Læsetid: 4 min.

Indre Mission uddanner egne bachelorer

De teologiske fakulteter i Århus og København har fået konkurrence fra to private bachelor-uddannelser, der tilbyder teologistudier med bøn og trosbekendelse. De private uddannelser reklamerer med, at uddannelsen kvalificerer til at komme ind på de teologiske kandidatuddannelser, men det er langt fra sikkert, vurderer teologi-dekaner
14. maj 2007

Bliv bachelor i tværkulturel teologi på Dansk Bibel-Institut. Endnu en ny akademisk uddannelse har set dagens lys, men i modsætning til andre uddannelser, så er den private teologiuddannelse ikke blevet godkendt i Videnskabsministeriet. Ligesom den heller ikke skal leve op til den lange række af love og bekendtgørelser som andre uddannelser er omfattet af. At de kan kalde sig en art universitetsuddannelse bunder i et samarbejde et indtil videre ukendt britisk universitet. Rektor Børge Haahr Andersen på Dansk Bibel-Institut kan dog ikke oplyse, hvilket britisk universitet, der er tale om, fordi underskriften på godkendelsen endnu ikke er sat.

"Det har været utrolig svært at få brudt de teologiske studiers monopol her i Danmark, men med den britiske akkrediteringsordning er det blevet muligt for os at oprette en bacheloruddannelse," siger Børge Haahr Andersen.

I Dansk Bibel-Instituts annoncer for den nye bachelorgrad står der, at uddannelsen kan suppleres med kandidatuddannelsen i teologi. Men det er dekan på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, nu ikke så sikker på.

"De har på ingen måde drøftet med os, hvad der skal til for at komme ind på teologistudiets overbygning. Problemet med bacheloruddannelsen på Dansk Bibel-Institut (DBI) er, at de vildleder de unge til at tro, at de uden videre kan komme ind på det offentlige teologistudium efter at have taget en bachelorgrad på DBI, men det ved de faktisk ikke noget om," siger Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

Ikke plads til homoer

DBI får økonomisk støtte fra især Indre Mission og Luthersk Mission, der tilhører den såkaldte religiøse højrefløj af kristne i Danmark, der blandt andet er imod homoseksuelle præster. Bibel-Instituttet har igennem 35 år tilbudt undervisning til teologistuderende og andre med interesse for kristendommmen. Årsagen til, at DBI nu vælger at udbyde en hel uddannelse i teologi, er ifølge Børge Haahr Andersen en utilfredshed med de offentlige teologiske uddannelser.

"Teologistudierne på universiteterne har løsrevet teologien fra troen. Når præster som Thorkild Grosbøll (der tvivlede på Guds eksistens, red.) kan have så outrerede holdninger til Gud, så skyldes det, at de teologiske studier er alt for fritsvævende i forhold til, hvad der er grundlaget for folkekirken," siger Børge Haahr Andersen.

Det har igennem de sidste fem år været muligt at tage en bachelorgrad på DBI i samarbejde med Misjonshøgskolen i Stavanger i Norge, som er en privat uddannelse, der er godkendt af den norske stat. Derfor er Børge Haahr Andersen heller ikke tvivl om, at de studerende er godt nok kvalificerede til at læse videre på kandidatuddannelsen ovre på teologi på Københavns Universitet. Hvis man vil være præst er det nemlig nødvendigt at have en hel kandidatgrad.

Men ifølge dekan Steffen Kjeldgaard-Pedersen er det ikke rigtigt, at det er nok med en bachelor fra Misjonshøgskolen i Stavanger: "Vi har fået medhold af ministeriet i, at en bachelorgrad derfra ikke er nok til, at man uden videre kan blive optaget på kandidatstudiet."

På DBI er rektor Børge Haahr dog sikker på, at uddannelsens kvalitet er god nok, selvom akkrediteringen altså ikke er i hus endnu.

"Vores lærere ansættes efter samme kriterier som på de teologiske fakulteter, så jeg mener godt, vi kan følge det samme faglige niveau," forklarer Børge Haahr Andersen.

Alle studerende er velkomne på DBI's nye bachelor også selvom de ikke er troende, mener Børge Haahr Andersen. Det bliver dog uden SU.

"Selve uddannelsen er gratis, men vi har fået afslag på at blive SU-berettigede på grund af en politiske beslutning om at give SU til religiøse uddannelser," siger rektoren på Bibel-Instituttet.

Privatbachelor i Århus

Også i Århus er der dukket et privat alternativ op til den teologiske universitetsuddannelse. Menighedsfakultetet, som det hedder i Århus startede sin bacheloruddannelse i september 2005 med en akkreditering fra University of Wales.

De første privatuddannede teologiske bachelorer bliver færdige i 2009 og står så med et eksamensbevis fra University of Wales.

"Vi har forsøgt at få lov at blive godkendt, men som et af de få lande i Europa ønsker den danske stat ikke at godkende private uddannelser," siger Carsten Vang, der er tidligere studieleder på Menighedsfakultetet.

Ud fra undervisningsplaner for den private bacheloruddannelse, vurderer dekan for teologi på Aarhus Universitet, Carsten Riis, at Menighedsfakultetet har lagt deres kurser tæt op ad teologi-studiet, og at de privatuddannede bachelorer derfor godt vil kunne komme ind på den offentligt godkendte kandidatuddannelse.

"Hvis de har et solidt fagligt niveau, så lukker vi dem ind, og så må vi jo prøve de studerende på deres evner. Hvis de ikke har lært nok, så dumper de jo bare til eksamen," siger Carsten Riis.

Han ser dog Menigheds-fakultetet som en sund form for konkurrence, der opfylder et behov hos de mere troende studerende. De teologiske uddannelser har i en del år har haft svært ved at tiltrække nok studerende, men Carsten Riis er dog ikke så bekymret for at de nye private teologiuddannelser kommer til at snuppe studerende fra universitetsuddannelserne.

"I de lutherske lande hører teologi til på universitetet, så derfor gælder de samme standarder her som på resten af universitetet, at vi må forholde os kritisk og undersøgende til kristendommen, derfor kan det også virke lidt mærkeligt, at de private institutioner prøver at efterligne universitetet, når vi er et skræmmebillede for dem, fordi vi ikke er religiøse nok," siger Carsten Riis og fortsætter:

"Det er da en spændende tendens, som jeg tror vi vil komme til at se mere til. Traditionen med, at nationalstaten opretholder uddannelse er under nedbrydning, fordi uddannelse er blevet et marked som alt andet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu