Læsetid: 3 min.

Ingen luft i ballonen

Vil man mødes med et andet menneske om det, der virkelig betyder noget, er det bedste udgangspunkt, at man selv som person har taget alvorlige livtag med sit eget eksistensgrundlag
14. august 2006

Fordi verden er så splittet og polariseret i øjeblikket, investeres der alle vegne mange kræfter i at skabe enhed. Det være sig politisk, økonomisk, kulturelt, etnisk og tilmed teologisk og religiøst.

Man kan groft sagt inddele holdningerne til spørgsmålet om enhed i to grupper: På den ene side dem, der tilsyneladende splitter, og på den anden side dem, der tilsyneladende samler. Hvis vi vedbliver med at male med den brede pensel, behøver man ikke være nogen skarpsindig iagttager, når man om de sidste konstaterer, at de betoner ligheden mellem mennesker og nivellerer forskellene.

Det er besynderligt nok også dem, der taler meget henført om det multietniske samfund, som angiveligt netop skal lade alle forskellene blomstre. Mens alle dem, der splitter, betoner forskellene i en sådan grad, at samlerne får det dårligt og måske bliver bange for den næste store krig mellem civilisationerne.

De tilsyneladende polariserende ønsker at fastholde forskellene, men mener ikke, at enhed opnås ved at nivellere uoverensstemmelserne eller se stort på dem.

For hvis man gør det, vil det lide samme skæbne som alt muligt andet, der bliver fortrængt - som 150-års fødselaren Sigmund Freud har belært os om: Det vil så blot iklæde sig andre skikkelser og søge ud af ubevidste kanaler og i sidste ende skabe endnu mere splid og polarisering, end den direkte konfrontation kunne være med til at afhjælpe.

Velmenende tonemestre

Som medlem af Islam-kritisk Netværk i Folkekirken er jeg en tilsyneladende splitter. Men i modsætning til alle tonemestrene tror jeg virkelig på styrken af den ægte samtale og dialog, der ikke viger uden om religiøse og teologiske uoverensstemmelser og forskelle, men netop har det som en væsentlig del af sit indhold.

Trykker man en ballon på midten, buler den ud i henholdsvis højre og venstre side. Alle de velmenende midtsøgende tonemestre, som i tide og utide prædiker tone og overfladisk enighed under dække af et ofte mere eller mindre udtalt moralsk privilegium, overlader på denne facon diskussionen og samtalen til yderfløjene. De taler meget om samtale. Men det er som om, det blot er et spørgsmål om at lade snakken gå, om samtalens form, mere end dens indhold.

Alle tonemestrene, der på forhånd går til samtalen med et tempereret kompromisstandpunkt, virker slet ikke interesserede i selve sagen - og vil i mødet med eksempelvis en entusiastisk muslim ganske givet blive chokeret over, med hvilken ildhu og hvilket personindgribende engagement, han går til sit eksistensgrundlag. Det på forhånd af ængstelighed og af mangel på holdningsmæssig substans nivellerende og udglattende toneoverfølsomme spektakel mangler paradoksalt nok derved netop det adækvate udgangspunkt for mødet med det såvel religiøst, kulturelt som etnisk meget forskellige medmenneske.

Vil man mødes med et andet menneske om det, der virkelig betyder noget for både ham og mig, er det bedste udgangspunkt, at man selv som person har taget alvorlige livtag med sit eget eksistensgrundlag. At noget er alvorligt er ikke ensbetydende med, at man skal se alvorlig ud, men - med Kierkegaard: At det angår mig. Helt ind under huden. Og skal et hvilket som helst eksistensgrundlag kunne bære en eksistens, må der være noget bæredygtigt og ufravigeligt i et sådant grundlag. Der må være en kerneydelse i ens eksistensgrundlag, i forhold til hvilken alt andet tilkendes en ringere værdi - eller rettere: I forhold til hvilken alt andet netop henter sin værdi.

Jeg synes, mange kritikere af Islamkritisk Netværk bliver underligt uldne, vage og uklare, når det gælder det, som for en hvilken som helst kristen er det eneste sande pejlemærke: Jesus Kristus som Guds søn og menneskenes frelser. For dem lyder det dogmatisk eller ligefrem for teologisk, og det er åbenbart ment som en diskvalifikation?! Kristen teologi og dogmatik er ikke spor andet end den forpligtende tænkning over betydningen af, at Gud antog frelsende menneskeskikkelse i Jesus Kristus. Liv og lære kan ikke adskilles. Men af og til er det nødvendigt at betone læren, fordi nogle ivrige letvægtsgrundt-vigianere glatter ud, undviger, lader to og to være fem, så det grundlæggende fortaber sig i lutter konsensussøgen.

Liv og lære kan ikke adskilles i praksis. Der er tale om et dialektisk forhold, hvor pendulet svinger mellem to forenende modsætninger (Løgstrup). Det er som med forholdet mellem form og indhold: Hvis der ikke er noget indhold, vil der heller ikke være nogen form. Af og til er det med kritikken af Islamkritisk Netværk mest af alt som om, der helst ikke må være luft i ballonen. Og enhver kan jo så forestille sig, hvordan den kommer til at se ud.

Henrik Bang-Møller er teolog og sognepræst i Skagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu