Danmarks ubetinget mest succesfulde samtidskunstner, Olafur Eliasson, har i mere end 10 år boet og arbejdet i Berlin. Han mener, at kunsten i Berlin generelt spiller en større rolle end herhjemme - i samfundsdebatten såvel som for den almindelige kulturforbruger - og det er en af de væsentligste årsager til, at så mange danske kunstnere har valgt at slå sig ned i byen.
"Det særligt interessante ved at bo i Berlin er, at når man laver kunst, så har det konsekvenser. Hvis man laver et kunstværk i Danmark, så har man omvendt på fornemmelsen, at det er totalt ligegyldigt. Det har ingen konsekvenser, og du kunne lige så godt have ladet være med at lave det. Den status, som samtidskunsten har herhjemme, er yderst beskeden, og når samfundet strengt taget ikke interesserer sig for den, så er der ikke noget at sige til, at kunstnerne flytter," siger Olafur Eliasson.
Han betegner kunst som et sprog, man kan bruge til at kommunikere med, men som samtidig kræver en kvalificeret samtalepartner, hvis det skal udvikles og forfines. I et samfund, hvor der ikke bliver taget notits af kunsten, vil kunstnerne derfor automatisk gøre sig mindre umage, hvilket i sidste ende går ud over kvaliteten af den kunst, der bliver produceret, mener han.
"Det værste, der kan ske for ethvert sprog, er, at det bliver isoleret, så der ikke er nogen at snakke med. Det giver ikke mening at dyrke et sprog - for eksempel i Danmark - hvis der ikke er nogen, der lytter på, hvad du siger. Det er helt afgørende, at man er en del af en dialog, en del af en debat, hvis sproget skal udvikle sig," siger han.
Har misset toget
Ifølge Olafur Eliasson er kunstnerne i Danmark i al for høj grad blevet brugt til kulturelle fremstød fra politisk side, hvorimod forsøgene på at integrere kunstnerne i selve samfundslivet har været mindre fremtrædende. Det betyder, at en by som København går glip af et stort potentiale for selvevaluering og-kritik og i sidste ende risikerer, at blive mere et museum end et aktivt forum for kulturelle debatter og diskussioner, advarer han.
"Når man tænker på, at København er en meget ressourcestærk by, som oven i købet går så meget op i sin egen identitet og branding, at den har reklamebureauer ansat til at formidle det, så kan man undre sig over, at den ligesom har misset toget. København risikerer at blive identitetsløs, for hvis man går bagom det brand, som skabes af reklamefolkene, så er der ikke længere noget. Der er tomt, fordi alle kunstnerne er rejst," siger han.
- Er det ikke lidt af en overdrivelse - hvis man for eksempel tager maleriet, så har det vel meget gode kår i Danmark for tiden?
"Det ved jeg ikke, om det har. Det har gode kår på den måde, at der sælges meget, og at der er en masse gode kunstnere, som er dygtige til at male, og hvor det er tydeligt, at de også orienterer sig ud fra en international maleridebat eller -diskurs. Men prøv lige at vise mig en kunstfaglig artikel i et af de større dagblade. Hvis du ser i hver eneste weekendsektion af Frankfurter Allgemeine, så er der - ud over kritik af aktuelle udstillinger - også evalueringer og debatter om, hvad kunst gør, og hvad kunst er osv. Kunst bliver debatteret på en helt anden måde. Det bliver taget meget mere alvorligt, og det paradoksale er, at danske medier jo har ressourcer til at gøre det samme, men alligevel er kulturstoffet forholdsvis lavt prioriteret," siger han.
Fra garage til museum
Olafur Eliasson forlod Danmark allerede i 1993, mens han stadig var indskrevet på Kunstakademiet i København. Det første år boede han i Köln, men i 1994 flyttede han til Berlin, hvor han har opholdt sig lige siden. I dag har hans kombinerede bureau og værksted på Invalidenstrasse i berlinerkvarteret Mitte op imod 50 ansatte. På lønningslisten er både snedkere, tømrere, smede, ingeniører og arkitekter, som alle hjælper ham med at lave kunstværker ud af ideer og visioner. Det kræver meget arbejdskraft, for det er ofte store projekter, som Olafur Eliasson kaster sig ud i.
Et af dem, der har fået størst mediebevågenhed er The Weather Project fra 2003, hvor Olafur Eliasson lod en gigantisk "sol" indhyllet i tågedampe lyse turbinehallen på Tate Modern museet i London op. Projektet er af mange betegnet som hans egentlige gennembrud i den brede kunstverden, men sådan ser Olafur Eliasson ikke selv på det.
"Jeg har sådan set ikke haft noget decideret gennembrud. Jeg har bare år efter år fået lidt mere at lave. Det startede med, at jeg udstillede i en garage i Köln, hvor jeg sov i baglokalet, fordi jeg ikke havde noget sted at bo. Men det skal man ikke overromantisere, for jeg tror ikke, det er nogen særlig god måde at starte på. Det var ikke specielt sjovt," siger han.
Ikke desto mindre førte udstillingen i garagen til en mindre galleriudstilling, som førte til et lidt større projekt i en kunstforening, der åbnede for et museumsprojekt og så videre og så videre. Med små skridt foldede karrieren sig ud for Olafur Eliassen, kulminerende i 1998, hvor han havde i alt 60 udstillinger.
"Det var det år, hvor jeg havde mest travlt. Men alle udstillinger var meget små, og de fleste af dem var gruppeudstillinger. I dag har jeg kun cirka fem udstillinger om året, men de er til gengæld også noget større. Det betyder, at jeg kan bruge mere tid på at lave værkerne og mindre på at rejse rundt," fortæller han.
- Hvad har den internationale påvirkning fra kunstmiljøet i Berlin betydet for dig og din kunst?
"Da jeg flyttede til Berlin i starten af 90'erne, var det fordi, jeg var interesseret i en debat, der handlede om de ting, jeg nu engang beskæftigede mig med, nemlig hvad er oplevelser, og hvad er psykologi i forbindelse med oplevelser? Og det var en diskussion, der praktisk talt ikke var til stede i Danmark. Så for mig betød det enormt meget, at jeg kunne bo og arbejde et sted, hvor folk interesserede sig for de samme ting, som jeg interesserede mig for. I Danmark gik akademiet på det tidspunkt op i andre store diskussioner som for eksempel det postmoderne projekt, eller hvad de nu kaldte det. Så for mig handlede det i virkeligheden ikke så meget om at komme væk fra Danmark, som det handlede om at komme hen til noget andet," siger Olafur Eliasson og uddyber:
"Det, jeg laver, er jo installationsbaseret kunst, og det er der ikke et særlig stort marked for. Det er kun museer og meget store samlinger, der indkøber den slags, for det er en meget pladskrævende udstillingsform - modsat et maleri for eksempel. Maleriet har et meget større og meget bredere marked. Det er måske også derfor, at man har meget maleri i Danmark, for det er mere tilgængeligt end det, jeg laver."
Helt anderledes karriere
- Hvordan tror du, din karriere ville have set ud, hvis du ikke var flyttet til Berlin i starten af 90'erne?
"Den ville selvfølgelig have været totalt anderledes. Men det er også fordi, jeg har deltaget i nogle andre diskussioner end dem, der har været i Danmark, og de diskussioner har selvfølgelig farvet de værker, jeg har lavet. Ens kunst kan jo ikke undgå at blive en afspejling af de omgivelser, man er i."
"Men det er det rent værktekniske. Derudover er det jo klart, at jeg i Berlin - men også andre steder i verden - samarbejder med gallerier, der påtager sig at være min manager. De varetager mine interesser, og det forsøger de at gøre på en så kritisk og konstruktiv måde som muligt. Jeg vil selvfølgelig mene, at det er mine værker, der primært har skaffet mig udstillinger, men det er klart, at såfremt jeg ikke havde fundet ind i mine samarbejder med gallerierne, så havde jeg heller ikke kunnet have haft så mange udstillinger," siger Olafur Eliasson.
Han fremhæver desuden de mange internationale kunstnere i Berlin som et væsentligt trækplaster ved byen, ligesom de lave lønninger og boligpriser i Berlin har gjort det muligt for ham at oprette, hvad han kalder en "kunstnerisk infrastruktur".
"Det kan rent faktisk lade sig gøre at få en håndværker, der synes, at det er sjovt at lave et håndværksmæssigt stykke arbejde, hvilket stort set er umuligt i Danmark uden at skulle betale en halv arm for det. Derudover kan man også bo i en lejlighed inde i centrum i modsætning til i København, hvor man bliver hældt ud i et eller andet fabriksområde på Amager," siger han.
Tag ved lære i Berlin
Netop på grund af de forskellige økonomiske grundvilkår skal man ifølge Olafur Eliasson være varsom med at sammenligne Berlin og København. Ikke desto mindre mener han, at samtidskunsten herhjemme i en årrække har været kørt ud på et sidespor, og at man - efter forbillede fra Berlin - bør arbejde for at genoprette kunstens status i samfundet, hvis den fremover skal kunne spille en rolle. Og det mener han, at den skal.
"Når man ser på prioriteringerne fra både erhvervslivet, museerne og Statens Kunstfond, der støtter den regenererende kunst frem for den progressive, så kan man godt frygte, at samtidskunsten herhjemme er ved at blive reduceret til et randfænomen. Så selv om København og Berlin er vidt forskellige byer, bør man alligevel spørge sig selv om, hvad vi kan lære af Berlin. Hvordan formår man at give samtidskunsten en status i samfundet, hvor den kan reflektere og evaluere de værdier, der nu engang er herskende? I det spørgsmål bør man tage ved lære af Berlin, for der har byen virkelig noget at tilbyde."
