Læsetid: 3 min.

Ingen aner, hvor fede vores børn er

Der findes ikke noget overblik over, hvor omfattende problemerne med overvægt er blandt danske børn. Der bliver ellers målt og vejet hos skolelægen, men tallene kommer aldrig videre
18. juni 2007

Fedmeepedemien er blevet udråbt til en af den vestlige verdens store svøber, og en stadig større andel af danske skolebørn er overvægtige. Derfor er der i årevis blevet lavet kampagner i øst og vest i håb om at få børnene til at røre sig lidt mere og spise lidt mindre og meget sundere.

Men ingen ved, om kampagnerne reelt virker, eller hvor fede de danske børn i virkeligheden er. Selvom børnene bliver både målt og vejet adskillige gange i løbet af deres barndom og ungdom, bliver resultaterne nemlig ikke registreret centralt.

"I Danmark er vi ellers gode til at registrere hvad som helst. Og tallene findes jo, så det er tåbeligt ikke at bruge dem," siger professor og fedmeforsker ved Århus Universitet, Bjørn Richelsen.

Viden er for upræcis

Resultaterne fra undersøgelserne hos børnelæger og hos sundhedsplejersker og skolelæger findes kun ude i kommunerne, og når der bliver sagt noget om danskernes overvægt, er det derfor enten baseret på tal fra enkelte kommuner eller fra forskellige stikprøver. Men det er alt for upræcist.

"Tallene fra én kommune er jo ikke repræsentative, for vi ved, at overvægt hænger sammen med sociale lag," siger Bjørn Richelsen.

Han forklarer, at man også ofte bruger de målinger og vejninger, der bliver foretaget til sessioner, når man skal sige noget generelt om danskernes foderstand.

"Men det er jo slet ikke alle, der kommer til session. For eksempel er netop de meget overvægtige tit blevet siet fra allerede inden selve sessionen," siger han.

Overvægten følger med

Indtil 1983 blev vejninger af alle børn registreret centralt. Dengang var det for at holde øje med underernæring. Men da det holdt op med at være et særlig udbredt problem, blev den nationale monitorering indstillet, fordi det var for omkostningsfuldt.

I dag er problemet det stik modsatte. Børnene svulmer op bag deres Playstations og computere, imens de propper sig med alt for meget sukker. Og ifølge fedmeforsker, Martin Fried fra Charles University i Prag, bliver 80 procent af overvægtige børn ved med at være overvægtige hele deres liv.

Derfor er det ikke et sekund for tidligt at genindføre registreringen, mener Bjørn Richelsen. Og som medlem af Motions- og Ernæringsrådets arbejdsgruppe er han med til at anbefale, at regeringen sætter penge af til, at lægerne kan indsende undersøgelsesresultaterne.

"Det er den eneste måde, vi kan få et fuldstændigt overblik over problemets omfang," siger han og tilføjer, at med den voldsomme diskussion, der er om fedmeproblemet, er det meget vigtigt med en ordentlig registrering.

Annette Poulsen er sundhedsplejerske i Sundhedsstyrelsen og fortæller, at Kommunernes Landsforening (KL) og Sundhedsstyrelsen nu har søgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om penge til at lave et pilotprojekt, hvor 70 procent af kommunerne skal indsende deres undersøgelsesresultater til et centralt register. Resten af kommunerne er endnu ikke rent teknisk i gear til at kunne deltage i projektet.

"Med de signaler, regeringen har sendt om sundhed og velfærd, håber jeg, at vi får bevilget midlerne," siger hun.

Selvom ministeren hoster op, kan det dog have lange udsigter, før et brugbart nationalt register er på plads. Udover at knap en tredjedel af kommunerne ikke har teknisk kapacitet til at være med, bruger lægerne rundt i landet nemlig vidt forskellige registreringssystemer, som slet ikke kan tale sammen. Derfor skal KL først have udviklet deres system, så det kan kommunikere med lægernes forskellige programmer. Ifølge Annette Poulsen er det netop et af de problemer, som de søgte midler skal være med til at løse. Og Sundhedsstyrelsen og KL forventer at få svar fra ministeren i løbet af sommeren.

I mellemtiden kan rigets børn tage toppen af sommervarmen med et fremdeles ukontrolleret indtag af is og sodavand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu