Læsetid: 5 min.

Der er ingen gode valgmuligheder tilbage

Der er tegn på vilje til demokrati i Irak, siger to eksperter, men chance efter chance er blevet forspildt, fordi de demokratiske tilbud har været håbløst dårlige - det gælder ikke mindst forfatningen
25. oktober 2005

"Irak falder," siger Toby Dodge. Som Irak-ekspert på Londons International Institute for Strategic Studies besøger han løbende centrale politiske kræfter i både Bagdad og Washington D.C. Nu ser han både et Irak på vej mod et somalisk krigsherrelandskab og en ny modløshed i Washington. Dodge er i Danmark sammen med Joost Hilterman, som arbejder for International Crisis Group i Jordans hovedstad Amman.

I maj 2003 gik de begge rundt i Bagdads lovløse gader og så offentlige bygninger blive splittet ad, så ikke en stol, et bord eller et vindue stod tilbage. I dag er de enige om, at forfatningen som den gik til afstemning er et i bedste fald dårligt, i værste fald fatalt udgangspunkt for det nye Irak.

Hilterman forklarer: "Forfatningen er sekterisk, og sunnierne var stort set uden indflydelse i forhandlingerne: De blev mere eller mindre præsenteret for udkastet som et færdigt faktum. Det vil sige, at hvis forfatningen ikke følges op nu af supplerende politiske forhandlinger og forlig, der kan forbedre den og ændre den, kan den være den direkte vej til borgerkrig."

Dodge indskyder, at de 15 sunni-repræsentanter, som kom til forhandlingsbordet, var elendige repræsentanter for sunnisamfundet.

"Saddam var en ekstraordinær diktator i den forstand, at han meget grundigt nedbrød al organisation i civilsamfundet og især blandt sunnierne. De vestlige sanktioner forstærkede denne nedbrydning. Og endelig fuldendte amerikanerne den ved invasionen, da de smed alle medlemmer af Baath-partiet ud af systemet - det vil i irakisk sammenhæng være stort set lig med hele middelklassen. De sunnier, der fik adgang til forhandlingsbordet, var eksil-irakere - ligesom deltagerne i de to dårligt fungerende midlertidige regeringer, der har siddet siden invasionen."

"Men selv om de 15 ikke var blevet demokratisk valgt, blev de dog ikke officielt undsagt af sunnilederne," indskyder Joost Hilterman.

"Det er sandt," svarer Dodge, "men i det øjeblik, de trådte ind i den grønne zone, var de afskåret fra sunni-samfundet - og to blev slået ihjel under forhandlingerne."

Dodge er selv blevet beskudt ved indgangen til den grønne zone, mens han ventede på sin chauffør, så han har set det i Irak udbredte had til besættelsesstyrkernes befæstede tilholdssted på nærmeste hold.

Håbet om demokrati

De to observatører er enige om det bemærkelsesværdige ved, at volden faktisk er faldet under begge folkeafstemninger. Ifølge Hilterman må det skyldes en bevidst beslutning blandt oprørslederne om at undlade at gennemføre aktioner, som de kunne have gennemført.

Toby Dodge fortæller, at flere politiske ledere tæt på oprørerne har fortalt ham om en fælles beslutning om at give plads for afstemningen. Et godt tegn for demokratiet? Det er det nok. Problemet er bare, at det folk får ud af at stemme, ikke er godt nok: Først en skuffende regering af eksil-irakere. Nu et utilstrækkeligt forfatningsforslag.

"Folk i udenrigsministeriet i Washington har siddet de sidste uger og bedt til, at forfatningen ikke bliver vedtaget," hævder Dodge.

"Jeg er begyndt at møde en udbredt modløshed blandt teknokraterne derovre, en enighed om at det bliver umuligt at vende den her situation om. Det er nyt."

Hilterman, hvis kritiske røst for nylig er begyndt at blive mødt med lydhørhed hos amerikanerne, er enig i at der er sket et skift.

"Det var meget interessant, at den amerikanske ambassadør genforhandlede forfatningen op til afstemningen og endda antydede, at den kunne videreforhandles bagefter. Han lader til at arbejde sig hen mod den afghanske model, hvor man gør alt for at inddrage alle tænkelige aktører fra civilsamfundet i en national pagt - og det er et radikalt skift for de amerikanske politikere, som havde satset på at det at få overstået et demokratisk valg ville være indsats nok."

Mellemøstligt eksempel?

- Er der en lære at drage fra dette forsøg på at indføre demokrati i Mellemøsten?

Hilterman: "Situationen er så forskellig i de forskellige mellemøstlige lande, at Iraks eksempel ikke rigtigt har noget at gøre med andre. Ingen har haft denne type totalitært sekulært regime med låg på en række andre voldsomme kræfter, som nu slippes løs. Men var eksperimentet lykkedes, kunne det have tjent ikke som model, men inspiration. Det gjorde det bare ikke."

Dodge: "Man havde ikke øje for den grundlæggende årsag til, at Mellemøsten er så udemokratisk: Nemlig at statsapparaterne er så uafhængige af deres befolkninger, hvadenten det er på grund af olie eller feudalisme eller andet. Lederne behøver simpelthen ikke folket."

Hilterman: "Invasionen var affødt af 11. september i den forstand, at det skulle demonstreres for andre regimer som Iran, at de ikke ville slippe af sted med egenrådighed med hensyn til masseødelæggelsesvåben og respekt for det internationale samfund. Men nu hvor alt er mislykkedes, har demonstrationseffekten været lig nul."

Dodge, som netop har interviewet iranske ledere under deres forhandlinger med EU, supplerer: "Iran fik tilbudt en helt fantastisk aftale om inklusion i det internationale samfund à la Libyens til gengæld for et løfte om ikke-spredning. Og de forhandlere, jeg talte med, var fuldstændigt afvisende. På grund af hybris, tror jeg, og fordi de har set, hvad der er sket i Irak."

- Hvordan skal man forholde sig som del af koalitionen i dag?

Hilterman: "Det er gået galt. Der er ingen gode valgmuligheder tilbage. Som allieret, som amerikanerne lytter til, er der ikke andet for end at gøre alt for få dem til at bringe alle parter sammen om forhandlingsbordet og tvinge shiiterne og kurderne til indrømmelser over for sunnierne."

Dodge: "Irak falder, og styrkerne kan ikke forlade landet - det er også ved at gå op for Washington. Jeg ser en situation opstå, som ikke ligner Balkans borgerkrig og heller ikke Libanons, men snarere Somalias, fordi lovløsheden er så stor, og der er så mange forskellige lokale kræfter i spil. Blot i byen Hillah kæmper fem forskellige militser, og oprøret i syden spreder sig på basis af inspiration og ikke styring fra Muqtada al-Sadr. Alle mulige forskellige lokale interesser finder sammen, så længe det er anvendeligt og splittes igen bagefter. Ikke mindst på grund af sanktionsårene har Irak simpelthen ikke kapacitet til store organisationer. Det er som Pakistan, bare uden den pakistanske hær. Min forudsigelse er, at USA rykker ud efter næste amerikanske præsidentvalg i 2008, og derefter vil også Iraks nationale regering splittes ud i en række spillere i kampene. Allerede nu har indenrigsministeren skiftet hele sit ministeriums arbejdsstyrke ud med sine egne folk og oprettet private hold af lejesoldater: Det ligner mere noget på vej mod et landskab af krigsherrer end mod en samlet nation."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her