Læsetid: 2 min.

Ingen finanslov uden ligestilling

Statens husholdningsbudget - finansloven - skal fremover granskes nøjes for at fremme ligestillingen, foreslår de radikale, der får støtte af S
9. maj 2005

Det skal være slut med, at regeringen sidder og planlægger statens budget helt uden at skele til, om pengeforbruget favoriserer mænd eller kvinder.

Helt på linje med Sverige og Norge skal finansloven derfor underkastes en nøje vurdering af konsekvenserne for mænd og kvinder.

Det foreslår den radikale ligestillingsordfører, Lone Dybkjær, der får støtte af Socialdemokraterne.

"Det står jo allerede i ligestillingsloven, at vi skal mainstreame - altså vurdere nye love med ligestillingens briller på. Så det må i særdeleshed gælde finansloven. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi bevilliger pengene," siger Lone Dybkjær.

Hun henviser til svenske undersøgelser, som har vist, at en ligestillingsvurdering både på unge- og ældreområdet ville have gavnet målgruppen.

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Kirsten Brosbøl, støtter varmt op om forslaget. Og det er på høje tid, mener hun.

"Vi har et princip om mainstreaming i Danmark hvor al offentlig forvaltning skal gennemgå en vurdering af de kønsmæssige konsekvenser. Det skal selvfølgelig også gælde for finansloven, hvor vi fordeler samfundets ressourcer," siger Kirsten Brosbøl.

Hun mener, at den manglende vurdering af de ligestillingsmæssige konsekvenser ved finansloven er endnu et eksempel på, at regeringen ikke prioriterer området.

Enighed i glemmbogen

Leder af Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitet Karen Sjørup vurderer, at den danske ligestillingslov allerede kræver en mainstreaming af finansloven, og at den danske regering ikke lever op til lovgivningen, hvis den ikke gennemfører en kønslig vurdering.

"Da Pia Gjellerup var finansminister i SR-regeringen, blev hun sammen med de øvrige nordiske finansministre enige om at gennemføre mainstreaming af alle finanslove, men efter den nye regering kom til, gik det i glemmebogen. Og det er meget beklageligt," siger hun.

Karen Sjørup peger på, at en systemtisk gennemgang og vurdering er et nødvendigt værktøj til at vurdere, om der sker en systematisk begunstigelse af det ene køn.

"Man kunne f.eks. forestille sig, at dele af finansloven tilgodeser områder, hvor det ene køn er mere aktivt end det andet, eller at forskningsmidler går til områder, hvor primært det ene køn optræder," siger Karen Sjørup.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) ønsker ikke at udtale sig offentligt om forslaget, før hun har afgivet skrifteligt svar til Lone Dybkjær på et §20 spørgsmål om sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu