Vi har længe vidst, at antisemitismen kulturelt og ideologisk er en del af den europæiske historie. Vi er derfor tvunget til at forholde os reflekteret til baggrunden for, hvorfor mange jøder og intellektuelle oplever, at europæerne har et fordrejet forhold til staten Israel og til zionismen.
Den tysk-jødiske samfundskritiker Theodor Adorno (1903-69) var allerede i 30'erene og 40'erne opmærksom på, at de vestlige samfund har indlejret en række ideologiske forestillinger om jøderne, som er oparbejdet over århundreder, og som er blevet en iboende del af det moderne med kapitalismen. Forestillinger, som europæerne i mange tilfælde ikke er sig selv bevidste, men som kommer til udtryk i forskellige kontekster. Jostein Gaarders kronik i Aftenposten afslører netop, hvor indlejret og ubevidst de antijødiske følelser er.
Jødisk næstekærlighed
Eksempelvis mener Gaarder i fuld alvor, at kristendommen i tusinder af år har forsøgt at humanisere jødedommen. Men jødedommen vil, ifølge Gaarder, ikke lade sig humanisere, og derfor opfører den jødiske stat sig så brutal, som det er tilfældet over for muslimerne. Gaarder er tilsyneladende ganske uvidende om, at den lærde Hillel (Israel) en generation før Jesus gjorde næstekærlighedsbuddet til det centrale i jødedommen. Ja, Gaarders forestillinger om jødedommen synes i det hele taget at være betinget af det billede, at jødedommens udviklingshistorie ender år 0, altså 1200 år før Maimonides (1135-1204) formulerer den jødiske teologi.
Venstrefløjens forestillinger om det jødiske er i mange sammenhænge lige så forvrøvlet som Gaarders kristne forestillinger om jødedommen. Man oplever, i det hele taget ofte i debatten med venstrefløjen betragtninger, som går helt tilbage til Toussenels kapitalismekritik fra 1840'erne, hvor socialisterne antog, at den jødiske bankier var hovedfiguren i det kapitalistiske system og de jødiske diplomater hovedaktøren i de europæiske hovedstæders regeringskontorer. Toussenels bog: Les Juifs, Rois de l'Epoque blev således indledningen til de venstreorienteredes kritik af de europæiske jøder. Bogen blev modtaget med voldsom begejstring af den venstreorienterede presse i 1840'erne og indgik senere som ideologisk skyts mod jøderne under Dreyfuss-affæren i 1890'erne. Ja, faktisk spillede den en ideologisk rolle i Frankrig helt frem til 1930'erne og 40'erne. I det hele taget er det værd at være opmærksom på, at socialisterne og den franske arbejderbevægelse var stærkt præget af anti-jødiske strømninger. Derfor bakkede socialisterne ikke jøderne helhjertet op under Dreyfuss-affæren. Man mente, at det var en konflikt, som jøderne og (små-)borgerskabet selv måtte løse. Venstrefløjen har derfor en lang og anti-jødisk historie, som desværre også er indlejret i den aktuelle debat om Israel, zionismen og antisemitismen.
Det sene opgør
Den norske forfatter Jahn Otto Johansen har beskrevet disse anti-jødiske indlejringer i flere bøger, bl.a. bogen: Min jiddishe Mama. Johansens beretning om antisemitismens uhyggelige tilstedeværelse i Polen i 1960'erne og 1970'erne er således et stærkt vidnesbyrd om, hvor forankret og comme il faut antisemitismen er. Vi ved også, at store dele af Central- og Østeuropa aldrig har fået gjort op med antisemitismen, hvilket bl.a. afstedkom et voldsomt opgør i Polen, da man i 2001 erfarede, at det var polakkerne og ikke nazisterne, der stod bag en række voldsomme nedslagtninger af jøderne i Polen i begyndelsen af krigen. Begivenheder som er beskrevet i Jan Gross' meget omtalte bog Sasiedzi.
