Læsetid: 4 min.

Information på Costa del Sol -

- og Grønlands indlandsis
12. august 2005

Helle Espensen og Connie Hedegaard er heltinderne i denne lille opsats. Som trods alt er på så meget mere end fire ord, at der kan blive plads til at introducere hver af dem - især førstnævnte som nok er mindre kendt end sidstnævnte - før deres heltebedrifter omtales. Introduktionerne er nemlig en del af opsatsens pointe.

Helle Espensen er redaktør af måndesskriftet La Revista Danesa de la Costa del Sol eller slet og ret La Danesa - Det danske blad på Costa del Sol. På dette års juli-nummers glitrende forside på glittet papir glimter solen i vandet og i solcremen på to badenymfers solbrue hud og teksten lover "Sommer guide - Vi bringer i dette nummer en oversigt over nogle af de attrakrioner, der findes langs Costa del Sol." Tidsskriftet, som i dette tilfælde er på 114 ret store og også glittede sider, udgives af Norrbom Marketing S.L. "og kan gratis afhentes mere end 250 steder langs Costa del Sol (i Sydspanien, hvilket dog ikke anføres, da det åbenbart findes overflødigt, el). Udover hos annoncørerne kan bladet hentes i de danske klubber, Margrethekirken (i Málaga, el), på golfklubber, turistkontorerne og mange andre steder, som frekventeres af danskere. La Danesa findes også i Costa Bilers og DK-Bilers udlejningsbiler. Yderligere sendes La Danesa til mange abonnenter i det øvrige Spanien og i Danmark." Organet, som Helle Espensen redigerer, ligner med andre ord ikke i påfaldende grad dagbladet Information. Skulle man tro. Indtil man når side 16 og tværs over hele siden læser overskriften: "40 procent af Spanien risikerer at blive omdannet til ørken". Er det nu noget at slynge i hovedet på specielt det læsersegment la Danesa må tænkes at henvende sig til? Og ovenpå forsidens badenymfer? For ikke at tale om de annoncører, der finansierer, at Norrbom Marketing S.L. kan uddele tidsskriftet gratis? Det må Helle Espensen åbenbart mene. Artilken står ikke tilbage for overskriften:

"Skræmmende rapporter følger fortsat i kølvandet på den officielle ikrafttræden af Kyoto-aftalen i februar. Den seneste profeti fra miljøministeriet advarer om, at store dele af Spanien risikerer at blive omdanne til ørken på grund af de globale klimaændringer, men miseren skyldes også uansvarlig anvendelse af jorden og erosion. Næsten en tredjedel af det spanske fastland og de kanariske øer er allerede berørt af omdannelsen til ørken, og landbrug, byggeri og andre aktiviteter får i samarbejde med de højere temperaturer plantelivet til at bukke under.". Nok refereres, at det spanske miljøministerium nu har afsat 82,5 millioner euro til "at bekæmpe ørkendannelsen," men artiklen sætter trumf på med en afsluttende oplysning om, at det "i en FN-rapport samtidig fremgår, at omkring 40 procent af klodens overflade risikerer at blive til ørken, hvilket vil berøre 1,2 milliarder mennesker og skabe folkevandringer..." Længere inde i bladet afsætter Helle Espensen mere end tre sider (med et par annoncer) til artiklen "Affald uden grænser": "Hver dag, 365 dage om året, genererer hver europæer 1,47 kilo affald, og bunken af skrald er stadig voksende, som det bekræftes i en Eurostat-rapport, der udkommer senere på året. På trods af, at vi bliver bedre til at sortere vores skrald, og lægge det i de forskellige containere, og ihærdige tiltag i mange lande for at finde miljøvenlige løsninger på affaldsproblemet, vokser affaldsmængden i samme takt som økonomien - jo bedres vi får det, desto mere affald genererer vi."

Information på Costa del Sol.

Iskoldt ministermøde

Den danske miljøminister Connie Hedegaards konservative folkeparti (og regering i det hele taget) ligner heller ikke i påfaldende grad miljø-alarmerede endsige -alarmerende foretagender. Skulle man tro. Indtil man i går læser dette telegram fra Ritzau:

"Connie H. vært for klimamøde på Grønlands indlandsis. - Hver minister må kun medbringe én embedsmand, samtalerne er fortrolige, og lige udenfor er klimaændringerne i fuld gang. Sådan er scenen sat for det meget utraditionelle klimamøde, som miljøminister Connie Hedegaard (K) næste uge er vært for i byen Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland. Hertil kommer 24 ministerkolleger fra de lande, som er vigtige aktører i internationale klimaforhandlinger. Blandt andre USA, Kina, Indien og Rusland samt de store EU-lande. Det danske initiativ er søsat for at bryde det dødvande og den dårlige stemning, der ofte præger FN's klimakonferencer. Her er ministrene pakket ind i horder af embedsmænd og specialister og taler ikke meget med hinanden. Men i Grønland vil ministrene få anskuelsesundervisning i, hvordan indlandsisen smelter...."

Andre har bedre udgangspunkter for at presse sandheden om klodens udsigter frem, end Helle Espensen og Connie Hedegaard, men gør det ikke engang så stærkt som de to. Man skal jo nødigt genere tidsånden. Som om den ånd ikke også kommer til udtryk hos Espensen og Hedegaard? Der i øvrigt næppe opfatter sig selv som heltinder.

Men det gør jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her