogstaver, at den ikke var kommet for at lege kispus, men for at underholde, engagere og generelt losse mås, så det var en fryd.

Det ville være synd at sige, at lyden i KB Hallen var på gruppens side og efterhånden som koncerten skred frem, og lydniveauet steg (højt var det og højere blev det), blev det ikke specielt kønnere at lytte til, men det skulle ikke få afgørende betydning for hverken det animerede og feststemte publikum, der åbenlyst var kommet for at have det sjovt eller det ukuelige orkester, der uden skygge af blaserthed eller reservation gav sig 100 procent i løbet af de 18 velsiddende numre, det diverterede med i løbet af en højspændt og elektrificerende halvanden time, hvor afstanden mellem dansegulv og koncertsal var til at overse. I sådanne tilfælde er det faktisk muligt at dispensere for æstetisk feinschmeckeri og blot lad sig rive med. Så det gjorde vi.

Fjedrende rockenergi

Det skader ikke sagen, at gruppen trods kun to cd'er i bagagen allerede har stået fadder til en række intelligente og fængende hits, der alle besidder killer-hooks, uforglemmelige syng-med-omkvæd og en fjedrende rockenergi, der går lige i fødderne. På den led udgør Franz Ferdinand et hidtil uset bindeled mellem indie-rockens ukuelige tro på publikums intelligens og retrorockens trods alt indtagende overbevisning om, at rock også - eller måske: især - handler om at have det hyleskægt, ryste sin røv godt og grundigt og ikke forlade en koncertsal mindre end sveddryppende.

Så vi svang vores lånte kød og oplod vor vaklende røster til sikre vindere som "Do You Want To", "Matinée", "Darts Of Pleasure", "Michael", "This Fire", "Take Me Out" og ikke mindst gruppens seneste, "Walk Away", som det oprømte publikum uden reservation brølede med på i en grad, så det syntes at komme bag på holdet på scenen.

Kritiske stemmer kunne indvende, at Franz Ferdinands til dato to plader til forveksling ligner hinanden på samme måde som mange af gruppens sange umiskendeligt bærer samme præg. Dertil vil vi indvende, at begge cd'er er karakterfulde og ligger i naturlig forlængelse af hinanden og at jo, gruppens metode er konsekvent hørbar, men til gengæld også helt dens egen. Samt at sangskrivningsniveauet er forbløffende højt, trods en næsten konsekvent hi-energy-tilgang til måde, numrene performes på.

Og et nummer som den meget smukke ballade "Eleanor Put Your Boots On", som gruppen gav midt i sættet, er gjort af et melodimateriale, de fleste sangskrivere ville give deres venstre hånd for.

Endelig var det livsaligt at høre de fire Glasgow-drenge strække helt ud i de i alt fire ekstranumre, hvor især "Evil And The Heathen" og "Outsiders" fik nye dimensioner og kanter. Det skal blive interessant at høre, hvilken retning gruppen vil tage med sin næste cd, men her og glæder vi os bare over den fremragende You Could Have It So Much Better og en sveddryppende aften i KB Hallen, hvor der sattes ild til både røv og sjæl.

Franz Ferdinand, KB Hallen, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu