Læsetid: 4 min.

Indien er ikke lutter lys

Sloganet 'Shining India' har globalt slået an som sammenfatning af subkontinentets vækstmirakel. Men maoistiske guerillaer og underudviklede delstater er vidner om, at miraklet ikke rækker ind i himmelen
11. januar 2007

RANCHI, Jharkhand, Indien - "Indien skinner", sloganet, som trods sin verdensudbredelse ikke rakte til at sikre regeringspartiet BJP valgsejren for to år siden - har stadig en aura af sandhed omkring sig. Det gav måske nok bagslag blandt Indiens horder af fattige, da de i stort tal mødte op for at stemme Kongrespartiet tilbage til magten, men faktum er vitterlig, at Indiens økonomi skinner eller, som Hindustan Times udtrykker det på billboard-reklamer, at India rocks. Med vækstrater på 8,5 procent kan der ikke herske tvivl om, at landet er inde i rivende fremgang.

Ikke desto mindre er der rigelig plads for kritik af den kapitalistiske vækst, der har erstattet socialistiske tilgang, som knæsattes af Indiens første premierminister, Jawal Nehru og fortsattes af hans datter, Indira Gandhi. Og ingen fremfører en sådan kritik med større prægnans end den aktuelle premierminister, Manmoan Singh - manden, der som finansminister i de tidligere 1990'ere med sine dereguleringspolitikker og skattelettelser satte den enorme tiger fri.

Retssat sikrer vækst

De, som har kendt Singh i årevis, ved imidlertid, at hans hjerte altid har banket til venstre. (Straffen ved at høre til hans gamle venner er, at skønt jeg kan tale med ham i lang tid om alle emner, giver han mig ikke lov til at citere ham). Han ser måske træt ud for tiden, men hans gamle bekymringer om det frie markeds utilstrækkeligheder ligger ham stadig på sinde.

Markedskræfterne er absolut nødvendige, hævder han. Desværre er det meget vanskeligt at modvirke de skadevirkninger, de også har. Staten må konstant være på vagt over for, at de fattige ikke underkastes grove sociale uretfærdigheder, men succes i så henseende kan ikke garanteres.

Jo, Indien skinner og er på vej op. Og fordi dets vækst bygger på et sikrere demokratisk og retsstatsligt grundlag, vil det sandsynligvis komme til at overgå Kinas. Som en vestlig bankmand har sagt til mig: "Indtil nu har Kina vokset hurtigere, fordi det ikke er en retsstat. Fremover vil Indien komme til at vokse hurtigst, fordi det er en retsstat." Demokrati giver Indien redskaber til at absorbere stressvirkningerne fra vækstomstillingerne.

Fattig delstat

Jharkhand er en af Indiens fattigste stater og er blevet en slags prøvesten på det indiske demokratis muligheder for at tjene sine fattige.

Trods dets mange mineralrigdomme er det hidtil forblevet nærmest grotesk underudviklet. Junglerne i dets mange bjerge er hjemsted for syv millioner indfødte, som taler deres stammesprog, tilbeder solen i stedet for hindu-guder og lever i usleste fattigdom.

For tre generationer siden blev disse nomadiske jægersamler-folk med magt gjort til fastboende, men landbrug var fremmed for dem. Det er ikke overraskende, at disse stammer har etableret maoistiske guerillabevægelser, som har iværksat mordkampagner på lokale ledere og de regeringsrepræsentanter, som de beskylder for at stikke udviklingsmidler til deres region i egen lomme.

Et lokalt kongresmedlem, Rebelo Merbelo, fortæller mig, at hovedproblemet er arbejdsløshed. "Og de penge, der er afsat til at forbedre situationen, forsvinder hurtigt. Vi har en fattig, ustabil delstatsregering her, og skønt centralregeringen ønsker at hjælpe, kan den ikke bare bevilge flere penge, der ikke udnyttes fornuftigt."

Lokal udvikling

Samtidig, fortæller delstatens chief minister, Mahdu Koda, mig, "bliver situationen med de maoistiske guerillaer hele tiden værre." "Vi må se 100 år frem her. Gør vi det ikke rigtigt i dag, får vi frygtelige problemer i fremtiden."

Jeg mødte chief ministeren på hans 36-års fødselsdag og blev introduceret for andre gode kræfter, deriblandt en højtuddannet lokal stammeleder, Dr. Prakash Oraon, som leder Jharlkand Tribal Development Society. Med betydelige finansielle midler fra centralregeringen og FN's internationale udviklingsfonde og med støtte fra chiefministeren har han nedsat et hold af unge nyuddannede landbrugseksperter, alle fra lokale stammer, som skal opsøge 300 landsbyer og forsøge at få en fornuftig erhvervsudvikling i gang.

Vi besøger nogen af disse fjerntliggende landsbyer, og de forandringer, som de seneste års hårde arbejde har frembragt, er åbenlyse. I en landsby har en ny og dybere brønd erstattet den gamle, ligesom et stort reservoir er opført til opsamling af regnvand og overrisling af marker tilsået med korn, ris og kartofler. Samtidig er der bygget et digesystem, der skal hindre erosion af de stejle skråninger. Folk her ser stadig forfærdende magre og unge ud - få her overlever til at blive midaldrende - men et forhåbningens lys, skinner i deres blikke, da jeg spørger dem om den transformation, der er sket af landsbyens økonomi.

Lokale elefanter

Guerillagrupperne, får jeg at vide, forsøger ikke at stoppe udviklingsprojekterne. Som de lokale elefanter vandrer de frem og tilbage, hvor de vil, men i modsætning til elefanterne træder de ikke gode initiativer under fode.

Den politiske udfordring for både Manmoan Singh og Mahdu Koda er hurtigt at finde udveje til at udvide dette nyttige arbejde til resten af delstaten og derved undergrave maoisternes muligheder for at rekruttere flere tilhængere.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu