Læsetid: 4 min.

Industriel kompasgang

9. juni 1999

HVIS dansk industri skal vinde markedsandele, så må den naturligvis lave noget, der er bedre end konkurrenternes. Eventuelt også billigere. Udvikling kommer af nye idéer i et kreativt miljø, vision og forretningssans og hårdt arbejde for at omsætte ideerne til virkelighed og udnytte alle ressourcer bedst muligt - både de menneskelige og de fysiske.
Udefra kan staten og samfundet bedst støtte den slags udvikling ved at efterspørge produkter og løsninger af høj kvalitet, sørge for veluddannede folk og stille høje krav til produktion. Al erfaring tyder på, at det også gælder miljøet. Når kunderne og staten kræver større miljø-effektivitet og ren teknologi, så udvikler industrien nye produkter til det stærkt voksende verdensmarked for miljøteknik.
Men den tankegang har ikke haft en jordisk chance for at overleve i den såkaldte Industriens Udviklingsgruppe. Sammensat af de absolut tungeste drenge i den danske industri og fagbevægelsen har der nærmest været statsgaranti for en stenalderlignende tilgang til eksportproblemerne. Anført af industrimastodonter som Danfoss, Grundfoss og FLS og bistået af fagforeninger som CO-Industri og SiD har visionerne haft trange kår. Det har mere lignet rundbordssamtaler
i foreningen for solnedgangsindustrier end en udviklingsgruppe.

Og det er ikke sagt for at forklejne de nævnte virksomheders evner på eksportmarkederne, men for at fremhæve de mange andre kvaliteter i dansk erhvervsliv, der ikke bliver tilgodeset, når industriens tunge drenge inviterer Pia Gjellerup til tete-â-tete.
Et eksempel er den danske IT-virksomhed Columbus IT Partner, som har udviklet regnskabssystemet Concorde. Virksomheden er i dag Europas førende leverandør af regnskabssystemer og ligger som nummer
otte på listen over de hurtigst voksende virksomheder i Europa. Et eksempel på den fremdrift, der gør sig gældende i den danske IT-industri, som ikke var inviteret med i Industriens Udviklingsgruppe.
På den anden side, er det jo heller ikke IT-virksomhederne, der har eksportproblemerne. Det viser en analyse, som Finansministeriet udarbejdede i forbindelse med den årlige Finansredegørelse i februar. Her fremgik det, at elektromaskinindustrien i modsætning til alle andre industribrancher ikke tabte eksportmarkedsandele fra 1993 til 1998.
Ikke ligesom metalvareindustrien, der tabte 24 procent af sine eksportmarkedsandele eller tegl-, cement- og glasindustrien, som tabte 37 procent af sine markedsandele i samme årrække.
En tilbageskuende analyse kunne derfor tilsige, at det netop var disse brancher, der skulle have hjælp. Men det er bare en rigtig dårlig idé at lade en sådan analyse af fortiden være afgørende for den fremtidige politik. Det svarer til at forlænge kompasnålen i stedet for at skifte kurs.
At udvikle den danske industrieksport ved at lempe de grønne udgifter er et godt eksempel på, hvad man ikke skal gøre, hvis man har ambitioner ud over dagen og vejen.

Erhvervene betaler i dag de grønne afgifter efter et dybt indviklet system. Det skyldes et kompromis, som både skulle sikre, at de store energiforbrugere ikke blev ramt for hårdt på konkurrenceevnen, og at industrien som helhed fik pengene tilbage igen - i form af tilskud til mere effektiv udnyttelse af energien.
I sig selv er de foreslåede lempelser forholdsvis små og harmløse: Det skal være lidt nemmere at få støtte til udviklingsprojekter med et bredere sigte end at skære energiforbruget ned. Lidt flere penge gives til renere produkter osv. Afgiften på opvarmning lempes. De energitunge virksomheders vilkår lempes yderligere. Og det bliver lidt nemmere at få rabat.
Problemet er ikke så meget de cirka 200 millioner kroners lempelse, men at hele projektet peger den forkerte vej. De grønne afgifter for erhvervene har nu i mange år været Dansk Industris foretrukne hadeobjekt. Og det kan man da sagtens forstå ud fra en almindelig fladlands-kræmmer-mentalitet. En omkostning er en omkostning. Hvis man bliver lettet for den, så er der flere penge i foret. Eller penge til at sænke prisen og dermed få en lidt bedre konkurrenceevne.
Men nu hed gruppen jo ikke "Afviklingsgruppen for uønskede omkostninger". Det hed udvikling. Og udvikling skaber man altså ikke ved at lette vilkårene mest for de mindst fremadrettede virksomheder.
90'ernes helt store succes i dansk industri er vindmøllerne. Branchen har en vækst på 25-35 procent om året og de danske fabrikker laver cirka halvdelen af verdens vindmøller - på et verdensmarked i rivende udvikling. Ikke kun på vindmølleområdet men hele den vedvarende energi.

Tror de tunge drenge i Industriens Udviklingsgruppe, at den slags industriel udvikling var blevet til noget, hvis den danske politik var blevet indrettet efter rådet om at lempe omkostningerne så meget, man kan og fortsætte med at lave det, man plejer, til lavest mulige pris? Tror de, at Danmark kan erobre nye dele af det voksende verdensmarked for vedvarende energi ved at følge Dansk Industris råd om at afvikle beskatningen af CO2 for industriens vedkommende og føje dem i ønsket om, at energipolitikkens hovedmål skal være billigst mulig strøm fra de overskydende kulværker? Selvom Vindmølleindustriens direktør, Søren
Krohn, udtrykker sig diplomatisk, går hans råd da
også i den stik modsatte retning.
"Hvis vi havde haft miljøafgifter og CO2-afgifter som pålagde alle brugere af energi at betale de samlede, reelle omkostninger, man påfører samfundet i produktionen, så havde man slet ikke behøvet at give særlige støtte til den vedvarende energi."es og ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu