Læsetid: 5 min.

Infantile obskøniteter

Paul McCarthy rammer ARoS med sit psykedeliske, minimalt konceptualistiske, psykoanalytiske orgie af sentresseriske popkulisser
10. februar 2007

HEAD SHOP/SHOP HEAD hedder showet, der kommer fra Moderna Museet i Stockholm. En head shop er en butik, hvor man køber ting og sager til det indre af hovedet, fortrinsvis psykedelia, og en Shop Head er formodentlig en person, der er narkotisk besat af at shoppe. Paul McCarthys mægtig store udstilling på ARoS kunne derfor måske tolkes som et billede af et infantilt og bevidstløst forbrugersamfund, der går amok i sensationelle og spektakulære udladninger.

McCarthys værk, der stammer fra så at sige alt, hvad der var i verden af kunstretninger i de sene tressere, er under alle omstændigheder åbent for tolkninger. Åbent og så alligevel lukket. Det er anlagt efter regelrette freudianske retningslinjer, baseret massivt på spekulationer over de mentale begivenheder i den allertidligste barndoms førsproglige periode, hvor man forestiller sig, eller Freud gjorde, og især vulgærfreudianerne, at det nye lille menneske vælter sig i løsslupne fantasier, igangsat af højst nærværende substanser som lort, blod, snot, sæd og sved. Fantasier der kredser larmende, men sprogligt uforløst omkring fadermord og moderskød, idet de for øvrigt uden videre lader sig oversætte fra det individuelle til det almene eller politisk sociale, som en billedgørelse af alt, hvad der hedder samfund og menneskeligt fællesskab, forhold mellem mand og kvinde, sort og hvid, høj og lav, i det så at sige blodigt morderiske begyndelsesstadium.

Cirkus

McCarthy kalder sig selv en klovn. Det gør han for at lægge afstand til de tendenser i efterkrigskunsten, der har inspireret ham mest. Først og fremmest arven fra Jackson Pollock, der ifølge en af de første og måske den mest betydende happeningsmager fra nybrudstiden i halvtredserne, Allan Kaprow, repræsenterede en slags håb om en ny frihed, netop baseret på en ubesmittet barnlighed, en næsten autistisk spontanitet. Den åbnede på den ene side alle døre og rev alle vægge ned, mellem liv og kunst, maleri og handling, mens han på den anden side malede sig selv ind i et stadig mindre rum, hvor et uoverskueligt morads af eksplosive billeder lejrede sig lag på lag i en slags geologi, som kun voldsomme metoder kunne bryde op i sine bestanddele igen.

Happenings var en af metoderne, frie konstruktioner i tid og rum, hvor især grænserne mellem kunstner og tilskuer blev mildest talt flydende. Det var mest amerikansk, fordi alting i årene lige efter krigen, 1945-1960, var domineret af amerikansk mentalitet med dens underlige kortslutning af det historiske i en slags evig, lalleglad børnehave, men foregik også i Europa og Japan.

Her arbejdede aktionskunstnerne i Wien med et udtryk, der var ekstremt kropsbaseret, hvor blodet var rigtigt og ikke som hos McCarthy f.eks. ketchup, og i Japan sprang kunstnerne fra Gutai-gruppen med zen som propel råbende tværs gennem lærrederne, så verdener, de overståede og de kommende, kunne forbindes i det derved opståede, flossede hul. Det hul bliver i vestlig forstand, freudiansk, selvfølgelig vaginalt. For en amerikaner kalder det på at blive fyldt op igen, for en sådan gabende tomhed kan man ikke have i børnehaven. Hvilket så i tresserne eksempelvis fik en Paul McCarthy til at lave den lange række 'penismalerier' i rødt og sort, der fylder godt op på udstillingen i Århus.

Før og nu

De hænger i museets vestgalleri, hvor de har følgeskab af andre ting fra de år. Fluxusprægede er de. En række udrevne annoncesider fra glittede tidsskrifter, hvor hemænd og duller pulser smøger, og en række cartoons fra - naturligvis - Playboy, hvor kunstneren simpelthen signerer vittigheder af en type, vi på dansk bedst kender fra publikationer som Hudibras.

Arthur Köpcke lavede den slags med større elegance, og med et vemod midt i den idiotiske gestus, der gav en humor af en noget anderledes og mere stilfærdig slags end den, man møder hos McCarthy. Ligesom andre kunstnere fra den tid, med tilknytning til netop Fluxus, må siges at have behandlet infantiliteten med større og mere zen-agtig frihed. Her tænker jeg især på Robert Filliou, George Brecht og den tyske happeningmager Wolf Vostell, hvis værker i voldsomhed når samme vulkanske styrke som McCarthy, samtidig med at de endnu ikke, på det nærmeste sanseløst, lader alting hænge ud, som amerikanerne jo så børnehaveklart siger det på freudiansk.

Kulisser

Anden afdeling af hovedbutikken, hvor shoppehovederne for alvor kan slå gækken løs, befinder sig i ARoS' underetage. Det er gigantisk. Et kæmpemæssigt sørøverskib, en flået husvogn, et mobile home, et lille eventyrskur på en måde direkte ud af brødrene Grimm, men nu simpelt hen forladt af kagebager Grim med kinesermasken, fylder det meste af gulvet. I periferien ligger livagtige døde med opgravede genitalregioner, på et podie en endnu mere livagtig gris, der ligefrem ånder og stønner, mens røvhullet udvider sig og trækker sig sammen.

I disse enorme strukturer er der foregået noget. Det kan enhver se. De flyder af beskidte rester af dette noget, det meste af det minder om blod og lort, men man finder også over det hele afsavede ben og arme, som resterne efter et bakkanal - eller hvad kannibalerne ikke kunne få ned.

Man ville ikke ane, hvad det her drejer sig om, hvis ikke det i virkeligheden var kulisser til de videoperformances, der larmende, gylpende og skrigende udfolder sig på væggene i storformater eller på små monitorer.

Her har Paul McCarthy og hans gang of freaks udfoldet sig med motorsave, godt med ketchup og flydende, ulækre chokoladesubstanser som en i enhver henseende grotesk parodi på de store frihedsdrømme, der hærgede hovederne i den store tid dér, sidst i tresserne, hvor alt var tilladt, hvor alle udtryk stod til rådighed, hvor alle på en gang var konceptualister, minimalister, actionpaintere og i det hele taget ustyrlige legebørn, der måske håbede, at deres frie og utvungne adfærd på ikke så langt sigt kunne standse krigen, som dengang foregik i Vietnam, ved at føre alle tilbage til dens infantile forudsætninger i et førsocialt og protopolitisk morads af selvfremstillinger.

McCarthys værk kredser omkring den slags. Nogle vil finde det modbydeligt, andre opløftende. Det er begge dele. Ligesom Walt Disney, hvis verden helt oplagt har inspireret både Paul McCarthy og hans nærstående kustnerbroder Jeff Koons mere end noget andet. Det er Bambi, der glider på isen, og Snehvide der traumatiseret igen og igen synger, at "Some day my prince will come". Det sker i en børnehave, der går amok og breder sig hærgende over hele verden. Det er muligt, at prinsen en dag vil vise sig i kunsten. Sådan var det engang.

- Paul McCarthy. Head Shop/Shop Head. Works 1966-2006. AroS Aarhus Kunstmuseum. Udstillingen åbner i dag og kan ses frem til den 28. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her