Læsetid: 3 min.

Indfødsretten

31. oktober 1997

Billigheden selv vil, at Landets Børn skal nyde Landets Brød,...
(Af loven om Indfødsretten, januar 1776)

DEN RADIKALITET, hvormed nogle Venstrefolketingsmedlemmer med Inge Dahl-Sørensen i spidsen nu forlanger indfødsretsbstemmelserne ændret af Folketinget, har dybe rødder i danmarkshistorien. Denne er jo langtfra en pragtopvisning i mild tolerance over for fremmede der bankede på vor dør.
Måske Inge Dahl-Sørensen derfor har haft dansk identitetshistorie oppe i pandelappen, da hun konciperede sit bemærkelsesværdige forslag om at opstille yderligere nationalt kvalificerende optagelseskriterier for navngivne ansøgere til dansk indfødsret. Hvis ikke - så her lidt fortolket historisk assistance:
Indfødsretten, i den udgave ovenstående citat stammer fra, handler dybest set om forsvar for danske borgeres rettigheder. Med andre ord: besværliggørelse for fremmede i at opnå de samme begunstigelser. Loven kom til efter Høgh-Guldberg og slots-kamarillaens statskup mod Struense i 1772. Dennes noget særprægede, men effektive diktatur i gavotte-takt a la en midteuropæisk første- og enesteministerforvaltning, var hurtigt blevet en torn i øjet på et selvbevidst økonomisk stærkt og dansk nationalt borgerskab. Struenses reformer føg dem om pudderparykkerne. Så fulgte den lange sommer i Hørsholm, maskeballet på Christiansborg, arrestationen og retssag med udfaldet givet: højforræderi mod den sprøjtegale konge. Tyskeren Struense hals- og legemshugget på fælleden. Elskerinden - meget ubelejligt dronningen - i husarrest i Celle, hvor hun omkom. Kupmagerne triumferede, Enevælden cementeredes af denne beslutsomme alliance mellem monarkiet og folket (i det mindste dem ved muffen).

FIRE ÅR senere var Indfødsretten blevet en lovmæssig forudsætning for at blive nogetsomhelst i Danmark: født i riget. Målt med europæisk alen dengang en temmelig enestående regel. Men enevoldssystemets nye magthavere stimulerede på denne måde borgerskabets - altså i høj grad også praktisk/økonomisk begrundede - danske identitets- og nationalfølelse. Kærlighed til fædrelandet blev så at sige centralmagtens slagvare - og ideologi om man vil. Fædrelandet var kongen - eller magten - og fædrelandet. To sider af samme sag. Gud var for længst med i kongeloven... af Guds Nåde etc. Deraf Gud, Konge og Fædreland, nu som treenigt udtryk for den sande danskhed. Om blot én af disse forudsætninger vaklede hos den indfødsretsandragende, siger det sig selv at indfødsrettens opnåelse kunne blive en problematisk sag. Derfor havde jøderne det heller ikke nemt med borgerlig retsstilling i riget; ikke før den frie forfatning også indførte ligeretsprincippet. Den dag idag afvises de gældende indfødsretsbestemmelsers ånd og bogstav da også af ekstremt konservative som irrelevant for danskhedsbegrebet - netop med udgangspunkt i oplysningsfilosoffernes almenmenneskelige lighedsforestillinger der opfattes som vranglære. Næ, indfødsretten bør opnås gennem en dyb national vedkendelse: Danmark er et kristent-lutheransk land. For at blive dansker må man derfor 1) være kristen-lutheraner, 2) sværge til Kongedømmet, og som følge af disse to forhold 3) være (blindt) loyal over for fædrelandet.
Dertil kommer at man skal kunne forstå disse krav og kunne læse og skrive dansk - som Inge Dahl-Sørensen!, føle dansk og ikke som 1., 2. eller 12 generationsindvandrere få hjertebanken ved mindet om Konyas mørnede mure eller Islamabads skyggefulde parker (om sådanne findes). Og det skal gøres bekendt for alverden, hvorledes det i disse sager står til med ansøgerens dansk!
Grundtvig sluttede op om kvalifceringen til indfødsretten, og undslog sig ikke for offentligt at anse danske med en anden eller erklæret anden baggrund - som Goldschmidt - for at være Giæster.
Når alt dette er anført kunne det derfor være fristende i Enevældens, traditionens og historiens navn at stille flere og strengere sindelagskontrollerende krav til indfødsretskandidater. Og mere end det løse pjank Inge Dahl-Sørensens hjernevinding har fostret. Hvad iøvrigt med som til forn at døbe mindst ét dansk krigsskib det stolte navn Indfødsretten?
Så kan det passe på at ingen udansk svømmer ind.

Stolt af min Fødselsret, skiønt gemt bag Lykkens Lampe/Hvor Haabet fra mit Bryst saa ofte sneg sig bort;/Naar paa mit Fortrins-Grund den Fremmede kunde stampe,/Og svanger Tillid selv hos Indfødt kom tilkort....

( Formentlig Emanuel Balling - i anledning af Indfødsretten, i Adressecontoirs Efterretninger 29. januar 1776. mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmarks nuværende defensive globaliseringsstrategi for så vidt angår kulturaspektet giver sig netop udslag i stramningerne af indfødsretsbetingelserne. Det ironiske er imidlertid, at Danmark rent faktisk er afhængig af globaliseringen bl.a. henset til nødvendigheden af udenlandsk arbejdskraft. Et andet ironisk moment er, at man i Danmark tror, at man kan imødegå globaliseringens mange kausale følger, såsom multikultururalisme og i det hele taget det øgede pres på nationalstaterne (ikke således, at de eksistentielt er i fare, men at selve nationalstatsbegrebet må redefineres). Den danske fremmedfjendskhed og indadvendthed holder ikke på lang sigt, da det kun kan føre til isolation, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, da man således ikke kan høste globaliseringens fordele.
Det er kun et spørgsmål om tid før lille homogene Danmark gradvist påvirkes af nyt kulturelt input. Man kan tydeligt observere, at det er den liberalistiske ideologi, som globaliseringen fører med sig, hvorfor nationalstaten i redefineringsfasen næppe vil stå over for en vanskelig opgave.