Læsetid: 3 min.

At indskrive verden

3. februar 2001

Det sker, at forventninger indfries. Der var massive forventninger om, at den norske forfatter Jan Kjærstad omsider skulle udpeges som modtager af Nordisk Råds Litteraturpris. Og det er så sket. Den venligtsindede komité har ikke bare fulgt stemningen, som fra dansk side nærmest var et folkekrav, men også truffet et rigtigt valg. Ved Nobelprisen gætter man altid forkert. Det er, som om Svenska Akademien anstrenger sig for at finde et uventet navn uden for forventningskredsen for ikke at fungere som ekspeditionskontor for mediernes geniale forslag.
Valget er rigtigt af flere grunde. Den belønnede bog er sidste tredjedel af et underholdende romanværk, læsbart på flere niveauer med sin rigdom af gode historier, nærmest en eventyrsamling. Opdageren hedder den i fortsættelse af to andre markante og egentlig selvbeskrivende titler, Forføreren og Erobreren. Det er ikke udviklingsromanens traditionelle trefasede menneskeskildring: hjemme – ude – hjem, men et tidssvarende billede af mennesket i massemediernes og hele teknologiens hastige verden, fatalt fristillet i forhold til traditionens værdier, moderne, postmoderne, metamoderne. I hvert fald opdager læseren en omstrukturering af værdier og tankevaner, et farvel til dybdepsykologien og politologien.

Ret beset er det en demokratisk, mangestemmig fortællemåde. Autoren er ikke autoritær, men har bevidst delegeret sin styring ud til tre forskellige fortællere, med hver sin fortolkning af denne meget norske, verdensbevidste hovedpeson med det tvedelte navn Jonas Wergeland Hansen, der er blevet mediestjerne med en langstrakt tv-serie om berømte nordmænd. At tænke stort, hedder den minsandten, og det er man lige ved at tage alvorligt, hvis man overser ironien, satiren, det høje humør, der driver den uendelige historie og uudtømmelige fantasi over det menneske, denne figur, der får dynget egenskab efter egenskab på sig, et mirakel af begavelse og potens.
Liget og lysten hedder en roman af Svend Åge Madsen, som set med danske øjne er en af Kjærstads forudsætninger, og de to begreber er sjovt nok nøgler til Jonas’ handlingsverden, da omdrejningspunktet er en kriminalgåde. En ingrediens Kjærstad også ellers kredser om i tidligere romaner, bl.a. Homo Falsus og På randen.

Det er jo ikke umuligt at finde litterære paralleller i verdenslitteraturen, men det interessante er snarere, at teologen Kjærstad henter inspiration i naturvidenskab og filosofi, i kvantemekanikken, i den genetiske kode og IT-samfundet, ligesom Niels Bohrs komplementaritetsbegreb er genkendeligt i hans jævnstilling af paradoksale modsætningers samvirken. Postmodernismens slagord: at de store fortællinger er døde, er i sig selv en død påstand, når man ser, hvordan en enorm mængde små fortællinger bringes sammen i en stor ny og anderledes helhed.
Gennemgående metaforer i værket er prismen med dens lysbrydning, tæppet med dens vævning, orglet med hele pibetøjet, spiralen – som ikke er et frugtbarhedshæmmende apparat, men som her kan »antage form af et DNA-molekyle og af to mennesker, der forenes i kærlighed,« som forfatteren siger i et interview i Thomas Thurahs nye bog, Historien er ikke slut.
For tag ikke fejl. Hvor det postmoderne, for endnu en gang at bruge det noget nedslidte begreb, tenderer mod nihilisme, er Jan Kjærstad modsætningsvis en sand moralist, der bevidner, at størst af alt er kærligheden. Ikke kun i sine meget vidende essaysamlinger med sigende titler: Menneskets matrice og Menneskets felt, men i romanens form understreger han mønstret, strukturen, egerne i hjulet, der peger mod et nav, et omdrejningspunkt, som den enkelte må finde og tage ansvar for.

Er der noget nyt under solen? Noget nyt i litteraturen? Skal man tro avisernes boganmeldelser, så er der bestandig noget nyt på færde, selv hos flinke debutanter. Det er ikke troligt. Men den særlige klang af nutid, af samtid i egentlig forstand, er oplivende og nødvendig, hvis der rigtig skal prises.
Det findes i nordisk litteratur, det findes blandt de indstillede værker, det findes udpræget i Agneta Pleijels roman Lord Nevermore, der på en anden måde end Opdageren, men med en tilsvarende stor viden om verden, gnistrende af vitalitet og humor tegner et menneskebillede op af uvante komponenter. Kjærstad var et rigtigt valg med den meget omtalte forsinkede nominering.
Humor er ingen nyhed, men den skal i dag spænde over en større og værre verden, hurtigere i sine forvandlinger.

T.B.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu