Læsetid: 3 min.

In memoriam Pearl

23. februar 2002

»Et brutalt og formålsløst mord på en person, der har viet sit liv til at være talerør for de tavse masser.«
Æresformand Terry Anderson, Committee to Protect Journalists, New York

Det koldblodige mord på den 38-årige amerikanske journalist Daniel Pearl er en begivenhed, som alle nyhedsorganer bør føle sig forpligtet til at omtale og reflektere over. Et angreb på én af os, er et nemlig angreb på os alle, på vores profession og på vores pligt til at forsvare ytringsfriheden og altid stille sig nådeløst kritisk overfor magten, uagtet i hvilken skikkelse den optræder.
Sidste år blev 37 journalister verden over dræbt under udførelse af deres hverv. Vi finder naturligvis ikke anledning til at omtale hvert offer, endsige reflektere over den enkelte tragedie i en leder på forsiden. Tilfældet Daniel Pearl er imidlertid en undtagelse. Det skyldes ikke amerikanske mediers globale indflydelse – hans kidnapning i Pakistan er blevet fulgt tæt af danske medier – ej heller hans nationalitet eller den omstændighed, at islamiske terrorister måske står bag ugerningen. Vi sørger naturligvis for Pearls franske hustru – gravid i sjette måned – og hans familie. Vi sender sympatihilsner til kolleger på Wall Street Journal, avisen med den bedste journalistik og reportage i USA og hele verden. Men vi føler os også personligt ramt og truet på vores fag.
Daniel Pearl er den niende journalist dræbt efter 11. september og starten på USA’s krig i Afghanistan. Blandt de otte andre er svenskeren Ulf Strömberg, skudt ned under et natterøveri i et hus i Taloqan, og fire vestlige journalister stoppet af uidentificeret militsfolk på landevejen mellem Jalalabad og Kabul, frarøvet deres ejendele og udstyr og henrettet på stedet. Én af dem var Maria Grazia Cutuli fra Corriere della Sera, der sidenhen blev kåret uofficielt som martyr (for hvad?) i Italien. I ingen af disse tilfælde virker det umiddelbart indlysende, at en stat eller en terrorgruppe havde til formål at intimidere (terrorisere) journalister per se, således som man har set det ske i f.eks. Colombia, Algeriet og mange andre lande plaget af borgerkrig eller andre typer konflikter.
Kidnapningen af Pearl, kravene om løsladelse af pakistanske fanger i lejren i Guantánamo og i amerikanske fængsler samt truslen om flere kidnapninger af amerikanske journalister minder i mangt og meget om terrorismetiden i 1970’erne i Tyskland og Italien. Selv billedet af Pearl – med en pistol for tindingen siddende foran et vægtæppe, den pakistanske avis Dawn i skødet – får én til at tænke på De Røde Brigader og Baader Meinhof-gruppen. Videooptagelsen af henrettelsen, hvor halsen bliver skåret over med en kniv, findes der ingen historisk parallel til i europæisk terrorisme. Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der står bag. Måske pakistanske islamister med sympati for Taleban og al-Qaeda, måske ekstremister knyttet til en fløj i Pakistans militære efterretningstjeneste, der modsætter sig præsident Pervez Musharaffs samarbejde med de »amerikanske imperialister« i kampen mod islamiske terrorgrupper. Hvordan ellers forklare, at kidnapperne i en e-mail krævede, at USA leverer nogle F-16 fly købt i slutningen af 1980’erne? Flyene blev aldrig sendt i protest mod Pakistans hemmelige atomvåbenprogram.

Men budskabet er krystalklart. Vestlige journalister udsætter sig selv for langt større fare end tidligere, når de arbejder i muslimske lande. For at sige det mildt: Det er virkelig problematisk, fordi vi har så desperat behov for at forstå, hvad der motiverer titusinder af unge og ret velstående muslimer til at ty til massemord i deres opgør med vore samfund og vores værdigrundlag. Daniel Pearl var netop én af de nysgerrige journalistsjæle, som brændte for at forklare den ukendte verden til sit vestlige publikum. Det ved vi fra hans skriverier og hans kolleger. Han var villig til at løbe en risiko. Det skal man være som udlandskorrespondent. Måske gik han for langt, men det er svært at bebrejde ham. Når man først får fat i den lange ende af en undersøgelse, der kan føre vidt, er det meget svært at kaste alt overbord af hensyn til egen sikkerhed. Nysgerrigheden og ønsket om at afdække sandheden driver værket.
Pearl var i virkeligheden ikke specielt modig. Mange kolleger har løbet langt større risici i Afghanistan for at nå frem til steder, hvor f.eks. civile skal have mistet livet under amerikanske bombeangreb. Uden disse reportager ville medierne aldrig være i stand til at give de krigsførende magter et nødvendigt modspil, for i en krig taler ingen part sandheden.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her