Læsetid: 5 min.

I Indien dør de små piger

Indisk lov forbyder medgift, men befolkningen mod-arbejder loven. Derfor er pigebørn en økonomisk byrde, som forældre skiller sig af med. En fjerdedel af Indiens piger dør før deres 15 års fødselsdag. Borgerretsorganisationen Population First forsøger at sætte gang i den ofte tabulagte debat
24. februar 2006

I Indien har der været forbud mod medgift siden 1961. Men det er et eksempel på en lov som befolkningen modarbejder.

Man skal bare åbne en avis for at finde eksempler på medgiftsmord: "Priyanka var gravid i ottende måned, da hendes nabo skyndte sig op ad trappen og her fandt hende i lys lue. Hendes svigerforældre havde overhældt hende med benzin og sat ild til hende. Priankas familie havde ikke imødekommet de kontante krav om højere medgift fra hendes mands familie."

Som følge af medgiftsstridigheder mellem manden og kvindens familier, dræbes hvert år over 6.000 kvinder:

"Vi gav hende i alt, 100.000 rupees (ca. 16.000 kroner) og 10 gram guld. Men hendes svigerforældre torturerede hende, fordi de ville have en bil," fortæller en anden avisartikel.

Medgift nævnes ofte som hovedårsagen til, at piger betragtes som en byrde. Alligevel oplever Indien i disse år en sand inflation i medgifter. Traditionelt fortolkes de som en kompensation til svigerfamilien for, at den efter brylluppet har en mund mere at mætte, fortæller Preeti fra borgerretsorganisationen Population First:

"Ved at betale medgift sikrer kvindens forældre sig, at de ikke skal forsørge døtrene, når de bliver gamle," forklarer hun og tilføjer spydigt:

"Så meget for synet på den moderne, selvforsørgende kvinde."

Økonomi er dog blot en del af forklaringen på, hvorfor piger ses som en byrde.

"Et ofte fanatisk syn på religion spiller også ind," forklarer Preeti.

Indiske teenagebrude

Piger i Bombay er i gennemsnit 16,4 år når de gifter sig. Det svarer til landsgennemsnittet, men flere steder gifter man sig endnu tidligere. Det til trods for, at det er ulovligt.

I staten Rajastan viste en undersøgelse i 1998, at 56 procent af pigerne giftes bort, når de er mellem 10 og 14 år.

Hinduer går meget op i, at bruden skal være jomfru, når hun giftes bort.

"Jo senere hun bliver gift, desto større er risikoen for, at hun har mistet sin mødom. Man kan spørge sig selv, hvor sundt det er for kvinders selvstændighed at blive gift så tidligt," spørger Preeti.

Typisk bliver pigerne gravide umiddelbart efter indgået ægteskab.

$SUBT_ON$Vil det ændre sig?

Preeti roder sine papirer igennem for at sikre sig, at hun har fået det hele med:

"Indiens udvikling må siges at være et paradoks. Vores økonomi har aldrig været så god, og vores levestandard er for flertallets vedkommende høj. Millioner af indiske unge har lige så gode og lige så mange muligheder som unge i USA. Eller Danmark. Globaliseringen har ramt os, og påvirker på mange måder vores kultur," fortæller hun:

"Hvorfor pokker er det så lige, at intet ændrer sig i forhold til vores syn på kvinder og pigebørn? Hvis ikke god økonomi og globalisering kan ændre mine landsmænds kvindesyn, hvad kan så?"

Hun holder en kort pause og tænker sig om, inden hun lettere oprevet fortsætter:

"Hvis vi skal opnå ligestilling, forudsætter det, at vi har lige rettigheder. I lige så høj grad er det dog et kulturelt problem. En brud er i dag opdraget til at tro, at hendes største interesse er at efterleve mandens og hans families interesser. Kvinders juridiske rettigheder er udtryk for samme tankegang."

99 procent af bryllupper i Indien er arrangeret af forældrene. Typisk flytter kvinden ind i mandens hjem. Kvinder har ingen arveret - hverken til sin mands eller sine forældres formue og ejendom; et økonomisk argument for at kvinder er en byrde.

Skilsmisse er for kvinder en stor skam. Sker det alligevel, mister kvinden som regel både retten til formue, ejendom og børn.

"I 1996 blev en række dommere spurgt om kønsroller. 68 procent svarede, at kvindens vigtigste rolle er at holde sammen på familien - også selv om hun udsættes for vold," fortæller Preeti.

Tankegangen blandt magthavere i Indien lægger sig således tæt op af kulturelle traditioner. Ikke desto mindre mener Preeti, at hverken dommere eller politikere er hovedskurkene.

"På nogle punkter er lovgivningen fornuftig tænkt, men umulig at administrere. Det er befolkningen, som skal ændre tankegang."

Drab på småpiger

Med provokerende annoncering forsøger Population First at nå ud til befolkningen:

"Der er mange måder at dræbe små piger på. Ofte rapporterede metoder indebærer at made dem med risskaller for at flænse deres gane. Derefter kan de ikke spise og dør af sult. Man kan også forgifte dem med saften fra giftige bær. Mange foretrækker dog den mere direkte metode at kvæle dem med et vådt håndklæde. I nogle regioner er det udbredt, at moderen smører gift på sit bryst, før hun ammer. Den moderne metode i Bombay, hedder 'kønsbestemt abortering'," skriver organisationen i en brochure.

Lige lidt nytter det. På trods af den gode økonomiske udvikling er antallet af kønsbestemte aborter siden 1991 steget markant. Mens der i Danmark og Vesten fødes flere piger end drenge, fødes der i Indien væsentlig færre piger. Ingenting lader til at kunne stoppe denne udvikling. I Indiens forretningscentrum, Bombay, fødes der for hver 100 drenge, 89 piger. Det naturlige tal er 105. I resten af landet er tendensen den samme. I mange områder endda endnu værre.

$SUBT_ON$Ikke kun hos de fattige

"Hvad man tidligere betragtede som et fattigdomsproblem, viser sig i dag at være lige udbredt blandt rig og fattig."

Preeti øser kaffe op, mens hun taler om organisationens arbejde. Hun er 25 år, smuk, veltalende og uddannet journalist. Siden Population First blev oprettet, i 2004, har hun arbejdet på det lille, faldefærdige kontor, på fjerde sal. Hendes mål er at skabe debat om kvinders rettigheder; herunder retten til at blive født.

"Velstand og kulturændringer følges på dette punkt ikke ad. Blandt rige hinduer hører man ofte argumentet, at de har brug for en dreng til at udføre deres begravelsesritual. Ellers kommer de ikke i himlen."

Ifølge Preeti, er det en af hinduernes mange traditioner, som der ikke er belæg for i de hellige skrifter.

"Det er virkelig underligt, at situationen ikke er blevet forbedret. Vi var et af de første lande i verden til at vælge en kvindelig præsident, og landet har masser af kvindelige forbilleder. Selv i vores religion har vi utallige gud-inder. Ikke desto mindre er vores kultur stadig mandsdomineret," siger hun.

Piger værdsættes ikke

En undersøgelse fra Delhi viste for nylig, at der på byens hospitaler indlægges cirka dobbelt så mange drenge, som der indlægges piger. Det til trods var der flere af de indlagte piger, som døde, end der var drenge.

For Preeti er det eksempler på, at forældre ikke er villige til at investere i pigers helbred.

"Et indisk ordsprog siger, at den, som mister sit drengebarn, er et fæ, mens den, som mister en pige, er heldig."

En fjerdedel af Indiens piger dør, inden de fylder 15 år. Hod drengene er det hver ottende. Noget tyder således på, at Pretti har ret.

"I de mest makabre tilfælde myrdes pigerne, men oftest dør de, fordi forældrene ikke er villige til at investere i deres helbred."

Undersøgelsen viser også, at veluddannede mødre ikke indlægger deres piger hyppigere end uuddannede mødre.

"Det ligger dybt i vores kultur, at kvinder ikke er det samme værd som mænd. Vores syn på pigebørn er en afspejling heraf."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu