Læsetid: 3 min.

Illusionernes død

18. oktober 2001

»Chokket over tragedien i World Trade Center og Pentagon har gjort det påkrævet med en pludselig ændring af priserne på mange markeder, så de afspejler de forventede omkostninger ved at handle i, hvad vi nu erkender som en mere fjendtlig verden.«
USA’s forbundsbankchef, Alan Greenspan

INTET, intet er der efterhånden tilbage af den glade jublende optimisme, der herskede under den dotkommelige spekulative bobbel. Surt er det. Der går snart ikke en dag, hvor de økonomiske nøgletal justeres nedad fra USA til det euroopbyggelige EU, ja helt til det fjerne Japan.
Alt går ned, ned, ned, så vi får sikkert en global recession. USA’s industriproduktion er faldet 12 måneder i træk, og det er den længste stagnationsperiode i 50 år. Og amerikanerne er gået i hi med over to procents forbrugermæssig indskrænkning i den sorte september.

NU GØR nedkølingen næppe ondt på miljøet og de skrøbelige naturbalancer, der i forvejen er ganske trængt af vores uendelige og aldrig tilfredstillede forventninger. Men forspillet til 01-krisen har været længe undervejs. Der blev bygget op til sammenbruddet under det kreditfinansierede forbrugsorgie og den spekulative aktiefest, som udspillede sig på det globale teater i halvfemserne, mens vi fejrede kommunismens nederlag. De færreste turde se de opkommende realiteter i øjnene, for det var en festtid. Ikke engang finanskrisen i Asien i 1997-98 slog benene væk under det store flertal. For det gik stadig godt for os i Vesten, ja bedre end i mange generationer. Nu er festen foreløbig slut.

TIDSÅNDEN er under forandring, som den altid er. Men morsomt er det, at den konservative George Bush har genopdaget Keynes og hans finansielle stimulanser – og samtidig forsøger at kombinere det med udbudsøkonomiske skattelettelser. Forvirringen er total, eller også er den bare pragmatisk. Problemet er, at hverken ekspansiv økonomisk dristighed eller militærindustriens kompleksiale udfoldelse af nye teknologiske krigsmaskiner kan forhindre USA eller resten af verden i at opleve en dyb økonomisk recession. Det er muligt, at det mindsker den, men den forhindres ej. Selv ikke Alan Greenspan kan længe fortrænge den. Trods ni rentesænkninger i år, der har bragt realrenten ned på det laveste niveau siden Anden Verdenskrig, er der ingen fremgang i sigte. Monetære lempelser er ikke magisk medicin, når den nationale og den globale konjuktur er præget af en synkroniseret synkefølelse – der til forveksling kunne minde om 1930’erne.

EN GRUSOM terrortrussel styrker bevidstheden om, hvad der i Vestens liberale demokrati og retssamfund er værd at kæmpe for, men truslen koster dyrt. Frygten for miltbrand lægger sig som et forpestende hvidt støv og øger følelsen af usikkerhed. Og usikkerhed er altid skidt for økonomien og investeringerne i fremtiden, selv om det aldrig kan være det vigtigste, når menneskeliv står på spil. Terroren gør dog ikke desto mindre såre ondt på den i forvejen stagnerende verdensøkonomi. Virksomhederne og forbrugerne må, så længe terroren truer, betale en risikopræmie, der øger omkostningerne og sænker væksten. Bush siger, at krigen mod terrorismen kan vare i to eller flere år. Hvis det er sandt, så kan recessionen blive lang og smertefuld. Opsvinget kommer måske først om to-tre år.

TIDENS BARSKE kendsgerninger kan bane vej for en form for kreativ fornyelse i vort samfund eller endda for fire dages arbejdsuger i trængte virksomheder. Men foreløbig har en halv million personer i luftfarten og i den højteknologiske industri mistet deres job i dette Herrens år. Voksende arbejdsløshed skaber socialt misnøje og mere skrump – selv om nye huskøbere glæder sig over rentefald. Enkelte selskaber formår at score på rouletten, når de deprimerede rynker panden. Mens luftfartsselskaber som United Airlines trues af konkurs, så har medicinalkoncernen Pfizer udsendt et fornøjeligt kvartalsregnskab, der svulmer takket være blå Viagra-magi og voksende salg af anti-rynkecreme til de kvinder, der gerne vil tage sig godt ud, trods terror og deprimerende økonomisk snak. Måske er det, hvad Greenspan forstår som pludselige ændringer i forventningerne i en mere fjendtlig verden? Vi søger indad, når truslerne trænger sig på udefra.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her