Dansk hiphop lever og har det godt. Og halvgodt. Triller rundt i sin egen narcissistiske slæde. Aflurer tricks fra moderlandet USA og twister dem med stærkt skiftende held. Rapporterer fra mikrokosmos for drengerøve. Eller forsøger - heldigvis - at tage pis på selv samme mikrokosmos: "Jøden, hvad sker der med pladen?", stod der på plakaterne rundt omkring i byen, inden Jødens nye single og senere album udkom. Og så går der vist ikke mere rundhyl i de snævre cirkler, som vi alle, også rapperen, færdes i: En PR-kampagne refererer til det lokale forventningspres, en rapper har oplevet i sin omgangskreds...
Heldigvis har Michael Christiansen alias Jøden et anseligt reservoir af selvironi at tappe fra. Han kommer fra Skanderborg og har i mange år holdt til i Århus, fortæller pressemeddelelsen. Og en jysk accent får da også hans raps til at synge eksotisk og stoppe op uventede steder i stavelsesstrømmene.
Monkeyjuice er hans de-butalbum, og det er et lidt gammeldags ristet album: DJ Static har produceret, og det gør han med bastant kontante udbetalinger fra konti i jazz-, funk- og soul-regionerne. Med gæld til Dr. Dres g-funk og især Gangstarrs mesterproducer Dj Premier og hans liflige plyndringer og gennemscratchinger af afroamerikansk vinylarv. Men Static gennemsyrer også menageriet med ny-eklektisk samplerstil: med humor og med indfald som olietønder, harmonika, århusiansk toasting, balkan-blæst, hilsner til western-temaer og et sample fra Peter Sommer. Det er ikke sindsoprivende, men det er vand- og groovetæt og ganske organisk.
Hovedpersonen bruger sin taletid til lige som stort set alle andre danske rappere at lege reporter i sit eget liv, komplet med tabloid-fordrejninger, taler ud-sange, politiske bredsider og snapshots fra erobringslivet. Men han skiller sig ud som en morsom mand. Hans tyskertechno-hymne til coke til sidst på 'Crazy frisk' er ubetalelig. Hans portrætter af hatere og cokeheads er barberbladsskarpe, og hans selvudleveringer af den yngre kunstner som småskizofren hashryger og ekskæresteknepper er lun hudfletning af egne svagheder.
Men man kan altså godt få klaustrofobi i de danske rapperes (og deres udenlandske forbilleders) tekster, der typisk foregår i Indre By. Kan vi for eksempel ikke blive enige om, at vi har hørt nok historier om dette åbenbart helt mytologiske aflukke, som går under navnet 'klubben'?
Mere glittet og hårdt
Klubben kan godt hedde 'baren' eller 'den disko' på U$O's tredje album Hold nu!. Ausamah Saeed har rødder i Yemen og Marokko, men er også pæredansk med domicil i Århus - et andet og mere glittet og hårdt Århus end Jødens. Ikke helt så mange sprækker i virkeligheden og flere af de lukkede døre, som nogen udenfor banker på: "Nu er vi samlet her/Flere folkefærd/Der nogle der aldrig ser/Deres hjem og søskende mere () De har knoklet nok/Nu bor de i en blok/I beton der er så gråt".
Eller: "Søn af en immigrant/Og jeg er indebrændt".
Der er mere bling, vrede, men også sentimentalitet i U$O's verden, og musikalsk er der mere modernitet - den fra de amerikanske sydstater, hvorfra genren crunk har bemægtiget sig den amerikanske hiphops dagsorden: Repeterende, sugende rytmeprogrammeringer, billigt klingende synth-temaer, som bare lokker én endnu længere ind i musikken, og så raps fra de mest snu baggårds-pumaer i gamet.
Crunks minimalisme stiller i sagens natur store krav til dens få elementer, og på Hold nu! klarer producerne ikke altid skærene: Flere numres repetition postulerer, men lykkes aldrig i sin hypnose. Men vi får altså også en serie både snigende og eksplosivt dynamiske udladninger, der lykkes fremragende. Råbekorene på U$O's egenproducerede 'Pisser alle af!' og 'Ingen diskussion' skaber dynamiske kvantespring mellem vers og omkvæd. Rune Rask & Lounge Lizzards Timbaland-inspirerede 'Hvor rig er du?' er cremefarvet cut-up hiphop/r&b. Og Saqibs produktion på 'Opfører mig pænt' illustrerer brillant den tekstlige duet mellem flødeenglen og stålulddjævelen i vores hovedperson.
Ironisk og distanceret
Det er noget sværere at mærke dansk-islandske Gísli, der kommer fra Horsens og albumdebuterer med Kisses From A Bastard. Dels rapper han på engelsk, dels er han ikke ligefrem en emotionel rapper. Der er noget ironisk og distanceret over Gísli Gíslason. Hans flow er dygtigt, men man kan godt savne den afgørende kunstneriske evne til at finde nye smutveje mellem beatsene - de smutveje, der kan få hiphoppen til at dufte af frihed og smeltet asfalt. Og her blegner bleg-ansigtet, når man pga. de engelske tekster uvilkårligt sammenligner ham med amerikanske forbilleder. Selv om teksterne placerer ham i det melankolske nordiske klima: "I don't sell coke, I sell depression".
Kisses From a Bastard er et interessant vue ud over et lidt mere alternativt landskab af danske hiphop-producere: Kendinge som Track 72 og Lounge Lizzards leverer hver deres solide vare, mens nytilkomne som indietronica-hedsporen SuperTroels og producer-esset Thomas Troelsen demonstrerer soleklart talent for at få syntetiske klange til at bide Gísli i haserne på nye måder. Og det klæder ham.
Gennemvædet af vemod
"(Hvad nu) hvis de vildeste rappere ikke var Gramsespektrum?", spørger Jøden på et hiphop-historisk hyldest-track på sit debutalbum. Og pudsigt nok præsenterer den ene halvdel af netop Gramsespektrum sit solodebut-album samtidig med Jøden. Men uden at rappe.
I stedet er Peders And He Just Pointed To The Sky... et hovedsageligt instrumentalt album. Gennemvædet af vemod, holdt i et langsomt jazzet leje, hvor eftertænksomheden får lov at sive gennem sprækkerne. Og når der endelig er vokaler, er det af den mest tilbagelænet bluesede og soulede slags.
Portisheads moderne blues og Mo'Wax-turn-tablists med fornemmelse for rummet mellem beatsene som Dj Vadim og Dj Krush springer frem i hukommelsen under lytningen. Men også britiske Matt Elliott/Third Eye Foundation, der har formået at udforske både den hjemsøgte uhygge i elektronikken og den afgrundsdybe klagesang i os alle. Hvilket også lykkes smukt for Peder.
And He Just Pointed... er altså ikke et rap-album, snarere et triphop-album. Et smukt eksempel på, hvilken vej man kan vælge, når modenheden æder sig ind på én, og rap og hiphop ikke længere føles som den rette frakke at trække i, når følelser skal nedfældes i aluminium. Og det er imponerende, hvor mange følelser og hvor meget tyngde det lykkes Peder at transmittere uden brug af de ordgeledder, som ovenstående herrer benytter sig af.
Så her har vi altså dansk hiphop med mere pr. dags dato: Med en tilsyneladende evig gæld til USA, men med stadig flere skarpe dansksprogede protagonister. De må gerne rappe noget oftere om noget andet end sig selv, hvis det stod til denne signatur. Og så er der et musikalsk udviklingspotentiale, som må og skal videreudvikles. Ikke noget med at falde for den næste trend fra moderlandet (det ligner efterhånden en betændelsestilstand), men noget med at forstærke sin egenart. Ellers strander dansk hiphop mellem internationalt udsyn og provinsiel benovelse. Og det kan ingen vist være tjent med.
Jøden: Monkeyjuice (ArtPeople). Udkommer mandag
U$O: Hold nu! (Sonet/Universal). Udkommer mandag
Gisli: Kisses From A Bastard (Good Music/Playground)
Peder: And He Just Pointed To The Sky... (Lizard Shakedown Records/A:larm Music). Udkommer mandag
