Læsetid: 4 min.

Imperiet

6. september 2002

I MORGEN flyver den britiske premierminister Tony Blair til USA for at mødes med USA’s præsident George W. Bush. I dagene efter vil Bush tale med lederne i Frankrig, Rusland og Kina – de tre øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. På torsdag vil Bush tale i New York til FN’s generalforsamling. Snarest derefter – inden for »de nærmeste få uger« – vil lederne i USA og Storbritannien fremlægge et dossier med ’beviser mod Bagdad’. Og senest i begyndelsen af oktober vil Bush bede den amerikanske kongres om mandat til at gøre ’det nødvendige’ for at løse problemet med Iraks leder Saddam Hussein.
Det begynder at lugte af krig. Formentlig påvirket af sin udenrigsminister Colin Powell vil Bush nu først forsøge at vinde opbakning fra Sikkerhedsrådet til en intervention, men lykkes det ikke, er ikke mange i tvivl om, at USA vil handle på egen hånd eller med blot britisk opbakning. Høgene omkring Bush menes nærmest at betragte en bredere alliance som en komplicerende omstændighed, der kan lægge begrænsninger på den nødvendige indsats. Især da hvis Sikkerhedsrådet vedtager at afprøve Saddam Husseins invitation til igen at lukke FN’s våbeninspektører ind på irakisk territorium. For i den amerikanske regering er endemålet ikke våbenkontrol, men fjernelse af Saddam og indsættelse af et pro-vestligt styre i Bagdad.
Kommer en amerikansk intervention, vil det være den endelige manifestation af den ny verdensorden, der – stik mod en gruppe terroristers plan og ønske – fik afgørende fødselshjælp den 11. september for et år siden. I et kort øjeblik bragte terroraktionerne eksistentiel tvivl og sprækker i den amerikanske selvforståelse som usårlig supermagt.
Men siden det første chok har begivenhederne tjent til ikke bare at genopbygge amerikansk selvtillid og patriotisme, men også at installere USA som nutidigt imperium med både magt, ret og – i ledernes egen optik – pligt til at sætte spilleregler og dagsorden for kloden. Dét USA, som vender ryggen til en global klima-aftale, som slutter et Johannesburg-topmøde med at erklære sig ikke-forpligtet af slutaftalerne, som langtidsisolerer krigsfanger uden tiltale og advokatadgang, som nægter at godkende FN’s internationale straffedomstol, som opbygger massive handelsbarrierer – dét USA supplerer sin isolationisme med, hvad den britiske kommentator Jonathan Freedland kalder »militant unilateralisme«. Eller som den amerikanske udenrigsekspert Michael Hirsch skriver i tidsskriftet Foreign Affairs: »Enhver begrænsning af Washingtons frihed til at handle anskues som en fjendtligsindet handling (...) ’Tag diktat’ synes i dag at være Washingtons vigtigste budskab til verden.«
Man hylder retten til med militærmagt at definere andre landes forhold ud fra en selvforståelse af, at man repræsenterer civilisationen og det gode med pligten til at udrydde det onde.

DEN ONDE Saddam Hussein i Bagdad skal nu fjernes. Og ingen tvivl om, at den irakiske diktator er ondartet med bl.a. titusinder af egne kurdiske borgeres liv på samvittigheden tilbage sidst i 1980’erne (da Irak og USA i øvrigt var allierede, og hvor USA’s daværende præsident, George Bush senior, ikke reagerede. Det gjorde han først i 1990-91, da det olierige Kuwait blev angrebet).
Men spørgsmålet er, hvilken mening det giver netop nu at indlede en krig for at fjerne den irakiske diktator? Det vides ikke, hvad der er i det amerikansk-britiske dossier mod Bagdad, men hidtil er der ikke fremlagt beviser for, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben, som udgør en aktuel fare for USA eller andre. »Vi har ingen håndfaste beviser for nogen af anklagerne,« sagde Ewen Buchanan, talsmand for FN’s våbeninspektører, til Information for nylig. Og amerikanske regeringsrapporter taler kun om, at Irak har »potentiale« til at udvikle sådanne våben, og at Iraks interesse for nukleare våben »ikke er mindsket.«
Der er ingen beviser for, at Saddam skulle have bistået Osama bin Ladens netværk med at gennemføre 11. september-angrebene. Og Brent Scowcroft, sikkerhedsrådgiver for Bush senior under Golf-krigen, kaldte det torsdag »usandsynligt« at Saddam skulle risikere sit land og alt andet ved at overlade masseødelæggelsesvåben til terrorister, som ved et terrorangreb ville »angive Bagdad som afsenderadresse« og dermed nedkalde en hel verdens væbnede vrede over Irak.
Dét, der kunne presse Saddam til at affyre nogle af sine ældede Scud-missiler mod omverdenen, er snarere den desperation, som et amerikansk angreb i sig selv kan udløse i Bagdad. For ikke at tale om de reaktioner, der kan komme fra den øvrige arabiske verden. Et angreb på Irak »vil åbne Helvedes porte« sagde generalsekretæren for den Arabiske liga, Amr Moussa, da han torsdag på en pressekonference erklærede, at ingen af ligaens 22 medlemsstater vil deltage i et angreb på Irak.
Spørgsmålet er, om imperiets hersker i Det Hvide Hus endnu besidder evnen til at lytte til verden udenfor? Eller om han er blevet blind og døv som senvirkning efter 11. september 2001, der kastede USA fra tragisk ydmygelse til skæbnesvanger selvfiksering.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu