Læsetid: 3 min.

Indonesiens valg

29. maj 1997

HER I JAKARTA har politisk motiverede vittigheder cirkuleret i ugerne op til dagens parlamentsvalg. Et eksempel: En englænder fortæller pralende en indoneser, at allerede få timer efter et valg i Storbritannien kender man resultatet ved hjælp af moderne computerteknik. "Det er da ingenting", svarer indoneseren, "her i landet kender vi resultatet før valget".
Det er så sandt, som det er sagt. Det regerende parti Golkar meddelte allerede før valgkampen blev indledt, at det regner med at få præcis 70,2 procent af stemmerne. Når dagens parlamentsvalg er overstået, og flertallet af de 124 millioner indonesiske vælgere har afgivet deres stemme, er der ingen som helst tvivl om, at stemmeoptællingen vil vise, at Golkar har vundet. Om det lige bliver 70,2 procent er i første omgang ligegyldigt - Indonesiens specielle politiske system sikrer, at Golkar ikke kan tabe valget. Golkar er lig med præsident Haji Mohamed Suharto, bureaukratiet og militæret. Magttrioen, der har ledet Indonesien gennem de sidste 30 år, og som ikke har i sinde at tabe noget så simpelt som et valg.

VITTIGHEDERNE er én måde at komme af med frustrationer over et system, der giver sig ud for at være demokratisk, men samtidig opstiller skarpe grænser for den politiske udfoldelse. De fleste indonesere fniser henrykt af den slags vittigheder, der samtidig er udtryk for rumlende utilfredshed med at blive reduceret til en umælende flok, der en gang hvert femte år kan vælge mellem gult for Golkar, grønt for Det Forenede Udviklingsparti eller rødt for det nu kraftigt amputerede Indonesiske Demokratiske Parti. Eneste alternative farve er hvidt - det indonesiske udtryk for at boykotte valget.
Vold er en anden måde. Mellem 200 og 300 er blevet dræbt og et ukendt antal mennesker sårede under valgkampen, der har været den mest voldelige i Indonesiens godt 50-årige historie som en selvstændig nation. Den voldelige afslutning på valgkampen betyder, at vælgerne i dag skal sætte deres kryds, omgivet af et stort opbud af svært bevæbnede soldater og politibetjente. Alene i hovedstaden Jakarta vil en ekstra bemanding på 25.000 blive udkommanderet til at bevogte valgstederne. Alligevel holder alle vejret og frygter en ny voldsbølge. Indtil nu har soldaterne ikke kunnet forhindre volden, måske snarere tværtimod.

INGEN ER I TVIVL om valgresultatet, og de færreste tager parlamentsvalget alvorligt - så hvorfor overhovedet beskæftige sig med det?
Fordi Indonesien er et vigtigt og interessant land. Prøv engang at se på et kort: Her er en nation, der strækker sig fra Malaysia i vest til Ny Guinea i øst. På de ca. 13.000 øer bor 200 millioner mennesker, verdens største muslimske befolkning og over 200 forskellige etniske befolkningsgrupper. De har et fælles sprog, Bahasa-indonesisk, men også 583 forskellige dialekter og sprog. De har et fælles uddannelsessystem, en fælles centralregering i Jakarta (domineret af javaneserne) og de har en fælles fortid som en hollandsk koloni indtil 1945.
Men landet rummer også vældige modsætninger.
Indonesien er ikke en nationalstat i traditionel forstand. Den bygger snarere på en politisk idé eller vilje, der har dikteret, at det skal være sådan.
Et enkelt kig på kortet og man må undre sig over, hvordan det er muligt at holde sammen på en sådan nation. En måde er vold og undertrykkelse - og det har det nuværende styre gjort rigeligt brug af. Alternative metoder venter i kulissen og vil blive trukket frem i den nærmeste fremtid.

DEN INDONESISKE tilstand kan ses som et symbol på et generelt asiatisk problem: Hvordan modsvares en hurtig og høj økonomisk vækst - i Indonesiens tilfælde gennemsnitlig seks-syv procent de sidste ti år - med en tilsvarende politisk udvikling? Eller formuleret på magthavernes præmisser: Hvordan bevarer de selv magten, samtidig med at de giver efter for befolkningens krav om større politisk frihed?
Det er et spørgsmål, som magthaverne stiller sig selv i store dele af regionen. For eksempel også i Kina, hvor et endnu mere restriktivt styre kæmper med stort set samme problemstilling. Eller i de andre ASEAN-lande (sammenslutningen af sydøstasiatiske nationer, som Indonesien er førende medlem af). Singapore har længe ført sig frem som et eksempel til efterfølgelse. Som bannerfører for en særlig, såkaldt asiatisk model, der især bygger på en autoritær politisk styreform, men bystats-modellen passer næppe til et enormt rige som Indonesien.
I hvert fald ikke i længden.
Indtil videre ser det ud til, at den nu 75-årige Suharto og hans bureaukratiske og militære partnere satser på den gammelkendte model: En kombination af skindemokrati og undertrykkelse. Valgkampen og dagens parlamentsvalg har været en uskøn fremvisning af en model, der ikke holder.

veb (Vera Bundgaard)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu