Læsetid: 4 min.

Ingen kan vide sig sikker i Libanon

Trods Syriens tilbagetrækning er de politiske attentaters tid ikke omme, og sporene peger alle i retning af Damaskus
14. december 2005

Ingen kan vide sig sikker. De blodige menneskerester på vejen, de udbrændte biler og det iturevne rækværk, som Jibran Tuenis bil gennembrød, før den styrtede ned i en pinjebevokset kløft. Sådan er den krig, der udkæmpes i dagens Libanon.

Tueni var redaktør for An Nahar, Libanons måske højest ansete avis. Han var prominent parlamentsmedlem, tidligere libanesisk FN-ambassadør og modtog så sent som sidste uge den franske Æreslegions orden i Paris. Nu er Tueni sprængt til plukfisk - og attentatet skete kun timer før FN's efterforskning af mordet på tidligere ministerpræsident Rafik Hariri som forventeligt konkluderede, at der var umiskendelige tegn på, at Syrien stod bag.

Tueni var da også en svoren fjende af Syrien. Det er kun få dage siden, han krævede, at Syrien blev stillet for Den Internationale Domstol i Haag for at stå til ansvar for sine mord på libanesiske soldater for 15 år siden.

Hvor mange gange vil vi nu ikke få at høre, at disse libanesiske likvideringer jo ikke er til Syriens fordel. At det snarere må være israelerne, der myrdede Tueni for at bringe syrerne i vanskeligheder, eller at det måske var amerikanerne, der ønskede at rydde en libanesisk fritænker af vejen, nu da Syriens hær har trukket sig ud.

Nuvel, det er selvfølgelig meget muligt, at det slet ikke var Syriens præsident Bashar Assad, der personligt beordrede ham myrdet, men hvad med det syriske Baath-partis efterretningstjeneste, som de fleste libanesere i forvejen mistænker for at have stået bag mordet på Hariri den 14. februar i år?

Da jeg stod på den snævre bjergvej, og røgen steg til vejrs fra den forkullede bilkortege, og det mørknende blod endnu ikke var stivnet på jorden, tænkte jeg: Hvor mange gange skal jeg og mine libanesiske kolleger opsøge disse frygtelige steder og vaske vores sko på dørmåtten. Disse attentater var åbenlyst ment som lærestreger. Dette er krig, måtte jeg minde mig selv om. Og ingen er sikker. Libanon har titusindvis af soldater, politimænd, efterretningsfolk og retsmedicinere. De var i fuld gang med at patruljere og lede efter bombedele i pinjeskoven.

Syren benægter alt

Men hvad skal de nu gøre godt for, disse tusinder af soldater? De kan jo ikke beskytte nogen, når det virkelig gælder. Eller sådan ser det i det mindste ud. Libanons prosyriske præsident, Emile Lahoud, burde selvfølgelig omgående have henvendt sig til nationen i en tv-tale og fordømt en så afskyelig forbrydelse. Men fra paladset var der kun stilhed. I parlamentet krævede derimod Marwan Hamadi, ministeren for telekommunikation og onkel til Tueni (der selv blev hårdt såret i et bilbombeangreb i oktober sidste år ), at der iværksættes en omfattende efterforskning af alle Libanons politiske mord i nyere tid(d'herrer Kemal Jumblatt, Bashir Gemayel, Rashid Karami, stormufti Khaled, Danny Charmoun, Rafik Hariri m.fl.), som et internationalt tribunal skal forestå. Håbet er lysegrønt.

Vi så på den fredfyldte pinjelund, de ulmende biler, de nye retsmedicinere med deres sorte ponchoer og den læderjakkeklædte betjent, der puttede, hvad der kan have været en detonator ned i en plasticsæk - på alles læber brændte det oplagte spørgsmål:

Tueni var vendt tilbage fra selvvalgt eksil i Paris blot nogle få timer tidligere. Han havde valgt at køre ad en snæver bjergvej for at undgå den tætte morgentrafik - en 'sikker vej' selvfølgelig. Alligevel vidste nogen, at han var på vejen, ja må have været underrettet om dette for at kunne forberede denne likvidation. Må have haft bomben klar parat til at detonere den i samme øjeblik, Tuenis pansrede limousine passerede forbi. Bomben detonerede kun halvanden meter fra bilen. Plukfisk.

Operationelle mordere

Mehlis nu offenliggjorte FN-rapport burde have sat en stopper for disse likvideringer og lagt en dæmper på Libanons Mord A/S - eller rettere Syriens Mord A/S - og deres morderbander, som stadig er fuldt operationelle.

Dette måtte vi også indse, da en anset antisyrisk journalist, Samir Kassir, blev myrdet kort efter attentatet på Hariri. Siden fulgte så mordet på George Hawi, tidligere leder af Libanons kommunistparti, og attentatforsøget på May Chidiac, endnu en fremtrædende anti-baathist-journalist.

Men derefter kom så den syriske indenrigsminister, brigadegeneral Ghazi Kenaans mystiske 'selvmord'. Vidste han mon for meget? Havde han tænkt sig at 'synge' om alt, hvad han vidste til Mehlis opdagere? Og igen steg attentatofrenes prestigekvotient. Hvem bliver den næste?

Mandagens bilbombe på omkring 40 kg sprængstof blev fulgt op af et anonymt telefonopkald fra en person, der hævdede at repræsentere 'Krigerne for Enhed og Frihed i Damaskus'. Han advarede om, at "enhver, som overvejer at angribe dem, som har ofret alt for arabismens sag og Libanon, vil lide samme skæbne."

Men enhver kan selvfølgelig foretage et sådant telefonopkald. Ligesom enhver kan blive myrdet i Libanon.

Tueni lød uanfægtet, da han talte Aouns sag i 1990. Men som redaktør af An Nahar - han var den ligeledes myrdede Kassirs chef - var han først og fremmest en intellektuel. Og som Ghassan Tuenis søn var han den elskede arving til et avisimperium.

Det er blevet Syriens mantra at erklære, at de, som begår sådanne forbrydelser, er fjender af Libanon. Og ganske rigtigt.

Senere mandag benægtede Syriens informationsminister, Mehdi Daklallah, at hans regering havde noget med mordet på Tueni at gøre. "De, som står bag, er fjender af Libanon," aflirede han.

© The Independent og Information

Oversat Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her