Den indre jubel

Foran et filmlærred sidder en kendt, en kvinde og en gymnasielærer: 49-årige Jørgen Ramskov, som er direktør for filmselskabet Nimbus, 62-årige Annette Westrup, som er folkeskolelærer på Christianshavn, mens 50-årige Peter Hobel er gymnasielærer på Frederiksberg.

De tre har en fælles fortid som unge og ivrige medlemmer af den danske maoistiske organisation Kommunistisk Arbejder Parti (KAP).

På Informations foranledning har de netop set den norske succesfilm Kammerat Pedersen, der handler om de norske maoisters storhed og fald.

Om norske Knut og Nina

Først et par ord om filmen: Nyuddannede Knut ankommer i starten af 1970'erne til østkystbyen Larvik for at undervise på byens gymnasium. En af hans elever, Werner, viser sig at være kadre, dvs. medlem, i Arbeidernes Kommunist Parti (marxist-leninister), som er de norske maoister. AKP(m-l)'s fanatiske holdning drager Knut, som snart også bliver kadre, og hans betagelse bliver ikke mindre, da overklassepigen Nina ankommer til byen for at være læge. Nina har også "viet sit liv til folket", og Knut og Nina indleder snart et erotisk forhold, som dog brat ophører på Ninas foranledning. Som årene går, og især efter Maos død i 1976, skvatter det beskedne norske maoistparti næsten sammen. Nina skyder sig selv, hvorimod Knut lever videre i sin ensomhed. 25 år senere forsøger han at indvie sine elever i sin livshistorie.

Det er i korte træk fortællingen i den norske film Kammerat Pedersen, som i løbet af kort tid er blevet set af over 200.000 nordmænd. Første halvdel af filmen drøner af sted i et muntert tempo, ja filmen er næsten sjov, mens anden halvdel mere har karakter af forfald og tragedie. På den måde fungerer filmen som et omvendt apropos til Karl Marx' kendte citat om historiens måde at gentage sig selv: Første gang som tragedie, anden gang som farce!

Også i Danmark fandtes der et beskedent maoistisk parti, Kommunistisk Arbejder Parti (KAP), som var en af venstrefløjens dengang talrige bogstavskombinationer. KAP havde i sine velmagtsdage, dvs. anden halvdel af halvfjerdserne, omkring 1.200 medlemmer og sympatisører.

Om at blive arbejder

Annette: "Det minder mere om Tvind end om KAP."

Peter: "Enig. Jeg har også læst forfatteren Dag Solstads bog, der ligger til grund for filmen, og både tvangsproletariseringen (studenter blev presset til at opgive deres studier for i stedet blive arbejdere, red.) og den interne ensretning var stærkere hos AKP(m-l) end hos os."

Jørgen: "AKP'erne var også større end os, meget større for pokker, de skrev jo en hel bog, fordi to af deres medlemmer var blevet valgt til en LO-kongres. Den slags var vi end ikke i nærheden af."

Annette: "Blev du tvangsproletariaseret?"

Jørgen: "Nej, der var ikke nogen, der bad mig om at blive maskinarbejder. Jeg syntes bare, det var det rigtigste, da jeg blev student. Men jeg ved, at hos KA(m-l), RSF og KF (andre datidige venstrefløjsorganisationer, red.) var der tvang, eller i hvert fald blev der set skævt til de intellektuelle. Men i KAP havde vi jo en klasseanalyse, så også akademikere kunne være en del af arbejderklassen eller folket. Hos de andre små organisationer var mellemlaget jo ikke en del af arbejderklassen."

Annette: "Det ord - mellemlaget - det er altså længe siden, jeg hørt nogen anvende det."

Jørgen: "Også hos KAP var der forestillinger om, at en arbejder står og banker rust, ellers er det ikke en rigtig arbejder. Det var kort sagt okay at stå med en hammer. Og sandt var det også, at for et kommunistisk parti var det essentielt at have kontakter til arbejderklassen. Men jeg kan ikke huske, at der blev set ned på de partimedlemmer, der ikke lod sig proletarisere."

Om utopien der crasher

I filmen opgiver Nina sin karriere som læge på Larviks sygehus. I stedet bliver hun syerske på en uniformsfabrik. Men selv om Nina prøver og prøver på at leve som arbejderklassen, så lykkes det ikke rigtigt. Og det lykkes i hvert fald ikke for hende at opflamme kollegerne for den proletariske revolution!

Annette: "Filmen gør jo netop det spørgsmål til tragedien."

Peter: "Ja, det er i forbindelse med hendes tvangsproleratisering, at det for alvor går galt. Hele Ninas politiske projekt falder til gulvet, og hun kan ikke længere undgå at se det."

Jørgen: "Der er to niveauer i filmen, som jeg ser den. På det store niveau crasher utopien om Mao og det store socialistiske Kina, på det personlige plan crasher Nina. Filmen diskuterer så, om hun går ned, fordi utopien går ned, eller fordi hun føler, at hun svigter som menneske."

Peter: "Begge dele."

Jørgen: "Ja. De to niveauer gælder også for os. Et niveau er den virkeliggjorte utopi: Ja, den crashede. Det andet niveau er så, hvad vi hver især personligt fik ud af det."

Peter: "Det vigtige i filmen er der, hvor kammerat Pedersen interviewer Nina og stiller spørgsmålet: Er du lykkelig? Nina svarer, at det er der ingen, der før har spurgt hende om... Det viser da i filmens univers, at omkostningerne ved kampen har været for store."

Annette: "Jo, men hun er så også den eneste, der på sædvanlig overklassefacon skal sætte sig selv i centrum og brænde alle sine broer. Derfor må jeg spørge: Hvad er hendes forbindelse med Norge? Hun har ikke nogen, og hun gider slet ikke at læse de ugeblade, hendes arbejdskammerater læser, så hun har vitterlig brændt det hele bag sig."

Jørgen: "Hun er en alien i arbejderklassens liv."

Annette: "For det rammer jo ikke bevægelsens ledere. De har aldrig begået selvmord."

Jørgen: "Hele projektet blev jo ikke nogen succes. Der var langt, alt for langt, mellem den flotte utopi og så virkeligheden, ikke mindst når man betragtede de socialistiske lande."

Peter: "Vi havde nogle idealer, der var tæt forbundet med Kina. Men vi havde ikke forstået det Kina, som vi ser i dag. Vores forståelse af Kina kombinerede vi så med en drøm eller rettere et ideal om et samfund, der byggede på lighed. Og det samfund skulle nås gennem kamp. Men når utopien så falder fra - når folkets Kina ikke længere var der til at stive drømmene af - så kommer opgøret med Kina, med Stalin, med Kulturrevolutionen, ja, med hele butikken. Men det viste sig jo, at så snart vi slap drømmen, så var der kun kampen for lighed i Danmark tilbage."

Jørgen: "Det nytter ikke at blive bitter. Efter min opfattelse er utopien der stadig, selv om det endnu ikke er lykkedes at realisere den. Vi må jo nok erkende, at den samfundsformation, der er kommet tættest på at realisere utopien om et lighedssamfund, det er det kapitalistiske Danmark, altså det borgerlige demokrati."

Om Information

Annette: "Det var nogle interessante kampe, vi var igennem. Jeg er i hvert fald glad for alle de møder, vi gik til, hvor vi lærte at analysere og lærte at få perspektiverne med. Når jeg læser, hvor meget tid og plads Information f.eks. bruger på at skrive om Christiania, altså en småborgerlig turistattraktion, så mener jeg nok, at perspektiverne er gået tabt."

Peter: "Det vigtigste er det, Jørgen lige sagde, nemlig at vi har fået noget med os. Og hvad er det, vi har fået med os?"

Annette: "Forhåbentlig en evne til at analysere i et større perspektiv. Og derfor er det altså pisse småborgerligt, når Information hele tiden skriver om..."

Jørgen: "Lad nu være med at drille Ulrik hele tiden..."

Annette: "Jamen, vi har altså vigtigere ghettoproblemer end turistattraktionen Christiania!"

Jørgen: "Det vigtigste, vi har fået med os, er evnen til at tænke selv. Og nu vil mange sikkert klaske sig på lårene af grin, for i de første mange år af KAP's levetid var det så lige evnen til at tænke selv, vi var mest kendt for? Men hvis man som tillidsmand skulle stille sig op på et valgmøde i kantinen på Dannebrog Værft og holde en tale efter Freddy Madsen (kendt DKP'er fra Århus, red.), så var det altså nødvendigt at spidse blyanten og være sikker på, hvad man troede på. Så kan man da godt i dag dø af grin over, at når man så forlod arbejdspladsen og gik til møde i sin partiorganisation, at så var vi ikke kloge nok til f.eks. at forholde os kritisk til Cambodja."

- Hvorfor var vi i én sammenhæng totalt kritiske, og i andre sammenhænge totalt ukritiske?

Peter: "Jamen, det var fordi, vi blev drevet af to ting, dels af en fascination eller en drøm om en utopi på den anden side af jorden, dels af en samfundskritik og et ideal..."

Annette: "Jeg var fanme også gal og vred!"

Peter: "... altså et samfundsideal, om at der også i Danmark skulle være et samfund med lighed og uden undertrykkelse. Og det ideal holder stadigvæk!"

Om dobbeltheden

Jørgen: "Jeg kan kun svare på, hvorfor jeg selv havde den dobbelthed. Set i bakspejlet, så kan jeg se, at man havde en drøm, der var så enorm smuk, og jeg har før brugt det billede, kærlighed gør blind. Ah, vel er der nogle småting, som ikke er helt i orden med vores drøm, men helheden er stadig stor og smuk."

Annette: "Jeg troede ikke på, at noget kunne være grummere end USA, der førte krig mod Vietnam, og Sovjet, der førte krig mod Afganistan. Og indtil jeg selv var på rejse til Cambodja, så troede jeg, at al den kritik mod Cambodja og Pol Pot bare var propaganda. Det var jo fuldstændigt uden logik og formålsløst og idiotisk at udrydde sin egen befolkning, så det troede jeg bare ikke på. Det måtte være propaganda."

Jørgen: "Det tætteste, jeg kommer på et mareridt over min fortid, er, da vi rendte rundt i Århus og hængte plakater op med den gudesmukke kvinde fra Campuchea og så teksten 'Smiler folk ikke længere i Campuchea?'"

- Er I politisk aktive i dag?

Annette: "Jeg er ikke medlem af noget parti. Men jeg kan da godt savne at diskutere politik på andre planer, end at folk fortæller om deres friværdi, eller om hvor godt Anders Fogh Rasmussen klarer sig eller ikkeklarer sig. Men for mit vedkommende bliver det aldrig i samme parti som Frank Aaen eller Villy Søvndal."

Jørgen: "Jeg gik ud af KAP i 1983, og jeg har ikke siden været medlem af noget parti. Jeg tror ikke, der findes et parti for mig, altså med en samlet model for en anden verden, så jeg er nærmest politisk freelancer."

Peter: "Jeg meldte mig ind i Enhedslisten i 2000. Det var efter, jeg havde talt på knapperne i mange år, at jeg følte, at nu måtte der ske noget."

- Gjorde der så det?

Peter: " I Enhedslisten foregår der trods alt en udvikling af en socialistisk politik og vel at mærke uden, at der kun er én linje, og uden at nogen skal bestemme over en. Det føler jeg mig tiltrukket af."

Om vitterligt vås

Annette: "Jeg fatter ikke, hvorfor så mange gode socialistiske kræfter pludselig nu synes, at religion er okay, bare den er eksotisk. Hvad fanden er det for noget?"

- Var vi ikke også religiøse i forhold til det vitterlige vås, vi gik og sagde?

Jørgen: "Meget af det, vi bekendte os til, var da meget værre end vitterligt vås."

Annette: "Det var da ikke vitterligt vås..."

Jørgen: "Noget af det var sgu da..."

Annette: "... at analysere klasssekræfterne eller arbejde fagligt i sin fagforening? Var det vås?"

Jørgen: "Nej, mit knæk var utopien og så de ting, vi accepterede i utopiens navn. Men det konkrete arbejde, at slås for at gøre tingene bedre, det var ikke vås."

- Alt i alt, føler I jer ikke ramt af filmen?

Peter: "Jo, vi gør da, hele vejen igennem. Den film rammer os, fordi vi også havde illusionen om et idealsamfund på den anden side af jorden. Vi gjorde bare ikke, som Nina ender med at gøre."

Jørgen: "Men det var da svært - og sværere for nogle end for andre. Også i vores parti var der jo nogen, som ikke kunne finde ud af det, da deres verden brød sammen. I enkelte tilfælde fik det tragiske konsekvenser, når verden ramlede. Personligt føler jeg mig i høj grad ramt, f.eks. af sådan en ting som at alt, hvad vi lavede, helst skulle se større ud, end det virkelig var. I filmen tæller de barnevognene med i antallet af deltagere i en AKP-demonstration. Den slags kan jeg genkende. Eller det med at skulle forsøge at prakke KAP's ugeavis på nogle af ens arbejdskammerater."

Peter: "Filmen ender anderledes end bogen. I filmen siger hun til Knut 'Du forstår ingenting', men Nina siger det vel at mærke på kinesisk. Det bliver så filmens udsagn. Men Dag Solstad lader bogen slutte med, at kammerat Pedersen siger til sine læsere: I forstår nok ikke den indre jubel, der fylder mig... Så Dag Solstad gør op med sekterismen og med enøjetheden, men absolut ikke med den store rigtige utopi. Og der liggger den indre jubel."

uda@informatoin.dk

Den indre jubel

Filmen 'Kammerat Pedersen' er baseret på en roman fra 1982 af Dag Solstad med den særprægede titel, 'Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land'. Dag Solstad forblev medlem af AKP(m-l) efter udsendelsen af romanen, og i bogens slutord advarer han læserne om, at det kan være farligt at være medlem af et kommunistisk parti samtidig med, at han som forfatter holder fast i, at hans medlemsskab fylder ham med indre jubel.