Læsetid: 3 min.

Imamer udsteder fatwa mod pigeomskæring

Seks imamer udsteder nu en regulær fatwa mod pigeomskæring, som de beskriver som ikke-islamisk og skadelig. Meget positivt, mener den norske ekspert Unni Wikan
9. september 2005

Seks imamer har netop udsendt en ny 'Muslimsk erklæring om kvindelig omskæring', som fastslår, at denne tradition udelukkende er kulturel og både kan og bør undgås.

"Det er et meget positivt signal, for mange tror, at omskæring er religiøst," siger den norske ekspert i islam og pigeomskæring Unni Wikan.

Imamernes fælles erklæring præsenteres i dag i København i forbindelse med en stor nordisk konference. For konferencen står Foreningen mod Pigeomskæring, som har bragt de seks imamer sammen og desuden igangsætter en underskriftindsamling blandt somaliere i Danmark, oplyser foreningens talsmand, Tine Kristensen.

"Erklæringen er en regulær fatwa," fortæller imam Abdul Wahid Pedersen, der er medforfatter og -underskriver sammen med Mohammed Fouad al-Barazi, Ahmed Abu-Laban, Fatih Alev, Abu-Bakar Nur Shirwa og Adan Yusuf Qanyare. Ikke mindst den herboende al-Barazis status som 'tung' muslimsk lærd bidrager til erklæringens autoritet som fatwa (religiøst påbud) men styrkes også, når flere imamer bakker op.

Alle seks imamer har tilknytning til Danmark og sammenfatter deres opfattelse således:

"Da ingen form for omskæring af kvinder således er pligt eller sunna (religiøst betinget sædvane, red.) for muslimer, og den danske lovgivning forbyder enhver form for omskæring af piger blandt herboende personer - lige meget om det finder sted i Danmark eller udlandet - anbefaler vi, at man helt ophører med at omskære piger selv i sin mindste form."

Unni Wikan er begejstret for initiativet: "Imamerne har position og autoritet og kan påvirke holdninger. Når de kommer på banen med en udtalelse, er det en meget vigtig politisk og religiøs handling," siger hun.

Ikke-islamisk

I Danmark er pigeomskæring forbudt. Overlæge Charlotte Wilken Jensen, der er medlem af det nordiske netværk for Forskning om kvindelig omskæring, FOKO, og medarrangør af konferencen, kender dog ikke det nøjagtige omfang af omskæring af småpiger i Danmark eller Sverige.

"Om fem-seks år begynder børnene af de somaliske indvandrere, der kom i begyndelsen af 1990'erne og selv er omskåret, at gå til gynækologisk undersøgelse og få børn. Så vil vi vide mere," siger Charlotte Wilken, der dog også påpeger, at fænomenet ifølge WHOs internationale tal er på retur - omend meget langsomt.

For eksempel har regeringen i Sudan offentligt taget afstand fra 'den store' kvindeomskæring. Mange muslimske debatfora på internettet anfægter også fænomenets religiøse legitimitet.

Også Unni Wikan mener, at fænomenet globalt går tilbage, fordi mange i og udenfor Afrika aktivt søger at bekæmpe det.

Specielt i somaliske miljøer opfattes pigeomskæring dog som påbudt eller i det mindste ærefuldt.

Det afviser nu Abdul Wahid Pedersen: "Om pigeomskæring er ærefuldt, må folk selv om, men man kan ikke pålægge andre traditioner," siger han og forklarer, at han vil understrege over for sin menighed, at pigeomskæring er skadelig, ikke anbefalet i islam samt ulovlig i Danmark.

I en syv siders teologisk udredning i tilgift til fatwaen præciserer imam al-Barazi, at de teologiske overleveringer, der understøtter pigeomskæring, er meget svage.

Dette bakkes op af både imam Abu Laban og Unni Wikan: "Intet tyder på, at profeten Muhammad har godkendt eller støttet omskæring. Kun, at han ønskede at begrænse det," understreger Abu Laban.

Håber på effekt

Erklæringens konkrete effekt er uklar. I det somaliske miljø, hvor pigeomskæring traditionelt har været meget udbredt, tør imam Adan Yusuf Qanyare ikke spå om store omvæltninger med det samme. Han har selv somalisk baggrund og fungerer i en somalisk menighed i Birmingham, England, hvor budskabet møder betydelig modstand fra folk, der tror, at de er dårlige muslimer, hvis ikke de omskærer deres små piger.

Så sent som i 2002 mødte han i en hollandsk moske voldsomme religiøst begrundede indvendinger efter en prædiken mod omskæring.

"Men jeg vil fortælle dem, hvor helbredsskadeligt, det er, og at Gud ikke vil belønne dem, men sige: "Kroppen er skabt fuldendt, hvorfor skærer du noget af den?" siger Qanyare, der dog også mener, at behovet for oplysning er meget stort.

Han bakkes op af Abu Laban, der selv er villig til f.eks. at uddele flyveblade og tror, at tiden for omskæring langsomt rinder ud:

"Folk vil ikke opretholde en uholdbar tradition. Men det vil tage lang tid," siger Abu Laban. Han mener, at organisationer, myndigheder og muslimske lærde bør arbejde sammen om at bekæmpe omskæring.

Wahid Pedersen, der som leder af en somalisk muslimsk skole har nære kontakter til somalierne i Danmark, vurderer, at den usædvanligt klare melding aktuelt diskuteres i det danske miljø.

"Det giver folk noget at læne sig op ad," mener han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu