Da jeg kom hjem på hotellet, fortalte receptionisten Louise Wong mig, at der var kommet en mail til mig fra Teveto. Den var fra den værste af mine syv koner, der lige ville minde mig om, at jeg skulle huske at købe julegaver med hjem. Jo tak, det havde jeg desværre ikke glemt.
Ret hurtigt har jeg fået et ganske fortroligt forhold til Louise. Hun har fortalt mig sin familiebaggrund: Hendes forældre forlod Maos Kina, fordi de var trætte af at gå i hans sko. De klemte. I stedet driver de nu en succesrig skoforretning på Vesterbrogade i København, hvor de har rigtig mange forskellige slags sko. "Men hvad med dig?" spurgte hun. "Jeg troede egentlig, man var fattig i sådan et lille øsamfund. Hvordan kan du så få råd at rejse helt herop?"
"Folk tror, vi er så primitive. I virkeligheden holder vi bare de gamle skikke i hævd, samtidig med at vi har indført den nyeste teknologi."
Domænenavnet
Jeg fortalte hende om de to 15-årige drenge på Teveto, der tidligt havde sat sig på domænenavnet 'tv'. Det vil mange i hele verden gerne købe af dem. De solgte til højstbydende, et (selvfølgelig) amerikansk tv-selskab og tjente en formue.
"Pengene brugte de til at etablere et præmielotteri i området, og jeg vandt førstepræmien på en million. Har du forresten nogle flere ideer til gaver, jeg kan købe? Jeg har allerede købt tre."
"Du kan jo tage den bunke der!" sagde hun og pegede på en stor stak husstandsomdelte tryksager, som var smidt over i et hjørne.
Jeg tog dem med op på værelset og forsøgte at skematisere på et ark papir. Det og det barn skulle have den og den gave. Den og den kone skulle have den og den gave.
Umulige valg
Det var utroligt, hvad man kunne købe. Men skulle det være en skjorte, en globus eller en boremaskine? Et sengesæt, en flødekande eller en emhætte? En bilradio eller en leverpostej? En elektrisk brødrister med indbygget kogeplade? Gule ærter med tilhørende deodorant? Indbygningsovn med indlagt and? Sild med nylagte printerpatroner? Cognac udbygget med en lille altan til at stå på, når man havde drukket den?
Det snurrede rundt i mit hovede. Jeg noterede og noterede, og det blev sent, før jeg kunne lægge tryksagerne fra mig. Alligevel blev gaveideerne ved at køre rundt inde i hovedet. Hvad skulle jeg give hvem? Bedst syntes jeg måske om den indendørs juletræssnemaskine til 1.999 kroner. Med den kan man få det til at sne i ens eget hjem, og den gør selv rent efter sig. Dog- den ville jeg gerne have selv, og så var jeg jo lige vidt.
Jeg faldt i søvn ved at tælle julegaver, der sprang over et hegn. Strømper, gryder, puder, biler, elektriske tog. Jeg nåede op på 10.414.
Sådan en juletræssnemaskine- den ville garanteret give prestige hjemme på Teveto. Jeg glædede mig allerede til at vise den frem.
Om morgenen så jeg på min seddel. Egentlig havde jeg ikke fået skrevet ret meget brugbart. Jeg rev lige så stille sedlen i stykker. Så tog jeg tryksagerne, bar dem ned til de nærliggende søer, byggede et bål og satte en tændstik til. Nej, hvor det futtede. Det blev et smukt bål, og flere, vist nok hjemløse, kom hen og varmede sig ved det.
Fortsættes i morgen...
