Læsetid: 3 min.

Indian summer med champagnebrus

Vinklubben smager på de perlende dråber
24. september 2005

Der er næppe nogen vin, der er flere anekdoter om, end Champagne. De fleste kender den legendariske Winston Churchill og hans kærlighedsforhold til champagne. Under Anden Verdenskrig skulle han have sagt, at "har vi tabt, har vi brug for den. Og har vi vundet, har vi fortjent den". Eller hvad med historien om den fremragende britiske forfatter John Le Carré, som slutter arbejdsdagen hver dag kl. 12 efter seks timers skrivning med at åbne en flaske champagne og dele den til frokost med sin kone. Champagne er myternes vin, og sådan har det faktisk været, siden en ung farmaceut fra Chalons-sur-Marne i 1830'erne fandt ud af, hvordan man præcist kunne måle den nøjagtige sukkermængde, der skulle til for at starte andengæringen på en flaske uden at den eksploderede.

Indtil da var der blevet produceret og drukket vin med bobler i, men i 1700-tallet måtte man indstille sig på, at op imod halvdelen af alle flasker sprang i luften, før de nåede middagsbordet. Dengang var produktionen på nogle tusinde flasker om året, mens der i dag årligt bliver produceret over 200 millioner flasker champagne fra området omkring Reims i det nordøstlige Frankrig.

Der findes mange slags champagne, og der er kæmpe forskelle på priserne. Champagne er stadig et kvalitetsprodukt, som det er til at komme i nærheden af prismæssigt. Hvis vi sammenligner med virkelig dyre vine fra Bourgogne, Nord Rhone eller Bordeaux, så er priserne på de bedste champagner stadig langt lavere. Denne uges tre champagner er fine eksempler på forskellig stil inden for champagne. Her er en årgangschampagne, en ikke-årgangschampagne - alene lavet på chardonnaydruen - og en special cuvee lavet på de tre tilladte druer i Champagnedistriktet.

Vinklubben var med til smagningen, og sammen med champagnen blev der serveret en kraftig hjemmelavet krabbebisque og en blæksprutterisotto. Vi startede med at smage P.Guerre & Fils. Vertus Premier Cru. Det er en ny champagne på det danske marked, som Cappa Vin har eneret på at importere. En dejlig frisk champagne med en herlig duft af frisk smør og modne æbler. Det er en blanc de blanc-champagne, hvilket betyder, at den alene er lavet på den hvide chardonnay-drue .

Den anden champagne fra P.Guerre & Fils er en årgangschampagne fra år 2000. Den er lidt mere fyldig i munden end chardonnay-udgaven. Her er også masser af frisk duft, som udfolder sig fint i glasset. Den vil ganske givet udvikle sig videre i de kommende år. I klubben var vi enige om, at vi bedre kunne lide blanc de blanc-udgaven fra Guerre & Fils. Derfor får den en stjerne mere end årgangschampagnen.

Bollingers Special Cuvee har det, som alle politiske partier leder efter i disse år. Den har nemlig sin helt egen fortælling, som hænger nøje sammen med, at det er James Bonds yndlingschampagne. Bollingerhusets Special Cuvee er faktisk husets standard-champagne, og selv om vi nu er oppe i næsten 300 kr. pr. flaske, så er det langt mindre, end man ofte kommer til at betale for Special Cuveer. Champagne fra Bollinger er baseret på pinot noir-druen, som udgør 60 procent, mens der kun er 25 procent chardonnay, og endelig er den tredje drue i champagnedistriktet pinot meunier også blandet i mosten. Det specielle ved Bollinger-champagnen er, at der er tilsat 5-10 procent af de fineste druer, som har ligget i Bollingers kældre i mange år og lagret. En flot gul champagne med masser af brus og en fin duft af modne æbler og citrusfrugter.

weekend@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu