Læsetid: 3 min.

Den indonesiske lunte

14. november 1998

JAKARTAS GADER er igen skueplads for voldsomme kampe mellem indonesiske studenter, som kræver demokrati nu, og kampklædte soldater, der svarer igen på den sædvanlige måde, med vold. Indtil nu er mindst 11 mennesker blevet dræbt, hundreder sårede, og intet synes afgjort i det seneste, sørgelige kapitel af "Indonesiens farlige år". En titel, der referer til Peter Weirs berømte film Lev Farligt, The Year of Living Dangerously. Filmen handler om det blodige magtskifte i midten af 1960'erne, da Indonesiens første præsident Sukarno blev kuppet af general Suharto med efterfølgende heksejagt og massakrer på kommunister og venstrefløjsfolk, og som resulterede i en halv million dræbte. Og derefter fulgte 32 undertrykkende år med præsident Suharto ved roret med støtte fra militæret.
Set i det perspektiv er denne uges tabstal små, men den seneste uro i den indonesiske hovedstad vidner om, hvor kort lunten stadig er i dette verdens største muslimske og befolkningsmæssigt fjerdestørste nation med over 200 millioner indbyggere. Tænk blot på de uhyggelige begivenheder tidligere i år, da 1.200 mennesker blev dræbt i Jakarta, og plyndringer og vold især blev rettet mod landets minoritet af etniske kinesere. Denne gang er der endnu ingen rapporter om forfølgelse af kineserne, men ellers er der ligheder nok: Maj-uroen blev indledt med, at soldater skød og dræbte nogle studenter, og efter måneders simrende uro og økonomisk nedtur var det den gnist, som fik Jakarta til at eksplodere. Efter flere dages kaos lå hovedstaden efterladt med nedbrændte bygninger og åbne sår, der knap nok var helet op til denne uges fornyede uro.

MENS MAJ-UROEN resulterede i, at Suharto omsider måtte træde tilbage, er studenternes vrede denne gang rettet mod hans arvtagere med daværende vicepræsident B.J. Habibie i spidsen. Habibie, et 'produkt' af Suharto-tiden, rykkede i maj op på den øverste post med løfter om snarlige reformer, som skulle føre til et friere og mere demokratisk Indonesien.
En stund så det faktisk ud til, at Habibie ville holde løfterne, da holdet omkring den nye præsident lagde ud med bl.a. at løslade flere politiske fanger (men ikke alle); trække soldater ud af komplicerede områder som Østtimor, samtidig med at Indonesien for første gang i årtier åbnede mulighed for forhandlinger om provinsens skæbne (senere er der opstået tvivl om hæren nu også har trukket så mange soldater ud som påstået); og med Habibies besøg kort efter maj-uroen i Jakartas kinesiske bydel, hvor han personligt undskyldte overgrebene (men ved senere lejligheder har styret betvivlet, at der nu også var tale om så alvorlige overgreb), osv.
Samtidig har landets økonomi fortsat sin kolossale nedtur, der foreløbig har resulteret i, at måske op mod halvdelen af befolkningen nu lever under fattigdomsgrænsen - og flere vil formentlig følge efter. Den indonesiske befolkning er det hidtil hårdest ramte offer for den asiatiske finanskrise, der nu har hærget regionen i halvandet år og kun gjort den indonesiske lunte endnu kortere.

HABIBIES AFGØRENDE test har derfor været, om han i denne usikre økonomiske og politiske situation kunne - og ville - gennemføre de lovede demokratiske reformer. Derfor har al opmærksomhed været rettet mod landets højeste politiske organ, Folkets Rådgivende Forsamling, der i denne uge har været samlet i Jakarta for at diskutere Habibie-regeringens reformforslag. Mødet sluttede i går, mens kampene mellem studenter og soldater bølgede gennem Jakartas gader, og forsamlingens svar er langt fra entydigt.
Ifølge de foreløbige oplysninger godkendte forsamlingen de forslag, der bl.a. vil begrænse præsidentens embedsperiode og lover mere frie parlamentsvalg i maj eller senest juni næste år. Svaret på to afgørende punkter og hovedkrav fra studenterne - en undersøgelse af Suharto for korruption og magtmisbrug samt hæren helt ud af politik - blev et ja til punkt et og nej til punkt to. Forsamlingen gik med til at undersøge, om Suharto skrabede en milliardformue sammen på nationens bekostning, mens han omdannede Indonesien til et af verdens mest korrupte nationer. Til gengæld skulle politikerne ikke have noget af at begrænse militærets politiske magt lige nu. Generalerne beholder derfor ikke overraskende deres faste pladser i parlamentet ved næste års valg.
Hvis Indonesien da når så vidt, for med de seneste dages kampe og drab på civile i Jakarta må man desværre tvivle på det - og frygte hvordan det i givet fald vil blive gennemført. Så længe soldaterne sidder solidt inde i parlamentet og samtidig forsvarer det med vold udenfor, vil årene fremover fortsat blive farlige for Indonesien. veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her