Læsetid: 7 min.

Det indre trykværk i enhver

På Nordjyllands Kunstmuseum står Poul Gernes' grafik og viser sprællevende både frem og tilbage i det private og sociale
24. september 2005

Var det en folkelighed, Poul Gernes søgte? Noget i tråd med tiden, i 60'erne og 70'erne, før den slags endnu helt hed trend?

Blandt hans mange inspirationer og forbilleder findes helt oplagt en del russiske avantgardister fra en anden tid, hvor netop folkekunsten i sin anonymitet blev betragtet som broen mellem noget ældgammelt og noget helt ukendt nyt. Gernes startede jo den Eksperimenterende Kunstskole sammen med Troels Andersen, hvis arbejde med Kasimir Malevich har været internationalt banebrydende. Det må have sat sig spor i Gernes, der ellers kom fra den abstrakte kunst, som den i dansk sammenhæng især udfoldede sig på sammenslutningerne LINIEN og LINIEN II. Folk som Ib Geertsen, Richard Winther og Albert Mertz.

Og længere fremme i processen, som det var, søgte man jo i 70'erne at finde en måde at omsætte de politiske strømninger på i kunstnerisk udtryk. Uden om og neden om den firkantede propaganda, parolerne om gadekamp og hvad der ellers fandtes i den periodes sene opblomstring af overgemt revolutionær retorik.

Engagement

I hvor høj grad kan man i dag se politiske udsagn i Gernes' billeder? Og det er ikke eksperimenterne fra tidligt i 60'erne med gennemhamrede trykplader, jeg mener, det er hans senere værk med dets knækkede industrifarver, ofte udført sammen med elever fra Akademiet, dets blomster, borter og klip, dets frit svævende tapetmønstre fra 50'erne. I den boldgade ligger hans hovedværk. Det er der, han for alvor er væsentlig.

Selvfølgelig arbejdede også andre danske kunstnere, Ib Geertsen og Kasper Heiberg for eksempel, intensivt med farver i det offentlige rum, men i Gernes' udstrakte brug af skabeloner og tilbagevendende enkle motiver ligger der noget andet.

Hvad er det, han vil?

Spørgsmålet er selvfølgelig i nogen grad meningsløst, retorisk? Enhver kan jo se tingene alle vegne, hvor de endnu findes. Sygehuset i Herlev, filmpaladset ved siden af World Cinema i København, som ikke hedder World Cinema mere, men man kan sagtens se Gernes' bestræbelser som et forsøg på at lave en slags verdensfilm, eller den nu noget afblegede frise af blomsterornamenter på Carlsbergs væg ud mod jernbanelinjen i Valby.

Og nu kan man altså i et stykke tid se billederne i grafisk trykt version på Nordjyllands Kunstmuseum. Når jeg skriver meningsløst er det fordi, billederne i den grad skal ses, og fordi de sådan set bevidst udelukker tolkninger. Der er ikke noget at tolke, og det skal der heller ikke være.

Udstillingen

Man kommer, eller jeg gjorde, i nogen grad til Aalborg for at se trykkene fra den tidligere eksskole-tid. Den med hammeren, der hugger huller, og dem med aftrykkene af busdæk på plader smidt på gaden. Dem med rod i det dengang toneangivende spontane og tilfældige, tachismen, Jorns trillende farvekugler, Pollocks eksistentielle satsning eller Rauschenbergs combines og Jasper Johns flimrende sammenklippede materialemalerier.

Men det er ikke dem, der springer i øjnene. Det er alle striberne og blomsterne, alle farverne i bølger, pletter og borter. Det er en sort tingest (se illustration), der minder mig om tastaturet på en skrivemaskine, der skriver blomster i knækkede industrifarver på falmede tapeter fra 50'erne. Det er alle spillebrikkerne, der kan flyttes gennem endeløst skiftende farver og trykgangen, det levende og bevægeligt elementære. Der er ikke så meget metode i galskaben, at det ligefrem gør noget, og selv om galskaben i metoden strejfes i enkelte decideret psykedeliske mønsterdannelser, enkelte udflydninger i organske former, holder det sig langt på afstand af, hvad den engelske forfatter Anthony Burgess, sørgeligt ukendt på disse længdegrader, engang skrev sådan her: "Der hang en stor pop-art plakat, hvis primitive gule og blå farver var en obskønitet og hvis design var så slattent som en toårigs penis - koncentriske cirkler, gotisk skrift uden store bogstaver udstillet som asemiologiske objekter i en slags analfabetisk begejstringsrus."

Gernes' grafiske værker, uanset deres ophængning i et rum, der er for stort til dem, er i konstant flimrende bevægelse, så meget at det bliver bevægende, også selv om man i det store rum måske skal bevæge sig selv lidt rigeligt meget for at komme så tæt på dem, som man egentlig skal, hvis de skal virke efter deres hensigt.

Kunst og samfund

Der er en bestræbelse i Gernes' værk, og måske tydeligst i grafikken, på noget anonymt, en slags billedkommunisme eller kollektiv erindring af visse elementarformer. Og den bestræbelse foregår i billedarbejdet, selv om det selvfølgelig dengang blev ledsaget af en masse tekst, en masse erklæringer og udfald, endda en hel udstilling, der erklærede at være Poul Gernes' opgør med dansk kunst i det hele taget.

Det er et langt arbejde hen imod et billedmæssigt udtryk, der er brugbart, lader sig anvende, en dekorativ kunst i familje med udsmykkede brugsgenstande, som man kender dem fra gamle kulturer enten i form af arkæologiske og etnografiske objekter eller som endnu levende håndværk.

Der ligger vel også en fortvivlelse i det, når man som Gernes gjorde omkring 1960 giver sig til at hamre buler og huller i de pæne plader. Den slags kan vel næppe udføres ordentligt uden at være drevet af en vis vrede, som man må bearbejde. Fordi vreden alene ikke er nok, men den kan være en murbrækker til det, man søger, men endnu ikke kender. Det der er på den anden side af den sociale og æstetiske mur, der skiller kunstneren fra resten af det samfund, også kunstnere lever i.

Lars Morell fortæller i den bog, der ledsager udstillingen uden at være noget egenligt katalog, en anekdote om, hvordan hustruen Åse en dag beder Poul om at klappe i, for han taler åbenbart uden ophør, og gå ind til sig selv for at lave det, der egentlig vedkommer og anfægter ham. Han sætter sig så og skærer linje for linje og bogstav for bogstav ordet 'JEG' i linoleum.

Det er det jeg, Gernes som socialt orienteret kunstner vil fjerne, det mangedobbelte og hult rungende jeg der siden har overtaget al tale i kunsten, og Gernes' jeg var kæmpestort. Det lykkedes aldrig at fjerne det heller, og hvis det var lykkedes, ville udtrykket formodentlig have tabt den kraft det får netop af den konstante kamp med jeget, som jo er kunstnerjeget, kunstneren, der med sig selv altid står i vejen for noget, der formodentlig kun kan komme til udtryk, fordi det støder mod den kæmpestore idiot, der står i vejen hele tiden og ikke vil finde sig i det.

Det er svært at sige, hvor meget symbol - eller måske ligefrem totem og tabu - man kan finde i det, men som billedværk drejer det sig blandt andet om de symbolske værdier i det hele taget, som kunsten varetager, og som i den periode, hvor Gernes arbejdede, gradvist og ret hastigt forsvandt ud af, hvad vi kalder vores kultur, og efterlod den tom.

Poul Gernes mente, at kunstneren har en rolle at spille i samfundet. At kunstværket med de virkemidler, der står til dets rådighed, og her er det grafikken, altså tryk, så langt ud i samfundets forgreninger som menneskeligt muligt, og her ligger kunstnerens sociale ansvar, skal eller i hvert fald bør kunne fastholde symbolske elementer, der er kollektivt og elementært gældende for mennesker, hvert enkelt menneske i eget liv, alle steder og til alle tider. Det skal hele tiden, altså her og nu, gives et adækvat udtryk, ellers virker det ikke. Ellers kan det ikke gøre, hvad kunst gør, og hvad intet andet end kunst kan gøre. At disse tryk fra plader og stokke, sporene af knive, pensler, hamre og hvad ved jeg, kan tromle videre i den sindets trykpresse, hvor fælles værdier, hinsides ethvert nationalt eller i endnu snævrere forstand egoistisk forhold, kan bevares i levende og ustandselig bevægelse.

Det er et kæmpemæssigt projekt, og somme tider bliver man skuffet, man bliver ked af det, når man ser værker fra en tid, hvor man selv var yngre og som dengang var afgørende væsentlige. De kan ligesom være døde, de kan høre hjemme i en tid, der ikke findes længere. De bestræbelser, der drev dem, er næppe længere til at spore.

Sådan er det ikke med Gernes' grafik. Det er et levende og strømførende værk, der venter på sin fortsættelse. Det synes at være lykkedes for den kæmpestore idiot at stå i vejen på den rigtige måde, så det faktiske værk er blevet revet ud af de tidsbundne rammer.

Bogen

Lars Morell, der igennem en række år har arbejdet med en slags katalogiseringer af miljøet omkring især Eksskolen, har skrevet en bog om Gernes' grafik. Udstillingen er en reflektion af dette bogværk, som stort set er en metodisk gennemgang af Gernes' produktion, delt op i praktiske emner som litografi, radering, linoleumssnit, serigrafi, brugsgrafik, offset og kobbertryk. Inden for hvert afsnit gennemgås trykmetoderne og den brug, Gernes har gjort af dem. Morell beskæftiger sig ikke meget med de sociale og politiske aspekter. Han holder sig, som man jo gør i dag, mest til det æstetiske.

Et problem ved bogen er dens illustrationer. Værker af den her art, faktiske tryk, har det ikke alt for godt med at træde frem i stærkt nedsatte formater. De små spjæt og ryk i streg og farve, der er det grafiske værks sjæl, bliver presset sammen til forsvinden, og den materialefornemmelse, der går helt tilbage til de allertidligste ting med deres Klee-agtige arabesker omkring udstansninger og skæve påklæbninger, bliver urimeligt svær at konstatere.

Et større format kunne have løst problemet i nogen grad, men Morells bog er smuk, omend en smule traditionelt, produceret, og i sin tørre og lidt lakoniske tilbageholdenhed giver den et godt indblik i den side af Poul Gernes, som man kan få indblik i, når man stort set undlader at inddrage de mere flippede sider af manden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu