Læsetid: 7 min.

'Ingen har fortalt venstrefløjen, at vi lever i en verden af markedskræfter'

EU's forfatningstraktat har i Frankrig ingen mere glødende fortaler end Daniel Cohn-Bendit, revolutionær studenterleder i maj '68. Men 'Røde Danny', der nu er blevet til 'Blå Danny' (med gule stjerner på) erklærer sig skuffet over debattens niveau og erkender, at han er dybt bekymret for følgerne af et fransk nej
28. maj 2005

PARIS - Vi går ind på en fortovscafé på et gadehjørne for at drikke en kop kaffe og få os en snak. Ethvert interview med Daniel Cohn-Bendit bliver hurtigt til en snak.

Caféværten - en gnaven, brutalt udseende mand sidst i 50'erne - stirrer på Cohn-Bendit. Mistænksomt vrænger han:

"Hør, jeg kender dit fjæs. Har jeg ikke set dig før et eller andet sted?"

Cohn-Bendit, som iklædt blå jeans, sort bluse og krøllet habit ligner prototypen på en venstresnoet universitetslærer, slår et stort smil op. Han klemmer værtens albue og sætter sig ned i et hjørne.

Jeg hvisker til caféværten:

"Det er Danny Cohn-Bendit."

"Ca alors," siger han så og skynder sig hen for at give Cohn-Bendit et kram. "Vi stod jo på barrikaderne sammen i '68. Vi er gamle kammerater, du og jeg."

For mange mennesker vil Daniel Cohn-Bendit, der i dag er fyldt 60, for altid være 'Røde Danny', den buttede, rødblonde fransk-tysker, der som studenterrevolutionær førte an i de berømte arbejder- og studenterrevolter i Paris i maj 1968. Men sandheden er, at Cohn-Bendit, som for længe siden er blevet til Grønne Danny, og først var tysk MEP, så fransk, er en liberalt sindet økolog og glødende pro-europæer.

Sideskift

Nu er det igen blevet maj måned, og et nyt fransk oprør ser ud til at være undervejs. Men denne gang er Cohn-Bendit på etablissementets side. Sådan da.

Tonen er ofte bidsk i Frankrigs forvirrende folkeafstemningskampagne, der går mod en uvis konklusion på søndag. Røde Danny har i en sådan grad kastet sine kræfter ind, at han næsten er blevet til Blå Danny (med gule stjerner på). Han har været ja-sidens klart mest passionerede, energiske og overbevisende kampagnefører: Cohn-Bendit har deltaget i 36 vælgermøder. Han har medvirket i adskillige tv-programmer. Han er blevet kaldt en 'social forræder' og har fået smidt æg efter sig. Han er blevet hyldet af ekspræsident Valéry Giscard d'Estaing, som var en højtstående apparatjik i den imperialistiske franske burgøjserstat i 1968 - som "en sand europæer og politisk visionær".

Efterhånden som afstemningsdatoen nærmer sig, erkender Cohn-Bendit, at han er nervøs, ja, endog foruroliget. Han håber, at de sidste dage af kampagnen vil få franskmændene til at besinde sig på deres europæiske instinkt, og at det kan lykkes at redde en smal ja-sejr i land, som det skete, da Maastricht-traktaten var til afstemning i 1992.

Cohn-Bendit føler sig langt fra overbevist om, at jasiden vil vinde. Og hvad værre er, frygter han, at hans vision for Europas fremtid kan få svært ved at overleve et fransk nej.

"Et fransk nej vil blive begyndelsen til en periode med forvirring, splittelse og gradvise nedbrydninger af det, vi allerede har opnået i Europa. For en gangs skyld frygter jeg, at den højrepopulistiske presse i Storbritannien har ret. Et fransk nej vil blive udnyttet til at forsøge på at gennemtvinge en rent økonomisk vision for Europa, en ren markedsvision. Rupert Murdoch vil danse af fryd."

Et fransk nej, som kan udløse en kaskade af andre nej'er i andre lande, vil være grumset og umuligt at give en entydig fortolkning, pointerer Cohn Bendit, for det vil være opsplittet på mangfoldige højre-nej'er og venstre-nej'er, proeuropæiske nej'er og antieuropæiske nej'er, hvortil kommer at et hollandsk nej, et dansk nej eller et britisk nej igen vil være forskelligt fra et fransk nej.

"Kig på verden, som den er i dag. Frankrigs uafhængighed og de andre europæiske nationalstaters uafhængighed vil fremover i stadigt højere grad afhænge af et stærkt Europa, et politisk såvel som økonomisk Europa, som kan forsvare vores interesser, som vi ikke altid kan gå ud fra vil være sammenfaldende med USA's eller med Kinas eller Indiens."

"Her er for første gang en traktat, som refererer til EU som en politisk ide og til behovet for sociale politikker og et socialt marked. Her har vi en traktat, som måske langt fra er perfekt, men som i hvert fald lægger grundlaget for nogle fælles værdier og nogle klarere strukturer for et stærkt, forenet og politisk Europa i fremtiden."

Retorisk glansnummer

Aftenen før denne samtale overværede jeg Daniel Cohn-Bendits deltagelse i et vælgermøde arrangeret af De Grønne for ja-fløjen i Les Halles i det centrale Paris. Den anden indbudte taler talte i ti minutter. Cohn-Bendit holdt en tale, der blev et et brændende retorisk glansnummer og strakte sig over en time og 20 minutter.

Han foregav at være en historieprofessor i 2040, som så tilbage på det forenede Europas vanskelige fødselskvaler. Fra den fremtid han talte, eksisterede EU's nationalstater stadig, men Europa havde fået en stærk, sammenhængende markedsøkonomi, en samlet udenrigspolitik og forenet forsvarsstyrke. EU's præsident - der tilfældigvis var en grøn politiker - var netop rejst til Washington for at hjælpe de depressionsramte amerikanere med at finde en udvej af deres kolossale udlandsgæld.

Dette var en provokerende utopisk vision - og det var ganske bevidst, siger Cohn Bendit. Hans pointe var at placere debatten der, hvor han siger, den hører hjemme: På historiens brede hovedstrøg og ikke i de ideologiske, smålige og personlige mundhuggeriers baggyder.

"Folk siger til mig: Endelig er franskmændene begyndt at tage Europa alvorligt. Men er de nu det? Det synes jeg ikke. Traktaten bliver mest af alt brugt som brosten - som kasteskyts. Tag bare artikel 164 - den bliver brugt til at bevise, at EU har udviklet sig til en liberalistisk konspiration. Bum! Jeg smider den lige i hovedet på i dig. Jamen, se så på artikel 333 - den beviser da det modsatte, kan jeg så råbe tilbage i hovedet på dig."

"Du kan altid granske en tekst for ideer, der ikke lige er din kop te, og anlægge en mistænkeliggørende læsning. Men hvad værre er, har mange af nej-argumenterne simpelthen intet hold i virkeligheden. 'Traktaten vil sætte en stopper for den sekulære stat i Frankrig,' hedder det - det er rent nonsens. 'Traktaten vil sætte en stopper for retten til fri abort' - det er jo latterligt!"

Centrum-venstre skeptisk

Der har i Frankrig altid været antieuropæiske kræfter på både højrefløjen - suverænisterne - og venstrefløjen - antikapitalisterne. Det, som har ændret sig, er en stigende euroskepsis hos centrumvenstre, Cohn-Bendits egen politiske familie, som traditionelt har været pro-europæisk.

'Svingstemmerne' ved folkeafstemningen - de stemmer, der svinger frem og tilbage mellem 'nej' og 'ja' i hver af de forvirrende meningsmålinger - kommer næsten alle fra socialistiske og grønne vælggrupper.

Til dels må den store tilslutning til nej'et udlægges som protesttilkendegivelse over for en vaklende centrumhøjreregering, pointerer Cohn-Bendit. Til dels er den næret af den tidligere pro-europæiske, socialistiske eksministerpræsident Laurent Fabius og hans personlige politiske ambitioner.

Men Cohn-Bendit - den tidligere venstrefløjsrevolutionære, der siden 1980'erne har været erklæret realo eller centrist - mener, at dele af den franske venstrefløj er fastlåst, bagudskuende og indadvendt.

"Ingen har vovet at fortælle dem, at vi lever i en verden behersket af markedskræfter. Det betyder ikke, at vi er nødt til at antage thatcherismens ekstreme religion eller for den sags skyld blairismen. For markedskræfterne kan forenes med social ansvarlighed og et socialt marked. Men det er desværre ikke et argument, man kommer langt med over for store dele af den franske venstrefløj. De tror, at det stadig er muligt at styre Frankrig som i 1960'erne. De mener, at den franske sociale model skal være verdens bedste, også selv om den ikke længere evner at slå til. Der findes en form for uerkendt nationalisme på venstrefløjen."

"Og vi har et yderligere problem i Frankrig, en dødsensfarlig virus: Magtmenneskers præsidentambitioner. Fabius' indflydelse i socialistpartiet var blevet udvandet - han var havnet i et ingenmandsland, men han nægtede at give afkald på sin brændende ambition om at blive præsident. Han vidste, at det ville kræve et jordskælv i socialistpartiet, hvis han skulle få en chance. Så det satte han sig for at fremprovokere."

Afviser at trække sig

Der har været forlydender fremme om, at Cohn-Bendit er blevet grebet af så stor afsky over folkeafstemningskampagnen - og dens personangreb - at han agter at trække sig ud af politik. Dette afviser han. Han vil altid være engageret i politik - tysk, fransk og europæisk, bedyrer Cohn-Bendit.

Det er dog muligt, at han ikke genopstiller ved Europaparlamentsvalget i 2009 - "Jeg kommer til at være 64 år. Vil jeg virkelig søge genvalg som 64-årig?"

Jeg minder ham om den gamle Beatles-sang: "Will you still need me, will you still feed me, when I'm 64". Den er fra 1967 - fra året før den 23-årige Danny Cohn-Bendit for en stund blev verdens mest berømte revolutionære."

"Ja, det var en herlig sang," siger han.

Før jeg forlader baren, spørger jeg værten, om han virkelig gik på barrikaderne sammen med Cohn-Bendit i 1968.

"Ja, selvfølgelig," siger han. "Og vi har stadig brug for en revolution i Frankrig. Vi burde indrette os mere som dit land, Storbritannien. Frankrig vil aldrig komme til at klare sig godt, før arbejdsgiverne får ret til at ansætte og fyre folk, når vi vil."

Barrikadeveteranen er altså blevet højremand eller hvad? "Nej, nej - jeg er stadig venstreorienteret, og derfor stemmer jeg klart nej til traktaten." Jeg fortæller ham, at Cohn-Bendit er for traktaten.

"Er han virkelig det? Så har han da skiftet side!"

Unægtelig en forvirrende kampagne i et forvirrende land.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu