Læsetid: 6 min.

Indvandrerkriminalitet skyldes integration, mener Hizb ut-Tahrir

Indvandrerkriminalitet skyldes integration; muslimer der prøver at modvirke en radikalisering af islam er krystere; og så er det med stor sandsynlighed ikke muslimer, der har stået bag terror-angrebet i London. Det mener den muslimske gruppe Hizb ut-Tahrirs talsmand Fadi Abdullatif
24. oktober 2005

Tre medlemmer af den mu-slimske gruppe Hitzb ut-Tahrir træder ind i det menne-sketomme cafeteria i Valby Medborgerhus med fem minutters mellemrum. Gruppens talsmand gennem fem år, Fadi Abdullatif, ankommer som den sidste klokken 20.05 og giver tegn til at sætte optageudstyret til.

En 24-årig iraner, som har været medlem af Hizb ut-Tahrir i et års tid, piller et apparat på 15 gange 15 centimeter ud af en lille papkasse. Det er en mixerpult, som han forbinder med en mikrofon på et stativ. Ustyret er indkøbt for at kunne optage alt, hvad Fadi Abdullatif siger til pressen, når han en sjælden gang imellem går med til et længere interview.

"Før i tiden havde vi intet imod at tale med pressen, men vi har fundet ud af, at det er en dum idé at være alt for åbne, fordi det let kan blive brugt i en mediehetz," siger Fadi Abdullatif.

Han mener især, at pressen kørte en hetz imod Hizb ut-Tahrir i sagen om en løbeseddel, der for to år kostede ham en dom for at overtræde racismeparagraffen ved at opfordre til drab på jøder.

"Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer," lød teksten på den kontroversielle løbeseddel.

I august var den så gal igen med en ny løbeseddel fra den radikale muslimske gruppe, der i Sverige betragtes som en terrororganisation - og i Tyskland er helt forbudt.

"Drag af sted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah i Irak, og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen," lød teksten på den nye løbeseddel, som har givet Fadi Abdullatif endnu en sigtelse på halsen. Denne gang for at opfordre muslimer til drab på myndighedspersoner - deriblandt medlemmer af regeringen. Hovedpersonen selv mener, at såvel hans tidligere dom for overtrædelse af straffeloven som den seneste sigtelse er udtryk for vestens undertrykkelse af muslimer.

"De vestlige magthavere og pressen håner islam i ytringsfrihedens navn. I Danmark sker det for eksempel, når Dansk Folkeparti taler om, at muslimer skal sendes i russiske fængsler, og når Jyllands-Posten gør grin med profeten Muhammed," siger Fadi Abdullatif og tilføjer: "Men den såkaldte ytringsfrihed gælder ikke den anden vej. Hvem ved, det kan være, at jeg bliver straffet, for noget jeg siger i løbet af det her interview."

Bomber til politisk gavn

Og myndighederne i Danmark såvel som i andre vestlige lande skyr ingen midler for systematisk at undertrykke muslimer ved at lave en bevidst sammenkædning mel-lem islam og terror og ved at så gift i den vestlige befolknings holdning til islam, mener Fadi Abdullatif. Han mener, at de britiske myndigheder havde en endog meget stor interesse i, at bombean-grebene i Londons metro og en dobbeltdækkerbus den 7. juli fandt sted.

"De britiske myndigheder arbejdede ihærdigt på lovstramninger, der kunne ramme muslimer, allerede før efterforskningen af angrebene var færdig. De er ikke interesseret i sandheden, men kun i at udnytte situationen politisk for at kunne undertrykke muslimer yderligere."

"Jeg sætter stort spørgsmålstegn ved at muslimer stod bag bombeangrebene," siger Fadi Abdullatif.

- Hvem tror du så, der stod for angrebet?

Interviewet har varet en times tid, og for første gang i løbet af aftenen holder Fadi Abdullatif en pause i løbet af det, der til tider kan minde om en længere enetale om vestens fordærv og undertrykkelse af islam.

Hizb ut-Tahrirs talerør tager en dyb indånding for at fortsætte en sætning, der dog lader vente på sig i en fem lange sekunders tid.

De to andre medlemmer af den muslimske bevægelse, der hidtil har siddet nærmest bevægelsesløse ved cafete-riabordet med hovederne sænket, lader for et øjeblik blikket hvile direkte på deres talsmand, indtil han lader de næste ord falde:

"Jeg mener, at der er stærke indikationer for, at det er den britiske efterretningstjenesten, der har stået bag organiseringen af bomberne."

"Ved at give islam skylden for angrebet har de en undskyldning for at undertrykke muslimer i Vesten endnu mere, end de allerede gør," siger Fadi Abdullatif.

Al efterforskning peger ellers på, at det var fire britiske muslimer med tilknytning til al-Qaeda, som detonerede bomberne i London. Mohammad Sidique og Ayman al-Zawahiri, der regnes for nummer to i al-Qaeda efter Osama bin Laden, har da også i en video påtaget sig skylden for London-bomberne. Ifølge dem var bomberne "et slag i ansigtet" på Storbritanniens premierminister Tony Blair på grund af Irak-krigen.

Fadi Abdullatif siger, at islam fordømmer angreb mod uskyldige civile.

"Men hvis vi antog, at det var muslimer, som dræbte de 52 mennesker i London, så kan vi også vende den om og sige: Hvad med jeres terror i Irak? I har ikke bare skabt et helvede for 52 mennesker men for flere millioner irakere med jeres besættelse," siger Fadi Abdullatif.

Muslimske krystere

Premierminister Tony Blair har efter London-bomberne holdt møder med store dele af det muslimske samfund i England for at diskutere, hvordan landet kan modvirke en radikalisering af islam og undgå yderligere terroran-greb i landet. Inspireret af sit britiske forbillede holdt Anders Fogh Rasmussen for en måned siden et tilsvarende møde med 21 repræsentanter for det muslimske miljø i Danmark.

Fadi Abdullatif fortæller, at han absolut ingen respekt har over for muslimer, der sætter sig til bords med statsministeren: "Regeringen har et klart politisk formål med de her møder, og det går ud på at stemple islam som terrorisme. Det er kun svage mu-slimer uden politisk bevidsthed, der siger 'ja' til at kravle og trygle for at vinde statsministeren gunst," siger Abdullatif om mødedeltagerne, som spændte over imamer til muslimske politikere og repræsentanter for muslimske organisationer.

Fadi Abdullatif erkender, at mange muslimer i Danmark er uenige med Hizb ut-Tahrirs synspunkter.

Den muslimske bevægelse arbejder for at nedbryde landegrænserne mellem arabiske lande og oprette en islamisk storstat drevet efter den såkaldte sharia-lov, der afskaffer skattesystemer og tillader stening. I flere mellemøstlige lande, deriblandt Egypten, er medlemskab af Hizb ut-Tahrir da også forbudt, fordi myndighederne anser gruppen for at være for radikal.

Hizb ut-Tahrirs palæsti-nensiske talsmænd mener imidlertid, at forbuddene imod gruppen skyldes, at in-gen arabiske lande er rigtigt islamiske, fordi de alle er infiltreret af den vestlige liberalisme og dens værdier.

"Der findes kun prostitution og moralsk forfald i vores hjemlande, fordi den vestlige kultur har fundet fodfæste. Liberalismen sikrer ikke menneskets lykke og fører til familie-opløsning og usikkerhed, fordi den ikke giver svar på, hvad meningen med livet er," siger Fadi Abdullatif, der til daglig arbejder som tolk.

Og en manglende forståelse for islam er også årsagen til indvandrerkriminalitet herhjemme, mener Fadi Abdullatif.

"Indvandrere, der er involveret i kriminalitet, er et produkt af integrationen. Efter de er blevet assimileret, ryger de ud i vold og narko, som er uislamisk. De er ofre for umenneskelige værdier."

Og når de unge muslimer har påtaget sig de vestlige idealer, slår det ekstra hårdt, når de gang på gang bliver afvist på de danske diskoteker, siger Fadi Abdullatif: "Når de bliver diskrimineret, fører det til, at de bruger vold som reaktion på, at de bliver afvist af samfundet."

Fadi Abdullatif har boet i Danmark, siden han flygtede hertil fra en libanesisk flygtningelejr for 18 år siden. På trods af, at han er modstander af demokratiet og vestlige idealer, udelukker han at flytte fra Danmark, før der er oprettet en islamisk storstat. Han og de fleste andre af Hitz ut-Tahrirs medlemmer kan slet ikke vende tilbage, fordi de ville blive forfulgt og slet ikke kan få opholdstilladelse i de lande, de er flygtet fra, siger Fadi Abdullatif.

"Og så ser jeg det også som min rolle at oplyse om islam og beskytte den mu-slimske identitet i Danmark ved at støtte mine muslimske brødre i deres tro," fortæller Fadi Abdullatif.

Han nægter imidlertid at svare på, hvorvidt han kunne have lyst til at bo i et land, der er stærkere forankret i islam.

"Spørgsmålet er irrelevant, fordi svaret kan opfattes som om, at millioner af muslimer kan rejse tilbage til deres hjemlande. Og så kan det blive misbrugt politisk til at tale for hjemsendelser af muslimer" siger Fadi Abdullatif.

Hizb ut-Tahrirs talsmand rejser sig op, tager sin lange sorte frakke på og kaster et blik ud over cafeteriaet, som er besmykket med nogle halvabstrakte malerier med tykke nøgne kvinder.

"Sådan er det jo, når man bor i vesten. Men jeg forstår ikke formålet med at pornoficere alting."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her