Læsetid: 4 min.

Indvandring deler USA

USAhuser 11 millioner illegale indvandrere og bølgerne i amerikansk udlændingedebat går lige så højt som i Europa
10. april 2006

I sidste uge deltog jeg i en konference om indvandringen fra Latinamerika i Tennessee. Finder man Tennessee på USA-kortet, er det ikke et sted, man umiddelbart skulle vente at finde mange latinamerikanere.

Det viste sig imidlertid, at der bor så mange som 85.000 alene i den østlige del af denne stat. Hvad tallet er på landsplan, findes der kun tågede skøn for, som ikke desto mindre nu er kommet som et chok for mange mennesker, der ærligt talt ikke kan have været særlig opmærksomme gennem de senere år.

Lad os sige, at der bor så mange som 11 mio. ulovlige indvandrere i De Forenede Stater, hvoraf den store broderpart er fra lande i syd. Omkring 60 procent af disse anslås at have opholdt sig i USA i mindst fem år. Hvert år krydser yderligere tre millioner vores grænser illegalt - heraf langt de fleste over den 3.000 km lange grænse til Mexico.

Da store pro-immigrationsdemonstrationer for nylig gik i optog gennem 10 amerikanske storbyer, samtidig med at Kongressen diskuterede en ny immigrationslov, svælgede de nationale medier i så overophedet retorik, at det har fået alle amerikanere til at tale om et emne, som hidtil mest var af regional karakter. Ulovlig indvandring har i årtier været et fænomen, man har diskuteret i Californien, Texas og Florida. Nu taler vi også om det i Tennessee, Nord-Dakota og Alaska.

Det, som fik anti-immigrationsfløjen til at fare i flint, var den omstændighed, at mange af demonstranterne svang det mexicanske flag, samtidig med at de gjorde krav på at nyde godt af alle rettigheder i det land, hvori de befinder sig illegalt. Rygter om, at de latinamerikanske indvandrere vil iværksætte en landsomspændende boykot og generalstrejke den 1. maj, gjorde ikke meget til at dæmpe gemytterne.

Hvis de 11 mio. latinoer og deres tilhængere gør alvor af denne trussel og afstår fra at arbejde eller købe noget den dag, vil det virkelig være noget, der kan mærkes øk0nomisk, og det er vel lige præcis den pointe, de vil huske os på.

Konferencen, jeg deltog i, var derimod behageligt afdæmpet. Vi lyttede til advokater, som repræsenterer latinamerikanere over for vores domstole, til lærere og socialarbejdere, som hjælper immigrantfamilier til at integrere sig i Tennessee, og til journalister, som prøver at rapportere om de indvandrergrupper, som ofte er usynlige og isolerede og fremkalder mistro og modvilje. Vi lyttede til eksperter, aktivister og advokater, som belærte os om, at de benævnelser, vi bruger - latinoer, hispanics, chicanos, aliens og diverse racistiske etiketter - er misvisende, upræcise og bidrager til stereotype opfattelser. For latinoer kan jo være både mexicanere, cubanere, argentinere, venezuelanere, colombianere, nicaraguanere og mange, mange andre nationaliteter.

Skønsmæssigt bor der 33 millioner hispanics i USA. Det er omkring 12 pct. af befolkningen. Omkring to tredjedele af dem kommer fra Mexico. De kontinenter, vi kalder Amerika, nord og syd med en central landbro, er hjem for mange slags amerikanere. De Forenede Stater er en idé, en politisk og konstitutionel alliance, og udgør ikke 'Amerika' som eksklusiv provins. Det er også en nation med klart skelnelige grænser, fra Key West til Honolulu.

Så de politiske diskussioner om ulovlig indvandring i dette land har en vid kontekst. Hvad der aktuelt foregår i Kongressen - der er er midtvejsvalg senere i år - er en strid om legitimitet. Senatet har overvejet, hvordan det kan lade sig gøre at lade ulovlige indvandrere blive som lovlige gæstearbejdere på visse betingelser.

Repræsentanternes Hus har derimod leget med tanken om at opføre et hegn langs 1.100 km af den amerikansk-mexicanske grænse, forfølge ulovlige indvandrere som forbrydere og slå hårdt ned på alle, der hjælper dem.

Begge Kongressens kamre står, indtil videre, under republikanernes kontrol, så der er med andre ord tale om indre splittelse i det herskende parti og en yderligere torn i øjet på Bush, som støtter Senatets plan.

Næsten alle fakta i debatten er omstridte. Proimmigrations-fløjen fremlægger statistik, der viser, hvordan indvandrere er til stor gavn for den amerikanske økonomi, hvor de udfører jobs, amerikanere ikke vil røre ved, og sågar er med til at styrke patriotismen, som tidligere indvandringsbølger gjorde. De påpeger, at USA historisk har frygtet hver ny indvandringsbølge, men altid er kommet over det.

Modstanderne rangerer fra rene fremmedhadere til selvbestaltede økonomiske 'realister', som er dybt bekymrede for, hvordan nationen skal få råd til at imødekomme nytilkommere, når dets gæld allerede er løbet op tre billioner dollars.

Nogle finder, at den traditionelle 'anglo-kultur' trues af 'udvanding' under presset fra horder af 'fremmede' og mener ikke, at personer, der har brudt loven ved at snige sig ulovligt ind i landet, har nogen ret til at protestere eller kræve noget. Andre drager fordelene ved indvandringsarbejdskraft i tvivl. Der verserer sågar teorier om et katolsk komplot og politiske intriger fra de latinamerikanske landes side. For slet ikke at tale om frygten for terrorisme og narkosmugleri.

At finde en løsning på dette kan meget vel være umuligt. At tvinge hundredtusinder af illegale tilbage over grænsen vil være uværdigt, grusomt og formentlig futilt. Tanken om Det Store Hegn virker ret vanvittig i betragtning af grænsens enorme længde og de logistiske problemer i at opretholde et tilstrækkeligt stort grænsepoliti. Kritikere har påpeget, at en strammere grænsekontrol også gør det vanskeligere for illegale at vende tilbage til deres hjemlande, som mange faktisk har til hensigt.

Vores problemer må selvfølgelig forekomme bekendt for europæerne, der selv kæmper med at finde sig til rette med indvandrings- og integrationsspørgsmål og kulturelle og økonomiske omvæltninger. Fundamentale spørgsmål om, hvad vi overhovedet skal forstå ved en nation, rejser sig med stigende styrke i stadig flere lande. Her i Øst-Tennesee gik vi fra vores lille konference med få løsninger, men med et noget større fokus på, at vi altså taler om mennesker, som lever iblandt os, og at vi alle er ansvarlige for hinanden. Det er dog en begyndelse.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennesee i Knoxville

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu