Læsetid: 3 min.

Information nu 60 år

20. august 2003

MEN STADIG – når vi ser bort fra et par gratis aviser og efter at Dagen hurtigt sagde go’nat sidste år – Danmarks yngste, landsdækkende dagblad. Det agter Information at blive ved at være. I hvert fald yngst i ånden og hvad angår mod på livet og modstand mod alle former for dødbideri. For bladet har ikke andet at komme med og havde heller ikke andet, da det hele begyndte den 20. august 1943. Eller hvornår det nu var?
Det er det, der forhindrer foretagendet i at blive sat: Alt er til diskussion, selv bladets fødselsdag, og må afgøres efter bedste skøn. Hvilket ikke er det samme som lovløs vilkårlighed eller uvilkårlige tilskyndelser. Hvad fødselsdagen angår er der for Informations vedkommende oven i købet to af dem! Eller rettere flere ...
31-årige Børge Outze politireporter ved en daværende københavnsk avis, Nationaltidende, satte sig selv til skrivemaskinen og et ark papir med flere gennemslag i den og skrev øverst »Til Information«. Siden blot »Information« – deraf navnet. Reporterens information var til de kriminelle, også kaldet illegale, blade, der trak på hans og andre avisers reportere som kilder. Det skete i august 1943 under forspillet til de uroligheder, som den 29. samme måned tvang flertallet af de demokratisk valgte politikere på Christiansborg og deres regering til at opgive samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Frihedskæmpernes, sabotørernes, modstandsbevægelsens illegale bladfolk trak nu så meget på Outzes viden, som han på grund af censuren ikke kunne offentliggøre i Nationaltidende, at han denne dag så sig nødsaget til at få lidt system i sin kriminelle reportage. Men præcis hvilken dag var det? Det kunne Informations grundlægger, første eneredaktør og enemedarbejder ikke rigtig huske, og endnu er det ikke lykkedes Informations historiker, Erik Lund, forfatteren til værket om det illegale Information, Fire millioner frie ord, at finde dagen. Men omkring den 20. august 1943 har det været ...

OM DETALJER i den dramatiske og ind imellem også blodige historie, der kom til at koste flere mennesker livet, da Børge Outzes Information udviklede sig til frihedsbevægelsens illegale pressebureau, skal i øvrigt ikke berettes her. Om detaljer i den dramatiske og ind imellem også blodige historie, der dog ikke direkte kom til at koste menneskeliv, som førte til Informations anden fødselsdag, befrielsesdagen den 5. maj 1945, da det første nummer af det legale Information udkom, har Outze selv berettet i bogen Sådan begyndte det . Men som den allerførste start ikke havde andet end modstandsånden og modet på livet at bygge på, bød den anden start heller ikke på meget andet. Så først fra 26. maj 1945 udkom Information dagligt.
Det har det til gengæld gjort siden, hvorfor det godt kan kaldes bladets tredje fødselsdag. Ikke en dag er sprunget over, om Information så skulle udkomme som nødavis under strejker og halv-illegale, voldelige omstændigheder. Hvorfor det? Vi skal jo, som skrevet står hver eneste dag lige under »hovedet«, ikke varetage bestemte partipolitiske og lignende interesser, heller ikke aktionærers og andres økonomiske interesser, knap nok vores egne ...
Men det er just forklaringen på, hvorfor Information må udkomme.

DET VÆRD, der er hvert enkelt menneskes, danskers som irakers som amerikaners værdighed, fremkalder den lov, der forlanger det bedste skøn af hver enkelt. Hverken naturvidenskabelige eller ideologisk-religiøse eller flertallets parlamentarisk givne love eller økonomiske interesser fritager i sidste instans den enkelte for ansvaret for selv at skønne om ret og rimelighed, når det gælder den andens, de andres, naturens og livets eget værd – og de bedste muligheder for at dette værd kan respekteres ... Ubegrundet vilkårlighed eller uvilkårlige tilskyndelser undtager heller ikke fra skønnets nødvendighed. »Det var under krigen vor opgave at sige ting, som den legale presse ikke måtte eller turde sige,« skriver Børge Outze i en af sine første ledere Han, som under krigen kunne have risikeret at blive kaldt terrorist, fordi han af flertallet var blevet erklæret kriminel i sin modstandskamp mod samarbejdspolitikken. Nu fortsætter han sin legale leder med ordene:
»Vi ønsker fortsat at løse den samme opgave, for det er nødvendigt, at nogen løser den.« Den nødvendighed er ikke blev mindre 60 år efter Information udkom første gang.

el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu