Læsetid: 6 min.

Industrikulturindustrien kommer!

Vi gået ind i informationsalderen, og dermed er industrisamfundets kunst og kultur blevet kulturarv. Arbejdermuseet tyvstarter i morgen 'Industrikulturens år', hvor vi skal lære at vedkende os vores industrielle rødder
9. januar 2007

To flyttemænd fra Ths. Pedersen og Søn Flytteforretning i Hjørring triller en rød palleløfter med en mandshøj lysegrå metalkasse ud af elevatoren og ind i Arbejdermuseets kælder. Det er styreskabet til kunstneren Carsten Schmidt-Olsens orange industrirobot, som han siden 1995 har brugt til at male billeder med.

Robotten skal stå og male i morgen, når Arbejdermuseet åbner udstillingen Industriens Billeder, som er en tyvstart på industrikulturens år. Året begynder officielt med et åbningsarrangement på DieselHouse i Københavns Sydhavn den 25. januar og byder på en lang række udstillinger, arrangementer og udgivelser over hele landet.

Men først skal Carsten Schmidt-Olsens robot altså male.

"Det er virkelig industriens værktøj," siger kunstneren.

Robotten kan indstilles til at bevæge sin pensel over lærredet efter alle kunstens regler med forskellige hastigheder og omkring seks akser. Den mindste ændring påvirker billedet, så robotten skal stilles helt nøjagtigt op, forklarer Carsten Schmidt-Olsen, mens han dirigerer rundt med flyttemændene.

"Man finder ud af, hvor kompliceret vores verden er," siger han.

Oprindelig begyndte han robotmaleriet, fordi han ville påpege, at malerier nu potentielt kunne være malet af en robot. Men så fandt han ud af, at der lå mange muligheder gemt i netop de små bitte variationer, robotten kan lave over det samme billede - og fortsatte med at bruge den.

"Man maler ikke bare maleriet, man maler med maleriet," siger Carsten Schmidt-Olsen.

Trods industritemaet er resten af udstillingens billeder dog ikke malet, fotograferet eller tegnet af robotter, men af mennesker.

De tidligste er fra slutningen af 1700-tallet, og de seneste blot et par år gamle.

Tematisk bevæger de sig fra tidlig begejstring over ildsprudlende jernstøberier befolket af mandhaftige arbejdere over klassekamp og halvfjerdsernes industrikritik til moderne forfaldsæstetik med malerier og fotografier af forladte fabrikslandskaber.

Traditionelt er industrien som tema temmelig overset i dansk kunst, forklarer Hanne Abildgaard, som er kurator på udstillingen. Men der var masser at komme efter, da hun først gik i gang med at lede efter materiale til udstillingen.

"Der er en ofte udtrykt forestilling om, at dansk kunst er blevet ved at være en bondekunst," siger Hanne Abildgaard.

Og det er langt fra kun kunsthistorikere, som kan finde på at overse røgen fra industrialiseringens skorstene.

Bonderomantik

Helt generelt er vi danskere ikke så glade for at hylde den periode, som ligger mellem vores stokrosenrøde bondebaggrund og vores nuværende mere eller mindre postindustrielle informationssamfund, mener Lars K. Christensen. Han er museumsinspektør på Nationalmuseet og formand for den styregruppe, som står bag industrikulturens år.

Mange løber skrigende væk fra industrialiseringen og dens kultur, mener han. Nogle spæner alt, hvad remmer og tøj kan holde, mod fortidens plovfurer og henter den danske identitet i en romantisering af et bondesamfund med oksekærrer på markvejen og græsstrå i mundvigen. 'Jubelmodernisterne' derimod spæner den stikmodsatte vej, hvor det flyder med café latte.

Begge efterlader arbejderen i den blå kedeldragt med olie i hovedet og industrimogulen med lommerne fulde af kapital, men uden at tillægge nogen af dem særlig historisk eller kulturel betydning. Og det er en fejl: Man skal kende sin fortids kultur for at kunne skabe sin fremtid, mener Lars K. Christensen.

Men industrialiseringen har drevet vores udvikling fremad gennem to århundreder, dens idealer er flyttet ind i vores hoveder, og dens bygningsværker står som monumenter over en tid, som vi kunne være langt mere stolte af. Eller i hvert fald vedkende os i langt højere grad, end vi gør. For industrialiseringen er helt uomgængelig, hvis man vil forstå det samfund, vi nu lever i, mener Lars K. Christensen.

"Man fornemmer tydeligt, at eksempelvis svenskerne har langt mere veneration og stolthed over for deres industri end danskerne. De har selvfølgelig også haft mere sværindustri, men det er alligevel påfaldende," siger Lars K. Christensen.

Industrikultur i hovedet

Det er det, industrikulturens år skal rette op på. Temaåret bakkes op af såvel Kulturministeriet som en lang række museumsfolk, arkitekter, forskere og ildsjæle. Også Dansk Industri og Dansk Metal er gået med for at fortælle hver sin del af historien.

I år skal industriens kulturhistorie nemlig på dagsordenen og ind i danskernes hoveder, den skal nedfældes for eftertiden, og de vigtigste bygninger skal bevares som minde om en snart svunden tid. Ellers risikerer vi at glemme industriens kulturhistorie, fordi vi river dens bygninger ned, når produktionen flytter væk. Eller fordi vi plastrer dens rå havnemiljøer til med glashuse.

Mentale knagerækker

Industrikulturens materielle efterladenskaber er vigtige som "mentale knagerækker," forklarer Lars K. Christensen. Dem kan man hænge sin historiske identitet op på. Derfor skal de bevares for eftertiden. Men naturligvis kan man ikke bevare alt, når produktionen flytter til udlandet, til forstæderne eller bare nedlægges. Man skal nøje udvælge det bevaringsværdigste.

Den opgave har Kulturarvsstyrelsen påtaget sig. Før året er omme, vil 25 industrielle anlæg være udråbt som "nationale industriminder." Det første er allerede fundet - det er Carlsberggrunden på kanten af Valby og Vesterbro, hvorfra øllet ikke længere flyder i nær så stride strømme som i storhedstiden. Men bygningernes identitet skal bevares, uanset hvad grunden i øvrigt skal bruges til fremover, mener Kulturarvsstyrelsen. Styrelsens direktør Steen Hvass:

"Hele vores samfund hviler på, hvad man har skabt ved industriperioden de sidste 150 år. Vi vil gerne undgå en gentagelse af det, man gjorde for 20-30 år siden. Dengang jævnede man mange industrikomplekser med jorden og byggede noget nyt i stedet. Områderne mistede enhver form for historie og identitet og fremstår nu fuldstændigt kønsløse," siger Steen Hvass.

Men det er langt fra ligegyldigt, hvordan man bevarer industribygninger.

"Det er vigtigt, at industribygningerne bliver brugt, og ikke kommer til at stå som tomme skaller," siger Steen Hvass. Han fremhæver det lukkede kraftværk Nordkraft midt i Aalborg, som kommunen planlægger at fylde med teaterscener, biograflærreder, sportsklubber og andet godt.

Og så synes han, at vi i Danmark skal lade os inspirere af, hvordan det mange steder i udlandet er lykkes at bevare gamle fabriksbygninger og samtidig fylde dem med nyt liv.

"Bygningerne står der og fortæller deres historie, men inden i er der smækket de mest fancy forretninger og restauranter op," fortæller Steen Hvass.

Det byfornyede havnekompleks Albert Dock i Liverpool vækker begejstring hos museumsinspektør Henrik Harnow fra Odense Bys museer. Stedets forfald iagttog han selv som studerende i byen i 1980'erne.

"I dag er det jo Liverpools stolthed," siger han om havnekomplekset, som nu er fyldt med udstillingssteder, barer, butikker og hoteller.

Henrik Harnow er nu i gang med et større registreringsprojekt af danske havne. Det skal blandt andet bruges til at inspirere danske kommuner til, hvordan de kan bruge deres havnes fortid i fremtiden. De gamle bygninger, jernbanespor, kraner og andre efterladenskaber skal bevares, så havnene ikke bliver sterile, forblæste og fyldt med glashuse. Historien skal ihukommes, ellers ryger sjælen.

Fabriksmetaforer

Men hvis man skal huske på hele industrialiseringens historie og ikke bare et skønmaleri, må man bevare andet end rustikke rødstensbygninger som dem på Liverpools Albert Dock. Lars K. Christensen:

"Vi skal også bevare noget, selvom det er tudegrimt, hvis det indeholder historie. Hvis man skrev danmarkshistorie ud fra, hvad der er fredet, ville man tro, at Danmark udelukkende bestod af herregårde og landsbykirker," siger formanden for industrikulturens års styregruppe.

Industrikulturen er imidlertid ikke blot malerkunst og bevaringsværdige bygninger og havne.

Birgitte Tristed er ansvarlig for en udstilling med titlen Drømmefabrikken, som åbner på Arbejdermuseet til oktober. Hun mener, at industrikomplekset, fabrikslivet og dets idealer har påvirket hele vores måde at leve, tænke og tale på. For med industrialiseringen fulgte en ideologi:

"Fabrikkens funktionalitet er blevet ideal for hele samfundet. Man taler meget i fabriksmetaforer; alt skal være effektivt, og samfundet skal producere mere. Også i vores offentlige institutioner er man nu begyndt at bruge fabriksmetaforer," siger Birgitte Tristed.

Otte til fire-livsstilen, masseproducerede lejlighedskomplekser, alt det harmonerer med fabrikkens målrationelle ideologi og æstetik, påpeger hun.

En ideologi og en æstetik, som nu delvist bliver taget op til revision - især efter industriidealernes påståede mønstersamfund, Sovjetunionen, er brudt sammen.

Men først skal vi altså lige bruge et år på overhovedet at vedkende os, hvad industrien har betydet for vores kultur.

* Industriens billeder. Udstilling. Arbejdermuseet 10. januar - 18. marts, Nordjyllands Kunstmuseum 31. marts - 3. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu