Læsetid: 5 min.

Indvendige billeder

Videodesigner og scenograf Signe Krogh er mere interesseret i pauser end de begivenheder der indfinder sig før og efter. For det er i pauserne, at det tidløse og uvirkelige findes
28. november 2006

Øjeblikket lige inden mennesket falder i søvn er uhåndgribeligt. Et vindpust. Men det er øjeblikke som dette, videodesigner og scenograf Signe Krogh sætter billeder på.

"Jeg prøver at forstørre de små momenter, som vi alle sammen kender, men som vi ikke kan sætte ord på," siger hun.

Signe Krogh skaber den visuelle del af en forestilling. Nærmere betegnet den del, der vedrører videoprojektion. Hun laver indholdet, finder råmaterialet og bearbejder det. Det interesserer hende ikke kun at fortælle store historier, men derimod at fortælle bittesmå.

"Jeg er interesseret i mellemrum. Mennesket imellem to tilstande. I pauserne. Når man som menneske holder en pause, betyder det jo ikke, at alting slukker. Alt hvad der er gået forud for pausen, og alt det der skal til at komme, summer i hovedet og kroppen som fragmentariske forrevne billedrester. Jeg leder efter de indvendige billeder," siger hun.

Signe Krogh har blandt meget andet lavet forestillingen Insomnia sammen med videokunstneren Arthur Steijn.

"Vi fik fuldstændig frie hænder, og det visuelle var udgangspunktet for hele forestillingen. Vi besluttede os for at undersøge, hvad der sker, når man er lige ved at falde i søvn. Scenografi alene har et statisk udtryk, det bliver meget konkret, men med videoen får man mulighed for at hæve sig op over det almindelige og det konkrete," fortæller hun.

Videoen er medspiller

Mange mennesker er af den opfattelse, at videobilleder er lig det, de ser på deres fjernsynsskærm. Men video kan ifølge Signe Krogh være meget mere.

"Der findes lige så mange abstraktionsniveauer inden for video, som der gør i øvrigt inden for scenekunst. Video kan være lysbilleder, grafik og dokumentar. Det kan være en måde at lave rum på," siger hun.

Videoen kan også bruges til at fortælle en historie, den kan bruges til at flytte fokus i et rum, den kan være en udsmykning og den kan være en medspiller på scenen.

"Man inviterer i virkeligheden en skuespiller mere med, når man bruger video i en forestilling," siger Signe Krogh.

Videodesigneren fascineres af forvandling. Hendes udgangspunkt og råmateriale kan være noget helt konkret, et billede af et mennesker eller et stykke natur, som hun derefter bearbejder og manipulerer til det ukendelige.

"Jeg finder for eksempel noget, der bevæger sig på den rigtige måde, men som ser helt forkert ud eller har den helt forkerte farve. Derefter vrider og drejer jeg det, indtil det bliver, som jeg vil have det. Det er en meget sanselig ting at lave video. Jeg er ikke så fascineret af eksempelvis dokumentar, jeg er meget mere fascineret af geometriske og grafiske mønstre og deres bevægelser," siger hun.

Når Signe Krogh er med til at skabe en forestilling, er hun med fra starten. Hvis hun selv er scenograf på stykket, starter arbejdet med video og scenografi samtidig.

Hvis hun arbejder sammen med en anden scenograf, starter processen som regel med, at hun mødes med scenografen og instruktøren for at høre, hvad de har gjort sig af tanker omkring forestillingen. Hun skal finde ud af, hvad videoens plads er i forestillingen, hvilket univers, der skal skabes, om videoen skal lægge sig op af noget musik eller om hun har helt frie tøjler.

"Når jeg ved alt det, begynder jeg at lave råmaterialet. Som regel er det noget, jeg laver fra bunden. Jeg tegner og filmer ofte selv," siger hun.

Hemmeligheder

Videodesignet kan tage udgangspunkt i konkrete flader i selve rummet. På den måde kan Signe Krogh fremhæve noget særligt eller ligefrem udvide rummet. En flad scenografi kan gøres tredimensionel.

"Man kan for eksempel forestille sig, at alle vinduerne i scenografien på et tidspunkt åbner, og publikum kan se ud på den anden side, da der er projekteret billeder ind i hullerne. Det kan også være, at der pluselig kommer et menneske ind af en dør, som aldrig kommer ud af rummet, men som ligger som en projektion inde bagved. Projektionen er vanvittig god til at lave hemmeligheder i scenografien," siger hun.

I en danseforestilling kan videodesignet eksempelvis være en billedprojektion af en danser - oven på den levende danser.

"Først ser man ikke, at det er en projektion, for billedet dækker hele danseren, men så vender projektionen sig om og begyndet at løbe og bliver mindre og mindre, og tilsidst løber den kun på maven af den rigtige danser. Danseren har på den måde fysisk kontakt med projektionen. Det er meget enkelt, men at se et billede på et menneske er en åbenbaring. Man kan lege med størrelsesforholdene og skabe en ud-af-kroppen-oplevelse," siger Signe Krogh.

Anmelderne skal øve sig

Signe Krogh er ikke altid sikker på, at publikum kan se forskel på for eksempel lys og video. Folk forventer billeder fra den virkelige verden, men det hun skaber er ofte billeder af den uvirkelige verden. Mange mennesker opdager det - de ved bare ikke, hvad det er, de ser.

"Jeg har lavet en forestilling, hvor et tapet blev projekteret op på en bagvæg. Tapetet er fyldt med røde blomster, og på et tidspunkt i forestillingen bliver der langsomt zoomet helt ind på det - og helt ind i en blomsterne. Fordi det virker så visuelt stærkt, at man zoomer ind i noget, selvom det er meget simpelt, så tror folk at scenografien rent fysisk flytter sig ud imod dem. Mange spurgte efter forestillingen, hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg bliver forundret over, hvad folk oplever, fordi de ikke ved, hvad de er udsat for," siger Signe Krogh.

Hun føler ofte, at det visuelle i en forestilling bliver overset. Og det undrer hende, at bevidstheden om det visuelle er så lille både i forhold til film og teater.

"Alt hvad vi ser, er bearbejdet visuelt. Jeg tror ikke altid, folk er klar over, hvor stor en rolle det visuelle har for den samlede oplevelse. Jeg synes, publikum skal have lov til at være publikum, de kommer for at opleve en helhed. Men jeg synes godt, at man kan forvente, at anmeldere kan se, hvad der er hvad. Jeg synes, at de er nødt til at øve sig på at se forskellene på lys, video og scenografi - og se hvad det visuelle betyder for historien. På godt og ondt. Vi har også brug for feed back, og det skal der selvfølgelig også være plads til," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her