Inderst inde er jeg et klitlandskab

Knud Sørensen (f. 1928) har altid kunnet lide at bruge ord. Som barn var det især rim, der fascinerede ham. Han kan stadig huske den fredag aften, hvor han som fem-seksårig lyttede til Ærbødigst Ugerevy, og det gik op for ham, at han for første gang havde forudsagt et rim.

"Rimet var Stauning. Jeg kan ikke huske, hvad det skulle rime på, om det var lavning, men jeg syntes, at rim var forunderlige. Jeg begyndte senere at skrive mine egne digte," siger Knud Sørensen og smiler fra sin lænestol i stuen i villaen på Mors. Her har han boet i 47 år.

Den lyriske landinspektør

Trods glæden ved at skrive blev Knud Sørensen ikke forfatter til at starte med. Han tog en uddannelse som landinspektør.

Den fik senere betydning for hans forfatterskab. Han har siden sin debut Den røde kaffekande i 1965 slået sig fast som Danmarks lyriske landmåler, som stemmen fra Mors, der i over 40 værker i stort set alle genrer har skildret hverdagslivet og skæbner i landbolivet.

"De første mange år var jeg to personer. Fra klokken 8-17 var jeg et nyttigt menneske, der gik rundt på markerne med alpehue og grønne gummistøvler på og et målebånd i hånden. Klokken 17 blev jeg et andet menneske, der sad i mit arbejdsværelse og skrev."

Det var en bestemt oplevelse, der gjorde, at Knud Sørensen blev ét menneske, og at hans digte skiftede fra at være stærkt inspireret af konkretismen, til at koncentrere sig om beskrivelser fra de glemte udkanter, den trængte bondekultur og dens mennesker. Oplevelsen er skildret i digtet Da Hans Nielsens gård blev gennemskåret af landevejen, der optræder i Revolutionen i Tøving fra 1972. Den digtsamling, der markerer skiftet i Knud Sørensens forfatterskab.

"Skiftet kom, fordi jeg tog del i en ekspropriation, hvor en families eksistensmuligheder i løbet af en time blev halveret. Den historie kunne jeg ikke få ud af hovedet klokken 17. Jeg skrev oplevelsen ned. Da jeg tog papiret frem efter nogle dage, opdagede jeg, at det var et digt."

Knud Sørensen ser forundret ud i luften.

"Der gik det op for mig, at meningen med mit forfatterskab var, at jeg skulle beskrive det, der foregik i min dagligdag på landet, hvor store samfundsændringer på dramatisk vis udfordrede den traditionelle livsform."

Kunsten findes i det lokale

Det land, Knud Sørensen tog fat på at beskrive, var Mors og egnene omkring den vestlige del af Limfjorden. Det er hans landskab, det sted han får sine aktuelle impulser fra. Han kan ikke skrive om mennesker uden at forestille sig dem i et landskab eller i et miljø, som det man finder på Mors. Stedet, hvor fortællingen skal foregå, skal stå klart for ham, før han kan begynde på teksten, forklarer han.

"Jeg har som regel et autentisk udgangspunkt, men uanset hvor det, jeg skriver om, har fundet sted, så forestiller jeg mig, hvor på Mors det kan foregå. Jeg skriver ikke altid lokaliteten ind i fortællingen, men jeg har den i hovedet. De fiktive personer lever og handler, som man vil gøre det sted bestemt af miljøet dér."

Selv om Knud Sørensen bruger Mors som lokalitet i hovedparten af sine værker, prøver han ikke på at pege på noget specifikt ved bondekulturen i det nordvestlige Jylland. Tværtimod, fortæller han.

"Jeg interesserer mig ikke for det specielle. Det skal være almenmenneskeligt, det der kommer frem i mine fortællinger. Derfor slører jeg personskildringerne og stederne. Jeg laver om på navnene. Ingen skal kunne gå hen til en person på Mors og sige: 'Det var dig, ham Sørensen skrev om'."

"Jeg prøver at finde det almene i det specielle. Lyrikeren William Carlos Williams har formuleret det meget præcist. Han skriver noget i retning af, at kun i det lokale findes det stof, der bliver til kunst. Den sætning har stemt noget i mig. Det er det, jeg prøver at efterleve, når jeg skriver."

Mors har haft stor betydning for Knud Sørensens forfatterskab, som han tror ville have set anderledes ud, hvis han i stedet for havde boet i København eller i et andet land. Stedet og dets mennesker påvirker hans værker og sproget i dem, mener han.

"Den måde, jeg skriver på, er stærkt påvirket af, hvordan morsøboerne bruger sproget. Jeg synes, det vil være illoyalt over for dem at give dem et sprog, der ikke er deres og lade dem sige ting, de ikke ville drømme om at sige. Jeg skriver dog ikke på dialekt, men tilpasser mit rigsdanske, så sprogholdningen bliver den rigtige."

"Sproget betyder meget for fællesskabet inden for miljøet. Når man lever under de samme forhold, er der en masse, man ikke behøver at fortælle hinanden. Man kan tale sammen uden ord. Sproget bliver underforstået. Jeg bruger selv det at antyde og underspille i mine bøger i stedet for at overdrive og føre sproget ud i sproglige konsekvenser."

Karakterdannende

Det er især landskabet, der ifølge Knud Sørensen har knyttet ham til Mors. Som landinspektør har han færdedes i det og fulgt dets forvandlinger. Både i hans prosa og lyrik er landskabet beskrevet med præcision og detaljerigdom, hvilket vidner om hans fascination af det. Et gennemgående træk i forfatterskabet er skildringen af samhørigheden mellem mennesket og landskabet. En samhørighed, der ofte spoleres eller trues, fordi menneskene gør sig selv og hinanden fremmede og hjemløse.

"For folk, der lever i et landskab, er der en samhørighed og en gensidighed mellem dem og det. Samhørigheden kan også eksistere mellem et menneske og en by. Det er en følelse af, at det er naturligt for én at gå rundt i det landskab eller byskab. Sådan får jeg det, når jeg går rundt på Mors og i Vendsyssel, hvor jeg er vokset op, specielt i klitområderne. Jeg længes ikke efter noget. Jeg kan mærke, at det er sådan, som det skal være."

"Jeg mener, det var Blicher, der først formulerede en gensidighed mellem mennesket og landskabet. Mennesket påvirker landskabet, men bliver også selv påvirket af det. Der er en vekselvirkning mellem de to størrelser. Man bliver formet af de livsbetingelser, der er på det sted, hvor man vokser op. Måske tænker man ikke over det, men mange af de ting, man foretager sig, er bestemt af, hvordan vilkårene er på det givne sted. Landskabet er karakterdannende."

- I dine værker søger du mod en balance mellem menneske, natur og landskab. Hvorfor er den balance nødvendig?

"Det er nødvendigt for mig at færdes i et landskab, jeg er fortrolig med, og som jeg ikke føler mig som turist i. Et sådant landskab oplever jeg ikke så meget gennem øjnene som gennem rygraden. Jeg går ikke og stirrer og siger: 'Åh, se den udsigt', men bevidstheden om landskabet har jeg med mig. Den sidder i mig."

$SUBT_ON$Valgstavn eller hjemstavn

Selv om Knud Sørensen har boet på Mors i næsten to-tredjedele af sit liv og holder af morsøboerne, som han med et smil på læben beskriver som rundere af væsen og mindre stridbare end vendelboerne, bliver øen ikke hans hjemstavn. Det vil Vendsyssel til enhver tid være. Ikke byen Hjørring hvor han voksede op, men Hune ved Blokhus, hvor hans bedsteforældre havde et husmandssted. Der tilbragte han de fleste af sine weekender og ferier som barn.

"Jeg er meget præget af klitlandskabet ved Hune. Sådan er jeg inderst inde. Jeg er en klit. I sådan et landskab slapper jeg omgående af. Der er næsten ingen grænser mellem mig og det. Vi smelter på sin vis sammen."

Mennesket har, ifølge Knud Sørensen, et forhold til sin hjemstavn, der ikke kan sammenlignes med noget andet forhold, det kan have til et sted.

"Hvis jeg skal nævne én, der underbygger min påstand, må jeg igen nævne Blicher. Han beskriver dette særlige tilhørsforhold i Kær est du fødeland. Den er tit blev misforstået og opfattet som en turistforeningssang for heden, men det er noget vrøvl. Det, som Blicher skriver, er, at heden er skøn for ham, fordi han er født på den, ligesom fjeldet med is på toppen er skønt for en schweizer."

Forholdet mellem valgstavn og hjemstavn er et gennemgående træk, som Knud Sørensen har beskæftiget sig med i sit forfatterskab. Ikke mindst i bogen Digterne omkring Limfjorden, hvor han drager ud i landet for at karakterisere de digtere, der har boet på egnen, og deres hjemstavn. Digtere, der ligesom ham selv, har et særligt forhold til det landskab, de er vokset op i. I forhold til hans skønlitterære værker, opdagede Knud Sørensen også, at forskellen på menneskets valgstavn og hjemstavn spillede ind.

"Da jeg skrev novellesamlingen Historier fra engang, var der en fortælling, "Kirstine", der faldt mig meget svær. Den foregik i attenhundredtallets slutning, og jeg prøvede at placere den i det nordlige Mors. Det gik ikke. Jeg prøvede det sydlige Mors. Det gik heller ikke. Personerne ville ikke leve i det landskab. Så fandt jeg ud af, at hvis jeg skulle skrive den fortælling, måtte jeg flytte den til min hjemstavn, Vendsyssel, som i modsætning til valgstavnen er tidløs., På samme måde var det, da jeg senere skrev romanerne En tid og En befrielse, som foregår under besættelsen. De måtte udspille sig i netop det landskab, som også var mit under besættelsen. Så gik det. Jeg kunne ikke have skrevet de bøger, hvis de skulle foregå på Mors. Det er helt sikkert."

"Den erfaring har ført til, at jeg skelner meget strengt mellem valgstavn og hjemstavn. En valgstavn, er det sted, man vælger at gøre til sit og stiller sig solidarisk med. Hjemstavnen er det sted, der har præget én og været med til at danne ens karakter. I dag ved jeg, at hvis jeg skal skrive om noget, der ligger tilbage i tiden, skal min hjemstavn være landskabet i mit værk. Hvis det skal foregå i nutiden, skal min valgstavn, Mors, være mit landskab. Det er her, jeg er nu".