Læsetid: 1 min.

Indsamling i krise

Folkekirkens Nødhjælp oplever et drastisk fald i antallet af nye indsamlere. Det kan skyldes Muhammed-krisen
25. februar 2006

Folkekirkens Nødhjælp har fået 80 procent færre telefoniske henvendelser, end de normalt får fra frivillige op til en indsamling som den, der skal foregå over hele landet den 5. marts. Organisationen frygter, at Muhammed-sagen skræmmer danskerne fra at melde sig som indsamlere.

Ifølge projektleder Mads Klæstrup Kristensen, der er ansvarlig for sogneindsamlingen, er der flere grunde til, at danskerne forholder sig passive. Mails og telefonopkald fra danske borgere deler de bekymrede op i to kategorier: "Vi har nogle henvendelser, der går på, at folk vælger at forholde sig passive, da de synes, at resten af verden har opført sig helt urimeligt over for Danmark."

Han mener, at der kan spores en 'Danmark mod verden'-mentalitet. Folk kan simpelthen ikke forlige sig med, at de skal ud og samle penge ind til verdens fattige, når de ser det danske flag blive brændt i tv hver aften.

"Der er også dem, der er i tvivl om, hvorvidt indsamlingen overhovedet bliver til noget, set i lyset af alt, hvad der sker ude i verden lige nu," siger Mads Klæstrup Kristensen.

Det er, ifølge Mads Klæstrup Kristensen, de nye indsamlere, der er tilbageholdne. Ved de årlige indsamlinger er der mange gengangere, og de udviser tværtimod større engagement.

"Dem der år efter år samler ind og hjælper med at finde nye indsamlere, er, om muligt, endnu mere aktive end normalt. Ofte er det folk, der sidder i menighedsrådene ude omkring, og det er min fornemmelse, at de nu er ekstra opsatte på at vise, at vores hjælp til sultne ikke er religionsbestemt," siger han.

Mads Klæstrup Kristensen opgiver ikke håbet om, at der vil komme mange penge i raslebøsserne: "Jeg tror stadig på, at dette bliver en rigtig god indsamling. Jeg tror bare, at folk skal have lov til at tænke sig om. Det er nu, vi skal træde i karakter og vise, hvad vi er gjort af," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu