Læsetid: 5 min.

Illuminerede øjeblikke

Informations rockanmelder Klaus Lynggaard fylder 50 og fejres med et fint bind udvalgte tekster
15. september 2006

Der er grænser for, hvor objektiv denne anmeldelse kan blive. Jeg har kendt Flash Lynggaard i 25 år, og tilbage i den gyldne tid - som ret beset var rædselsfuld - var vi endog på musikalske missioner sammen. Således drak vi os eftertrykkeligt mod til før interviewet med John Cale, et delt idol, som heller ikke selv var appelsinfri, men blev mere og mere foragteligt opgivende, efterhånden som vi snøvlede os gennem samtalen.

Det var på Plaza Hotel i 1983. Senere havde vi hustruer med og var ædru i dagens anledning, da vi mødte vor superhelt, Leonard Cohen, i en suite på Hotel Kong Frederik. Cohen sagde, at han følte sig som vores storebror. Den mand har altid haft et godt tag på pressen, og vi strålede som små læselamper. Vi skrev artiklen sammen. Klaus satte scenen, jeg formidlede samtalen, og resultatet blev trykt i MM, hvor alle gode rockskribenter har prøvet at virke en tid.

Det er blot begyndelsen. Jeg kendte Klaus Lynggaard, da Martin og Victoria endnu hed Lænker af sne. Vi sad på Langeland, i Vagn Lundbyes have, for dér havde Klaus skrevet ungdommen fast. Vi røg tjald og drak igennem, og Vagn arrangerede natligedesorienteringsløb i terrænet. Det var i maj '85, kan jeg udlede, for New Order havde lige skåret Low-Life, som kom dumpende midt i det hele. Senere var Klaus en ven, man kunne ringe til midt om natten. Jeg har spist ved hans bord og drukket hans kaffe. Jeg er i bund og grund dybt inhabil.

Disse ting ligger dog langt tilbage, før ønskejobbet på Information. Hvad man skal vide om Klaus er, at han vil gøre alt for at skaffe sig plader, og mange forhold i hans liv har været bestemt af tilgangen til musik. Sammen med kritikeren lever der også en fan, en kurator, en arkivar, en samler af guds nåde og en umætteligt medlevende lytter i Klaus. Han har en sand og dyb passion for musikken, en lidenskab for den gode sang, som tangerer det rene instinkt. Det er man nødt til at have, hvis man følger og lader sig opsluge af et fagområde. Klaus har også dømmekraften og sproget. På den måde er han med tiden blevet den store, hvis ikke den største, rockskribent i sin generation.

Må gerne kunne bruges

Henrik Queitsch og Rune Lykkeberg har i Et kullet klarsyn samlet 56 af Lynggaards mest repræsentative anmeldelser og essayistiske musik-artikler. De har stået i Information i perioden 1992-2006, og skønt redaktørerne sætter fokus på skribenten, har de vel også haft i baghovedet, at bogen gerne må kunne bruges. Der er ikke gjort forsøg på at tematisere og rearrangere. Teksterne er trykt kronologisk, så man får krøniken om 90'ernes og 00'ernes musik serveret, mens man følger Lynggaards udvikling som skriver.

Både som kritiker og forfatter var han mildest talt rundet i '92. Alligevel sker der noget i skriften, mens år-tusindeskiftet passeres. Information har været et godt sted for Lynggaard, og han indretter sig med det samme. Man kan mærke det på måden, han ligesom rømmer sig og etablerer en stemme i på én gang præcise og principielle tekster som 'Pop er pop er pop' (14.09.92) om danske favoritter som Love Shop, og 'Gejst, glød og gysser' (11.02. 93), der er en solid indføring i grungerocken fra Seattle.

Siden begynder han at ånde i formen og udvider fokus i perspektiverende tekster, der fortæller hele kultur-historien. 'Skidt på samme lokum...' (08.03.02) er noget af det mest relevante, der er skrevet om dansk punk, og i anmeldelsen af Anders Østergaards Gasolin'-film formår han bedre end de fleste at sætte ord på, hvad det var bandet kunne 'I krydsfeltet mellem Hendrix og Helmuth' (10.03.06). Koncerter bliver vinduer ind i et værk - her er store tekster om Dylan i Aalborg, Reed på Frederiksberg og Patti Smith i Amager Bio.

Den personlige erindring investeres gavmildt, når der er anledning til dét. 'Et år som undercover glamkid' (03.07. 07) er et kærligt og stærkt diverterende tilbageblik på skribentens egne år med Marc Bolan og britisk glitter. Her har Lynggaard til gengæld for let ved at afskrive sine idoler. Electric Warrior og The Slider holder til mere, end han lader skinne igennem, og Zinc Alloy & the Hidden Riders of Tomorrow er et album, man skriver 'Lost Treasures'-klummer om.

Nekrologer, jubilæer og boxsæt bliver de optimale emner hen ad vejen. 'Med ansigtet mod muren' (24.11.04), Lynggaards anmeldelse af Nirvana-boxen With the Lights Out, tangerer det sublime og giver et skarpere billede af Kurt Cobain, end jeg har set noget sted. Også klummens form ligger for Lyng-gaard: en ordveksling med en ældre dame i bussen ('Regnvejr, rockmusik og Iggy Pop', 09.07.04) bliver et forsvar for både musik og kritik: "Derfor betyder denne rockmusik - i sjældne illuminerede øjeblikke - alt for mig."

Der er, og dét har der altid været for Lynggaard, mere end sortering og arbitrære smagsdomme på spil. Som årene går, bliver projektet, ét af dem i hvert fald, at promovere den gode sang. Han finder den i alle sammenhænge, hos John Mogensen, Nina Simone, Souvenirs, Cohen selvsagt, Cave og Costello, Dylan og Young på en god dag, brødrene Olesen og Anne Linnet.

Smuk er især den beredvillighed, hvormed Lyng-gaard vil gå i brechen for navne, som fagets døgnfluer slet ikke agter. Hans kritik er aldrig opportunistisk. At han så er for hård, når han vil statuere et eksempel og hægte, hvad han hører som mindre ånder, af, er en anden sag. Michael Falch, Poul Krebs og Tim Christensen bliver igen og igen rakket ned med en vildskab, der tenderer mod ren og skær afreaktion.

Dannelsesvejen

Et kullet klarsyn er en meget bekræftende bog, som holder 15 år af musikkens og Lynggaards eget liv fast. Som forord står Rune Lykkebergs portrætsamtale med fødselsdagsbarnet. Her kortlægges både forfatteren og musik-elskerens dannelsesvej, fra den første selvindkøbte single med Donovan ('Donna Donna') til Anne Linnets 'Hun fletter sit hår', der for Lynggaard er den bedste sang efter 2000. Eller som han siger: "Fuck off, Richard Wagner. Det dér kunne du ikke have gjort."

Lynggard fik lyst til at skrive om sin musik, da nogen gav ham antologien Der gror aldrig mos på en rullesten i julen 1970. Tilhører man generationen, vil man dele disse oplevelser. Min første single var Donovans 'Atlantis', og på biblioteket lånte jeg Der gror aldrig mos så ofte, at jeg endelig måtte købe den. I en klumme om 'Erfaringens stemme' (07.10.05) noterer Lynggaard sig, at de gamle navne atter er begyndt at skrive de bedste sange. Undertegnede har den samme oplevelse, men ærlig talt, Klaus: Det er nok, fordi vi selv fylder 50.

Bogens bonusskæring er Lynggaards bud på en dansk sangkanon fra 'Det var en lørdag aften', 'Underlige aftendufte' og 'Sig nærmer tiden' til 'Sidder på et værtshus', 'Rabalderstræde' og 'En nat bliver det sommer'. Han husker både 'Dansevise' og 'Duerne flyver'. Man bøjer sig dybt for Lynggaards jugement og sproglige slidstyrke. I 1999 skrev han første bind af Verdens 25 Bedste Rock- og Popplader. Kære Klaus, du skal vide, at vi stadig venter på bind to.

Bo Green Jensen (f. 1955) er forfatter og filmanmelder på Weekendavisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu