Læsetid: 3 min.

Indefrosne konflikter i det tidligere Sovjet

2. oktober 2006

Den mest blodige og grusomme, etnisk-nationale konflikt i det postsovjetiske rum, Tjetjenien-krigen, er ved at være udkæmpet, og Moskva har vundet. Den konklusion kom forleden fra Ruslands længst eksisterende menneskerettighedsorganisation Helsinki-komiteen. Lederen af organisationen indrømmede, at Putins hårde linje havde ført til en afslutning på de 10 års kamphandlinger og sagde, at hun nu er mest bekymret for de fortsat talrige kidnapninger og bortførelser, som foregår i republikken. Men, som det amerikanske tidsskrift Newsweek skriver, så er freden ikke vundet endnu, og roen i Tjetjenien skyldes først og fremmest et brutalt prorussisk regime under den tidligere oprører Ramsan Kadyrovs ledelse. Og ifølge Newsweek kan den voldelige undertrykkelse af oprøret i Tjetjenien føre til nye blodige konflikter i andre russiske muslimske republikker som Ingusjetien, Karbadino Balkarija og Dagestan.

Ruslands håndtering af en række nedfrosne og glemte konflikter i og mellem nabolandene demonstrerer, at Moskva har et forklaringsproblem. Som de russiske politikere og talsmænd selv plejer at kalde det, når de møder kritik over fremgangsmåden i Tjetjenien, er der tale om dobbelt standard, når Rusland med brutal vold og magt nedkæmper selvstændighedsbestræbelser inden for russisk territorium og samtidig direkte eller indirekte støtter løsrivelsesbestræbelser i konfliktzoner i nabostaterne.

Meget dårligt forhold

Der er således tale om en fuldstændig uholdbar situation, når Rusland støtter prorussiske separatister i Abkhasien og Sydossetien, som begge officielt er georgiske landområder, i proarmenske og prorussiske Nagorno-Karabakh, som officielt er aserbajdsjansk område, og i prorussisk Pridnjestrovje, som officielt er moldavisk område. Og det har ført til et markant dårligt forhold imellem Rusland og de nærmeste naboer, som russerne til manges store irritation kalder "det nære udland" og dermed antyder, at det ikke er rigtigt udland, men russisk interessesfære. Hele vejen rundt - med undtagelse af Hviderusland - er de andre tidligere sovjetrepublikker i oprør over Moskvas nyimperialistiske indstilling. Det gælder de baltiske lande, det gælder Moldova, Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan og adskillige af de centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker, nu selvstændige stater. Og de nedfrosne konflikter, som i Nagorno-Karabakh, Ossetien, Pridnevstrovje, og Kaliningrad ligger som minefelter og venter på, at 'tøvejret' skal komme. I alle konflikterne spiller Moskva en afgørende rolle som den stormagt, der officielt ikke anerkender de lokale prorussiske separatisters ønske om selvstændighed eller indlemmelse i Rusland, og som officielt har installeret russiske fredsbevarende styrker for at nedfryse konflikten, men som uofficielt og reelt støtter oprørerne for at bruge dem til at lægge pres på de nationale regeringer i Moldova, Litauen, Georgien. Nabolandene skal, synes det at være Moskvas parole, bankes ind i folden igen, når de nu ikke frivilligt nærer et brændende ønske om at være en del af det russiske imperium længere, men ønsker tilnærmelse til Vesten. En af metoderne er at støtte oprørs-republikker. De modtager ikke officielt støtte fra den russiske regering, men uofficielt får de massiv russisk støtte, og det russiske parlament diskuterer ivrigt veje til at indlemme disse republikker i Rusland.

Som flere uafhængige iagttagere i Moskva siger til Information, så kræver det en total omlæggelse af Ruslands holdning til sine naboer, hvis de talrige konflikter skal finde en varig og holdbar løsning.

Når det er sagt, er det samtidig nødvendigt at understrege, at der også er behov for alvorlige ændringer i mange ekssovjetiske republikkers politik over for Moskva og holdninger til russere i det hele taget. Russerne led mindst lige så meget som dem under det kommunistisk-sovjetiske åg, og det var trods alt en russer, Boris Jeltsin, der i sin tid sikrede, at opløsningen af det gigantiske atomimperium Sovjetunionen ikke brød sammen på samme blodige og eksplosive måde som for eksempel Jugoslavien. Det var Jeltsin, der sikrede balternes frihed, og det var ham, der gav resten af de 15 republikker friheden uden at starte en borgerkrig.

Derfor er der behov for international fokus og medvirken til en langsom optøen af Pridnjestrovje, Nagorno-Karabakh, Ossetien og Kaliningrad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her