Det er historien om, hvordan verdens rige lande og Verdensbanken lånte penge til diktatorer som Mengistu i Etiopien, Suharto i Indonesien, Marcos i Filippinerne, Mobuto Sese Seko i Zaire, Abacha i Nigeria, Ceaucescu i Rumænien, militærjuntaen i Argentina og mange flere.
Lånene tillod diktatorerne at leve i overdådig luksus og udpine og undertrykke deres egen befolkning. De finansierede våbenkapløb, krige og konflikter. De efterlod landene med en massiv udlandsgæld og medvirker til, at de stadig er fanget i dyb fattigdom. Det var ikke lån til udvikling, men til elendighed og til lidelse. De blev givet af storpolitiske grunde - ikke ud fra rationelle økonomiske argumenter. Det var lån, som alle vidste var forkerte og ikke kunne forrente sig.
Noreena Hertz gør det i IOU klart, at konsekvenserne af gælden er dramatiske - både for verdens fattige lande og for os. Gælden bevirker, at millioner af børn ikke kommer i skole eller til læge. Den er med til at skabe økonomisk ustabilitet, sprede globale sygdomsepidemier, miljøproblemer, konflikter og flygtningestrømme og efterlader en armod, som udnyttes af narkobaroner i Sydamerika og af radikale islamister i Pakistan.
Gælden er blevet et bekvemt mål for politiske kampagner vendt mod de vestlige lande og er blevet (mis)brugt af terrorbevægelser som den Lysende Sti og al-Qaeda. Gælden er med til at skabe en farlig global polarisering.
Kynisk lånekapløb
Mange af lånene blev givet i det kyniske lånekapløb, der opstod mellem Vesten, Kina og Sovjetunionen i forsøget på at få magt og indflydelse under den kolde krig.
Det er den historie, Noreena Hertz fortæller på glimrende - og grotesk - vis. Som når hun beretter om, hvordan briterne, amerikanerne, franskmændene og tyskerne gav lån og eksportkreditter til Saddam Hussein til blandt andet at købe våben og bygge fabrikker - herunder britiske eksportkreditter til den kemiske fabrik, der senere blev brugt som argument for, at Irak havde masseødelæggelsesvåben!
Der var massiv korruption forbundet med ikke mindst eksportkreditterne, hvor vestlige virksomheder tilranede sig enorme ordrer stort set uden risiko. Det var ikke til gavn for de fattige. Det var erhvervsstøtte til vestlige virksomheder pakket ind i storpolitisk gavepapir og overrakt til diktatorer i verdens fattige lande.
Skal den gæld betales tilbage? Noreena Hertz's svar er nej. Gælden er illegitim fordi:
1) Det styre, der lånte pengene, ikke havde demokratisk opbakning.
2) Pengene blev brugt på måder, der var til skade for befolkningen.
3) Långiveren vidste, hvordan pengene blev brugt.
Det er bogens hovedpointe. U-landenes gæld er illegitim og bør derfor ikke tilbagebetales. Og slet ikke hvis gælden gør det umuligt for landene at sikre overholdelsen af basale menneskerettigheder som retten til mad, vand, husly og uddannelse. Kreditorernes rettigheder må ikke have lov til at gå forud for fundamentale menneskerettigheder.
Bogen får derfor med stor styrke genintroduceret begrebet illegitim gæld, men derfra bliver det svært. For hvordan skelner vi mellem legitim og illegitim gæld, og hvordan eftergiver vi gælden?
Noreena Hertz foreslår en global domstol. Det er en god, men svær ide. Hvordan skal den etableres og finansieres? Forslaget giver flere spørgsmål end svar.
Nationale genrejsningsfode
Mere diskutabelt er hendes forslag om at kanalisere pengene fra gældslettelserne over i 'nationale genrejsningsfonde' styret af kuratorer fra landet selv (primært fra civilsamfundet) og fra FN-organisationerne. Det bryder med alle forsøgene på at placere ansvaret for udviklingen hos landenes egne regeringer og institutioner. En særlig genrejsningsfond med en mere eller mindre udemokratisk udpeget bestyrelse vil føre til dobbelt-administration og ansvarsforflygtigelse. Den løsning tror jeg ikke på. Langt vigtigere er det at fremme god regeringsførelse og styrke civilsamfundet til at spille rollen som vagthunde, der kan sikre, at gældslettelserne anvendes til gavn for befolkningen.
Bogen, der minder om Susan Georges bog Fanget i fælden fra 1989, fremkommer derfor ikke med nogen ny vidundermedicin. Der er fortsat ikke andre løsninger end politisk pres og politisk vilje. Men bogen har været med til at flytte debatten. For kun to uger siden anerkendte Norge, som det første donorland i verden, begrebet illegitim gæld og eftergav illegitim gæld for 80 millioner dollar - endda oven i landets i forvejen høje udviklingsbistand. Det var et historisk og vigtigt skridt. Forhåbentligt følger Danmark efter. Udgivelsen af IOU på dansk kunne ikke ske på et bedre tidspunkt.
En omfattende gældslettelse ville sende et stærkt og positivt signal til verdens fattige lande - præcis, hvad der er brug for i en tid med polarisering. Og det ville, ifølge bogen, kun koste hvad der svarer til 16 af de mest avancerede, lydløse bombefly at eftergive gælden for hele Afrika syd for Sahara.
Noreena Hertz er overbevisende i beskrivelsen af problemet men, som alle andre, svagere i beskrivelsen af løsningen. Men som hun selv slutter: Diskutér den. Nuancér den. Gør den bedre. Men lad være med at ignorere den. Det har I ikke råd til.
Og jeg kunne tilføje om bogen: Læs den.
-Noreena Hertz: IOU. Oversat af Henrik Mossin. 235 sider, 268 kroner. Informations Forlag
Christian Friis Bach er International chef i Folkekirkens Nødhjælp
