Læsetid: 3 min.

Indiens undertrykte kasteløse

6. juni 2006

DR-TV sender for tiden en række glimrende og rystende udsendelser om de kasteløse i Indien og dets nabolande.

De kasteløse - dalitter som de selv kalder sig - i Indiens landsbyer lever den dag i dag under en slags apartheid, fysisk adskilt fra de højere kaster. De bliver udnyttet som billig arbejdskraft i landbruget og til at udføre det mest beskidte og nedværdigende arbejde. De nægtes ofte adgang til brønde og templer, og de behandles i det hele taget som pariaer af de 'højere' kaster. Selv om kastesystemet officielt er afskaffet og kastediskrimination forbudt, er kasterne dybt rodfæstede i Indiens landsbyliv, og diskrimination finder sted hver eneste dag.

Helt siden Indien fik sin første forfatning i 1950 har der været gennemført positiv særbehandling af dalitter og adivasis (stammefolk). Lovgivningen herom er udbygget gennem årene, og i dag findes positiv særbehandling på tre områder:

Der er reserveret en særlig kvote af stillinger i det offentlige og uddannelsespladser på højere læreanstalter til dalitter og adivasis. Endvidere er der ved valg til lokalråd (panchayats) reserveret et antal pladser til disse grupper. Hen ad vejen er kvotesystemet også blevet udvidet, først og fremmest ved at inkludere 'andre tilbagestående klasser' (reelt kaster). Men systemet har skabt modvilje blandt de 'højere' kaster.

Ikke alle problemer løst

Som omtalt i Information demonstrerer og strejker medicinstuderende i Indien for tiden mod et forslag fra regeringen om at gennemføre 27 procent reservation af pladserne ved højere læreanstalter til 'andre tilbagestående klasser'. I en kommentar den 30. maj redegør cand. scient. pol. Lise Johansen udmærket for denne konflikt. Men jeg vil anfægte kommentarens konklusion. Lise Johansen skriver:

"Kvotesystemet opnår dermed det modsatte af, hvad der var tiltænkt. Det fastholder befolkningen i deres kastetilhørsforhold - og dermed i en ulige og fastlåst samfunddsstruktur (-) Ingen har længere en interesse i et opgør med kastesystemet."

Jeg vil ikke bestride, at systemet er med til at fastholde kastesystemet. Men det er ikke med til at fastlåse samfundsstrukturen i bredere forstand, og det er i hvert fald ikke sandt, at ingen længere har interesse i et opgør med kastesystemet. Spørg bare dalitterne.

For Indiens dalitter har den reserverede adgang til stillinger, uddannelsespladser og politisk medindflydelse helt oplagt givet nogle muligheder, som de ellers ikke havde fået. Det har ikke kun haft betydning for de heldige individuelt. Det har også været med til at styrke dem kollektivt. Dalitternes fremgang på de nævnte områder har været med til at udfordre samfundsstrukturen, som traditionelt har fastlåst dem på samfundets bund. I dag er tusindvis af dem højtstående embedsmænd, ledende politikere, fremragende forskere etc. Dermed være ikke sagt, at det har løst dalitternes problemer eller afskaffet kastediskrimination.

For nylig besøgte jeg dalitternes kvarter i en landsby i Tamil Nadu i Sydindien. I denne landsby foregik for nogle år siden et valg til landsbyrådet, hvor et antal pladser, inklusive formandsposten, var reserveret til dem. Valget blev gennemført som planlagt, og de nyvalgte drog med formanden i spidsen ind til distriktsbyen Madurai for at præsentere sig.

På hjemvejen blev deres minibus stoppet af en stor gruppe fra landsbyens dominerende kaste. De syv mænd blev halet ud og hakket ihjel med hakker og segl. På den måde blev det demonstreret, at de 'højere' kaster ikke ville finde sig i, at kasteløse skulle have politisk indflydelse på landsbyens administration.

Denne grusomme massakre viser, at lovgivning ikke er tilstrækkeligt til at afskaffe kastediskrimination og undertrykkelse. I de seneste år har dalitterne i stigende grad organiseret sig kollektivt for at bekæmpe diskrimination og undertrykkelse. Det internationale dalit solidaritetsnetværk er oprettet for at støtte dem både gennem politisk pres og konkrete initiativer. Herhjemme står en række organisationer i Dalit Solidaritetsnetværket i Danmark sammen om en indsats for at fremme dalitternes sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her