Læsetid: 6 min.

'Ingen forblev den samme'

Med Günter Grass' og Joachim Fests memoirer står det tyske efterår i erindringens tegn. Men ved at fokusere på det personlige strejfer begge forfattere det universelle, ved at beskrive en konkret periode, hæver de sig over tid og rum - og bliver til litteratur
17. november 2006

Det litterære efterår i Tyskland begyndte, mens det endnu var sommer. Til gengæld blev denne begyndelse markeret med et brag. Da Frankfurter Allgemeine Zeitung den 12. august bragte et stort interview med nobelpristageren Günter Grass, hvori denne fortalte om sit SS-medlemskab og sine erindringer, som skulle publiceres nogle uger efter, var der ingen dæmning, der holdt. Bogens udgivelse blev rykket frem. Og Günter Grass så sig midt i en orkan, som kom helt bag på ham. Siger han selv.

Anderledes gik det til, da en anden betydningsfuld tyskers erindringer kom på gaden få uger efter. Joachim Fest døde den 11. september i år, få dage inden hans sidste bog Ich nicht kunne købes i butikkerne. Folk, der stod Fest nær, fortæller, at det var arbejdet med bogen, som holdte sygdommen på afstand. Først da manuskriptet var afleveret til forlæggeren, overmandede det ham. Begge bøger skulle med andre ord skrives, inden det var for sent. Begge bøger, kunne man hævde, blev skrevet med forfatternes hjerteblod.

Med Ich nicht og Beim Häuten der Zwiebel fremlægger to centrale skikkelser i den tyske efterkrigstid deres erindringer. Både Fest, født i 1926 i Berlin, og Grass, født i 1927 i det nuværende Gdansk, indtog hver især en central placering i Forbundsrepublikkens kulturelle og samfundsmæssige landskab.

Grass, som den renommerede forfatter og store moralist, der allerede med Bliktrommen i 1960 tematiserede landets mørke fortid og kunne fejre et internationalt gennembrud. Som i slutningen af 1960'erne støttede Willy Brandt i sit forsøg på at blive kansler, og som siden har talt socialdemokraternes sag. Og som i 1999 endelig fik Nobelprisen.

Fest, som i 1973 publicerede biografien om Hitler, som mange den dag i dag anser for den bedste af slagsen. Som samme år blev udnævnt til kulturredaktør og udgiver af Frankfurter Allgemeine Zeitung - en position, som han varetog i 20 år. Fest, som på det seneste forfattede manuskriptet til filmen Der Untergang, en skildring af Hitlers sidste dage i bunkeren i Berlin, som alene i Tyskland blev set af 4,5 millioner mennesker.

Hjemmets fængsel

Men så er det også slut med parallellerne. For bortset fra ungdommen i Hitlers skygge og den senere anerkendelse og berømmelse, er det to forskellige livsforløb, som her ligger foran os. Allerede helt fra begyndelsen.

Mens Grass vokser op i en lille toværelses-lejlighed med fælles toilet, som piner ham så meget, at han aldrig inviterer venner på besøg, så er rammerne omkring Fests ungdom borgerlige - en stor lejlighed i Berlin med tilhørende have. Mens Grass har et mere end anspændt forhold til sin far, så er det netop denne, som er den centrale person i Fests biografi. I et af det første kapitler beskriver Grass, hvordan han en weekend kommer hjem fra arbejdstjenesten, ligger vågen i stuen og græmmes ved én gang til at måtte være vidne til forældrenes samleje, som hele barndommen igennem finder sted mellem lørdag og søndag. "Dette toværelses-hul. Herkomstens fælde," skriver Grass - og det er tydeligt, hvordan det den dag i dag strammer om halsen på ham, hvordan mørket i dette øjeblik bliver til klaustrofobi.

Omvendt hos Fest. Netop mørket og faderens stemme, som udfylder den, hører til de lykkelige øjeblikke i hans barndom: "Selvfølgelig havde vi utallige spørgsmål til alt, hvad der blev læst op for os, men før min far begyndte at svare, slukkede han lyset på den lille læselampe, og det er disse i dæmringen eller mørket tilbragte forklaringsstunder, som jeg igennem årene forbandt begrebet 'hjemme' med."

Ramt af samme jordskælv

Udgangspunkterne for Grass og Fest er med andre ord forskellige, men dønningerne fra jordskælvet Hitler tager hurtig fat i begge biografier. Allerede i 1933 bliver Fests far afskediget som skoleinspektør, fordi han er imod nazisterne og nægter at træde ind i deres parti. Også hos Grass er det skolen, som danner rammen om den første direkte konfrontation med Det Tredje Riges maskineri. En dag er en kammerat pludselig forsvundet. Grass og de andre gutter har deres formodninger, men undersøger aldrig sagen nærmere. "Jeg nøjedes med at vide intet eller blot noget forkert, fordi jeg stillede mig barnligt stum, accepterede stiltiende hans forsvinden og på den måde undlod ordet 'hvorfor'."

Men dette er blot begyndelsen - i begge tilfælde. Hos Fest skaber faderens antinazistiske holdning stadig større problemer for familien, der udover Fest selv består af fire søskende, og en aften kulminerer hele anspændtheden ved middagsbordet, hvor moderen bønfalder faderen om at indtræde i Hitlers parti, således at dagligdagen kan blive en lille smule lettere. "Etiam si omnes - ego non!," svarer faderen, "Selv hvis alle deltager - ikke jeg", og vejen til yderlige isolation er lagt. Hos Grass er det de ugentlige besøg i biografen og den regelmæssige konsumering af Goebbels Wochenschau, der forvandler ham til glødende nazist. Så meget, at han en dag melder sig frivilligt som soldat, hvilket senere, i krigens turbulente slutfase, ender i en SS-enhed i nærheden af Dresden.

Bismarck og Hitler

Historiske begivenheder og perioder har forskellige grader af intensitet, konstaterer Sebastian Haffner på de første sider af En tyskers historie. Han nævner selv året 1890, hvor Kejser Wilhelm II. afskediger Bismarck efter 28 år som kansler. En vigtig, ja, central begivenhed i den tyske historie, men en begivenhed, som ikke efterlod sig spor i tyskernes dagligdag. "Ethvert liv forsatte som hidtil. Ingen familie blev revet fra hinanden, intet venskab gik i stykker, ingen måtte forlade sin hjemstavn, ingenting af den slags. Ikke engang et rendezvous eller en opera-forestilling blev aflyst. Den, som var ulykkeligt forelsket, blev ved med at være det, den, som var lykkeligt forelsket, blev ved med at være det, de fattige forblev fattige, de rige rige."

Det onde i det daglige

Den 30. januar 1933 derimod, dagen da Hitler blev udnævnt som tysk kansler, begyndte et jordskælv, som ingen tysker kunne unddrage sig. Ingen, skriver Haffner, som "villigt eller modvilligt blev draget ind i Det Tredje Riges maskineri", forblev den samme. Det er denne historie, som også Fest og Grass fortæller. Selv om hovedpersonerne med deres respektive villig- og modvillighed repræsenterer hinandens modsætning, så er der ingen unddragen sig selv. Begge bøger spejler det onde i det daglige, viser hvordan Hitler var meget mere og andet end en Fører, men forvandlede sig til djævelen i menneskene selv. Mens det hos Grass er den litterære konstruktion, som fascinerer, åbenheden og det brutalt direkte sprog vendt mod sig selv, så er det hos Fest portrættet af den standhaftige far, portrættet af eine heile Welt, som i stigende grad bliver undergravet og til sidst slået i stykker af den almindelige, den banale ondskab.

Der er meget mere og meget andet, der kunne siges. Især hos Günter Grass kan der ikke skelnes mellem form og indhold. At afskrive hans SS-medlemskab som en ubetydelig detalje i et langt liv er at overse, hvordan hele bogens litterære konstruktion er anlagt for at kunne rumme denne episode, uden at den skal rive den senere forfatter med ned i fordærvet. Ikke desto mindre er Beim Häuten der Zwiebel en vigtig, ja, en stor bog. Ved at fokusere på det personlige, strejfer Grass ligesom Fest det universelle. Ved at beskrive en konkret periode, hæver begge forfattere sig over tid og rum - og deres erindringer bliver til litteratur. Hver især er de med til at give det ukendelige en kontur, med til at åbne en dør ind til det ubegribelige. Det tyske efterår står i erindringens tegn, men har nutiden i sigte.

nGünter Grass: Beim Häuten der Zwiebel. 480 sider, 24 euro. Steidl Verlag

* Joachim Fest: Ich nicht. Erinnerungen an eine Kindheit und Jugend. 368 sider, 19,90 euro. Rowohlt Verlag

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her