Læsetid: 4 min.

Ildglimt af indsigt

Erik Knudsens gendigtning af Rimbauds 'Illuminationer' må hensætte enhver læser i harmonisk ekstase
27. marts 2007

Det virker både rimeligt og retfærdigt, at Gyldendal og Erik Knudsen markerer dennes 85-års dag i dag ved at udsende hans fremragende oversættelse af Arthur Rimbauds Illuminationer. For det kan minde os læsere om, at Erik Knudsen ikke 'bare' er en Heretica-digter, der tidligt lod sig omvende til socialist, ikke 'bare' har været en flittigt talende og skrivende højskolelærer, og ikke 'bare' har været en dygtig dyrker af det fyndige politiske budskab, men også hele tiden har haft hovedet langt inde i modernismens mest gloende smelteovne.

'Brandsår efter Eliot' er således synlige i gennembrudssamlingen Blomsten og Sværdet (1949), og af det senere forfatterskab er der grund til at fremhæve 'skæve' bøger som Journal (1963) og Hjemme i labyrinten (1988), hvis feberhede, tætpakkede prosadigte faktisk minder mere om surrealisme, end de lever op til den fade etiket - 'sensymbolistisk centrallyrik' - som flere nye litteraturhistorier har klasket på tiden op til 1950 og dermed også på Erik Knudsens hele produktion.

Diktatorisk fantasi

Med dagens indlevede gendigtning kan vi se, at Knudsen i sine mere vilde og mest billedrige tekster også har lært af Rimbaud (1854-91), dyrkeren af den absolutte, den diktatoriske fantasi, forløber og forbillede for senere tiders unge 'udstødte' poeter, som herhjemme Rolf Gjedsted (der har gendigtet ham både på vers og på prosa, ja, tilmed skrevet roman om Rimbaud) og Michael Strunge (der i det første hæfte af tidsskriftet Sidegaden hyldede sin helt).

Rimbauds Les Illuminations (trykt første gang 1886) er formentlig skrevet i 1873-74, da digteren var 18-19 år. Han havde på det tidspunkt allerede overstået det stormfulde forhold til Paul Verlaine, som stemningsmæssigt dannede afsæt for En årstid i helvede, og han lod nu sin digtning kulminere, samtidig med at den hørte op. Illuminationer blev noget af det sidste, han skrev, inden han begav sig ud i en slingrende og sagnomspunden karriere som lejesoldat og omrejsende handelsmand i kaffe og huder, måske også våben og slaver.

Parallel-univers

Titlen kan betyde 'farvetryk' eller 'oplysninger', men mest af alt fristes man til at tyde den 'ildglimt af indsigt'. De 42 fortættede stykker former sig som visioner, som 'sproges op' til et rablende kaos, synet af en usporlig gåde, den sansemæssige åbenbaring af en usynlig hemmelighed. En ekspressiv kraft, hvis lige næppe er set, løfter teksten til en harmonisk ekstase - takket være indskud og udråb, vilde udbrud og stadige opbrud. Man beruses af sprogets musik, men tankegangene er det oftest ret svært at følge, fordi prosadigtene dels sammenfører det ellers uforbundne, dels adskiller, hvad der i virkeligheden hører sammen. Han har ikke ønsket en rimbog, Rimbaud. Rimeligvis har han tilstræbt at skabe et suverænt parallel-univers.

I Eventyr hører vi således om en fyrste, der foranstalter massakrer på alle de kvinder, som han har ligget med. Men kvinderne indfinder sig igen. Efter jagten og drikofrene dræber han alle, der fulgte ham. Men folk de vender trofast tilbage. Han morer sig med at skære halsen over på kæledyrene, og han sætter ild til paladserne og hakker sine undersåtter i småstykker. Men folkemængden, de gyldne hustage, de prægtige dyr er der stadigvæk.

Om netop dette stykke skriver Hugo Friedrich i sin berømte afhandling Strukturen i moderne lyrik (1956, da. 1968, 2. udg. 1987), at et absurd indhold fremføres "med den almindelige fortælletekniks selvfølgelighed". Det er også hos Friedrich, man finder en præcis karakteristik af Rimbauds metode i f.eks. Broerne, hvor omverdenens objekter alle omdannes til tegn. Vi ser ganske vist 'en præcis beskrivelse', men dens genstand er imaginær. Tingenes billeder har løsrevet sig fra verden og synes at have fundet sammen i en 'ingenstedsverden', som digteren viser frem uden nogen form for patos.

Åndens frihed

Hvorfor digter den, som ikke længere taler til nogen? spørger Friedrich og svarer selv, at Rimbauds digtning i sin vilde kulminationsfase må ses som "det yderste forsøg på at redde åndens frihed midt i en historisk situation, hvor videnskabelig oplysning og civilisatoriske, tekniske og økonomiske magtapparater har organiseret sig og kollektiviseret friheden - altså netop berøvet den dens væsen. Den ånd, for hvem alle boliger er blevet ubeboelige, kan i digtningen skabe sig sit selvs eneste bolig og arbejdssted. Måske er det netop af den grund, han digter."

Man kan hertil føje, at styrken i Rimbauds visioner også viser sig som radikaliteten i hans kritik af de herskende samfundsforhold. Han gør op med traditionen i kunsten og skaber skønhedsreservater i ord, men der er samtidig i hans digtning et voldsomt oprør mod borgerlighedens konventioner og et larmende raseri mod materialismens kultur. Den verden, hvor alting er til salg, selv kapitalismens modsætning:

"Til salg det, som marskandisere ikke har solgt, det som hverken adel eller forbryderverden har smagt på, det som den forbandede kærlighed og massernes djævelske retskaffenhed er uvidende om, det som hverken tiden eller videnskaben behøver forstå. (-) Til salg Kroppe, stemmer, den kolossale ubestridelige rigdom, det man aldrig sælger. Sælgerne er endnu ikke ved enden af salget! De rejsende behøver ikke afgive deres ordrer lige med det første."

Hvis der er retfærdighed til, vil vi snart på en særlig stand i bogafdelingen i Illum se Illuminationer stillet frem med kæmpemæssige fotos af Knudsen og Rimbaud. De længe leve. Hurra.

esn@information

Arthur Rimbaud: Illuminationer. Oversat af Erik Knudsen. 66 s. Kr. 150,00. Gyldendal. ISBN 978-87-02-05969-4. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu