Læsetid: 6 min.

Indien imponerer - og foruroliger

21. juni 2006

Indien er på én gang en globaliseringssucces og landet med flest fattige i verden. I 2005 afsluttedes 45 års statslig, dansk bistand til Indien, så lille Danmark skal vænne sig til en mere ligeværdig dialog med det store land, men bør ikke glemme Indiens mange fattige

Indien er - nærmest officielt - udråbt til en globaliseringssucces: Landet, der tidligere havde et image som selvtilstrækkeligt, stillestående og bureaukratisk og var kendt for sin langsomme økonomiske vækst - 'hindu rate' - buldrer nu derudad og kunne i årets tre første måneder notere en rekordvækst på 9,3 procent. Indien sprøjter veluddannede it-ingeniører ud til resten af verden og er begyndt at tiltrække udenlandske investorer i stor stil, lokket til af den billige arbejdskraft og et særdeles lovende indisk marked.

Indien må imponere. Trods elendige odds har landet formået ufattelige ting: Englænderne gjorde ikke meget ud af at forberede det enorme land til selvstændighed, inden de trak sig ud i 1947. Indien blev født med fattigdom, sult og nød og i tilgift en blodig, intern konflikt, der resulterede i, at Pakistan rev sig løs og blev et selvstændigt land.

Alligevel har Indien bevaret og udviklet sit demokrati. Bevares, det kunne være langt bedre, men det er trods alt så levende og ukontrollerbart, at vælgerne i 2004 kunne vælte den siddende regering, selv om den red på en bølge af økonomisk vækst.

Det permanente fødevareunderskud er vendt til et fødevareoverskud; der er for alvor kommet gang i den økonomiske vækst, og Indien har åbnet sig for omverdenen.

Og succeserne skyldes ikke udenlandske donorer. Indien har aldrig fået massiv udviklingsbistand: Bistanden til Indien kom på sit højeste, i 1980, kun op på at udgøre omkring tre dollars årligt per indbygger og faldt senere til under én dollar. Og i modsætning til mange andre udviklingslande, hvis udviklingsbudget overvejende finansieres af bistand, så er udviklingsprogrammer i Indien hovedsageligt blevet finansieret med egne midler. I forhold til centralregeringens samlede budget faldt bistandens betydning radikalt fra 1975 til 2000: Fra at udgøre 14 procent af udgifterne i 1975 til blot en procent i år 2000.

Bistand giver indflydelse

Men Indien var igennem mange år en af hovedmodtagerne af bistand fra lille Danmark. Omkring 6 milliarder kroner har Indien gennem 45 år modtaget. Et betydeligt beløb per dansker og derfor kan vi være tilbøjelige til at glemme bistandens begrænsede betydning i det kæmpestore modtagerland, hvor den danske bistand gennem alle årene i alt blot kom til at udgøre omkring seks kroner per inder.

Alligevel har den danske bistand gjort en forskel på en række områder: Dansk bistand til sundhedssektoren har for eksempel været med til at bekæmpe sygdomme som spedalskhed og polio og dannet model for behandlingen af tuberkulose og forsyningen med medicin. Dansk bistand til forskning i vind-energi og produktion af vindmøller har medvirket til, at Indien er godt på vej til at gentage det danske vind-eventyr. Og så videre.

Der har været skæverter. Men når den danske bistand har fungeret bedst, har det målrettede tilskud af dansk ekspertise og danske kroner givet engagerede og dygtige indere mulighed for at bryde grænser og udvikle nye metoder, der i mange tilfælde har bredt sig - både i Indien og blandt øvrige donorer.

Dansk bistand er også i høj grad gået til de udsatte grupper, der i Indien er så talrige: fattige, kasteløse, kvinder.

For trods de imponerende fremskridt er der stadig så mange ting i Indien, der må forurolige alle med blot en smule barmhjertighed i behold: 222 millioner af verdens i alt 800 millioner sultende bor i Indien. Halvdelen af alle indiske børn er underernærede. Indien rummer flere fattige end noget andet land i verden. Kastediskrimination er officielt forbudt, men trives i værste velgående.

Alle de ting kunne Danmark påtale og gøre noget ved i de mange år, vi gav udviklingsbistand til Indien. Men det gør vi ikke længere.

I 2003 sagde inderne farvel og tak til Danmark og en række andre mindre donorer.

"Vi kan klare os selv," lød det selvsikkert fra en indisk regering, der havde gjort landet til en atommagt, drømte om en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd, og som var godt og grundigt træt af smådonorers emsige snak og indblanding i indre og ømtålelige forhold som menneskerettigheder, kvinders, fattiges og kasteløses vilkår og den stigende kløft mellem rige og fattige.

Det var i øvrigt netop den regering, inderne selv væltede ved valget i 2004. Men den nye regering, ledet af det gamle Kongres-parti, fastholdt, at Indien ikke længere skal være en ydmyg modtager af bistand, men selv være donor.

Derfor blev den sidste statslige, danske bistand afviklet i løbet af 2005. Derfor skulle vi opleve, at Indien oven på tsunamien i december 2004 proklamerede, at landet kunne klare sig uden hjælp udefra. Samtidig med, at indiske, danske og andre internationale NGO'er rapporterede om massiv nød og statslig, indisk passivitet fra Tamil Nadus tsunamihærgede kyster.

Ligeglad elite

Det forstyrrede det image, Indien forsøger at opbygge som et land, der kan og vil selv. Og det foruroliger. For det bekræfter vores mistanke om en indisk elite, der ikke kerer sig stort om sine millioner af fattige landsmænd.

Det er let at blive forarget, og der er rigtig meget at blive forarget over i Indien. Og vi skal bevare evnen og retten til at forarges over og påtale nød og uretfærdighed, ikke bare i Indien, men overalt. Men man fristes til at spørge, om inderne har gjort ret meget andet end at følge, hvad der i disse tider synes at være den herskende globale opskrift på vækst og udvikling: at slippe markedskræfterne løs og tålmodigt belære fattige og udstødte om, at deres tid nok skal komme, når den økonomiske vækst ad åre drypper ned på dem.

Lille Danmark skal til at vænne sig til en ny form for dialog med mægtige Indien. Vi giver ikke længere Indien et par hundrede millioner kroner i statslig bistand hvert år, penge, der gav os en mulighed for, men også en pligt til at blande os i indiske forhold. For hele ideen med bistanden var og er jo at sikre, at den når de fattige og trængende. Men grænsen for, hvornår en donor kammer over og dikterer et demokratisk land, hvad det skal gøre, er hårfin.

Norm-imperialisme

Inderne har følt, at danskerne og andre donorer har overskredet denne grænse og derfor fik vi på diplomatisk vis sparket. Indien kræver og fortjener respekt. Vi kommer ikke langt med det, Poul Nielson har kaldt 'brovtende, vestlig norm-imperialisme' - heller ikke i Indien. Men Indiens alt for mange fattige og undertrykte fortjener også fortsat vores opmærksomhed. Derfor bør vi fortsætte en betydelig dansk bistand til Indien via danske og indiske NGO'er, og på det officielle plan bør vi bevare en kritisk, konstruktiv og ligeværdig dialog med det Indien, der efter nogle år med vigende international status igen fremstår som et respekteret og toneangivende samlingspunkt i den store gruppe af udviklingslande, blandt andet i WTO-sammenhæng. Og de danske firmaer, der nu står i kø for at udnytte de kommercielle muligheder i Indien, bør også have øjnene åbne for nøden uden for fabriksporten. Folkekirkens Nødhjælp offentliggjorde i februar en analyse af det sociale engagement hos de danske virksomheder, der har etableret sig i Indien. Den viste, at de danske virksomheder generelt gør meget for deres ansatte, men at kun fire ud af 74 virksomheder har indarbejdet hensynet til bekæmpelse af fattigdom og sult i deres strategi. Det er ikke godt nok. Vi må og skal reagere, hvis vi oplever, at den indiske elite blæser på Indiens fattige. Men hvis vi vil fremstå som troværdige, bør vores eget engagement i Indien også række ud over målet om at gøre en god forretning.

Jesper Heldgaard er freelance-journalist og medredaktør af bogen '45 års dansk bistand til Indien'. Bogen udkommer i dag på forlaget Hovedland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her