Læsetid: 4 min.

Jeg er ingen meningsmaskine

Peter Sommer er ikke en samfundsrevser eller en typisk rockstjerne. Det er ikke samfundsdebatten, der driver den forgyldte sangskriver, men kunsten, og kun når det vel at mærke er kunst. Simpelthen
27. marts 2006

Forestil dig en dansk rockmusiker med et lille skrigende barn på armen og en håndværker i baggrunden, som er ved at installere en vaskemaskine. Nej, der er ingen stoffer på køkkenbordet, eller nøgne groupies i swimmingpoolen.

I Ry nær Skanderborg bor en af de mest ombejlede musikere og sangskrivere i dansk musik i disse år, og for ham er hverdagen med kæreste og nyfødt dreng livet, hvilket i høj grad har understreget hverdagens betydning for Peter Sommer.

Hans nye plade Destruktive Vokaler rammer gaderne i dag, og denne gang har han forsøgt at fange det nærvær og liv, som han hele tiden har jagtet.

Titlen rummer ikke en samfundskritik og er ikke overskriften på en politisk dagsorden, men en tilgang til sproget og poesien, som karakteriserer rock-familiefaderen Peter Sommer.

Fra sag til sag

"Jeg har skrevet samfundsrevsende sange, for eksempel om Christiania, hvor jeg havde en skarp mening om sagen. Men jeg er ikke det, man på godt dansk ville kalde en meningsmaskine, det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke radikalt venstreorienteret, som man ellers skyder de danske sangskrivere i skoene. Jeg er meget mindre stålsat i mine meninger. Men jeg har en mening fra sag til sag, og når jeg føler den rejse sig, og jeg føler at jeg kan beskrive den kunstnerisk - vel at mærke - så er det nemt at skrive sangen."

- Hvordan betragter du din opgave som sangskriver?

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det et personligt projekt, hvor man føler, at man har fået en indsigt, som man er forpligtet til at give videre, fordi man synes, den er god og rammende, men i og med at man føler en forpligtelse til at give det videre, er det jo ikke længere bare et personligt projekt. Man skriver jo ind i en kontekst.

Jeg føler et ansvar over for mine nærmeste og så den verden jeg lever i, men kunsten skal ikke noget, og sangskrivningen skal ikke noget i forhold til samfundet. Jeg har en social bevidsthed, som ligger under al min musik, hvor min mening er, at folk skal opføre sig ordentligt og være gode ved hinanden og det lyder jo frygteligt banalt, men det er jo frygtelig rigtigt. Man skal opføre sig ordentligt! Simpelthen."

Hverdagspoesi

-'På Den Anden Side' udtrykte sig i en hverdagspoetisk form. Hvad gør den nye plade?

"Jeg har tidligere haft et syn, der ligesom Dan Turèlls betragtninger over hverdagen tager det hele ovenfra, hvor det hele går let og fint. På den nye plade har det været nødvendigt for mig at grave lidt i mig selv, og lige nu gennemgår jeg nok også en anden udvikling i mit liv, hvor den mørke side af mig selv i højere grad skal undersøges. Ikke med en intention om at skulle være trist, men om at tage mig selv seriøst. Simpelthen," siger Peter Sommer.

Tekstmæssigt mener Peter Sommer, at han træder de stier, han allerede tidligt havde udpeget, men bredere, mere intenst, mere nærværende og på en måde mere præcist. Intet er sluppet igennem, som han ikke kan stå inde for, siger han.

-Hvad skal musikken i dine øjne?

"Den skal give ånd. Den skal åndsliggøre vores hverdag. Den skal have lov til ikke at betyde noget. Den skal påpege, at man kan forstå tingene på et andet plan, end det man ellers fodres med. Det er en super vigtig rolle. Ligesom min guitarist Wili Jønsson ville sige, burde man forbyde musik - og så kunne jeg så udvide det til kunsten. Forbyd kunst i to år, og så se hvad vi har tilbage. Bare forbyd lortet og se så hvordan det vil være, hvis vores verden blev tømt for kunst. Det er jo ikke bare nogle kultursider i en avis. Det er ikke bare en koncert hver anden måned eller en biograftur hver tredje. Det er jo en del af os alle. Min opgave synes jeg bør være, at gøre det så godt, jeg kan, og hæve niveauet i stedet for at skrive ligegyldige popsange på dansk, hvor jeg lige laver nogle kugler til kassen. Det er et kunstneriskt personligt projekt, som jeg forsøger at lægge mit talent, al min skaberkraft og power i for at hæve niveauet for dansksproget rock, eller hvad jeg nu bliver rubriceret som. Intet mindre."

- Hvilke særlige muligheder har du, når du skriver på dansk?

"For det første har det gjort, at jeg kan lave noget, der er i orden og, for det andet, at folk lytter til det med ørerne placeret et andet sted, end hvis det havde været på engelsk. Dansksproget musik har det med at få lov til at blive lidt mindre baggrund. Det danske sprog giver adgang til nogle andre steder i folk, end underholdning normalt gør."

-Men har du følt, nu hvor du skriver på dansk, at det var forventet af dig, at du skulle engagere dig politisk med din musik?

"Man oplever oftest, at det er journalister og kulturfolk, som har den fordom om dansksprogede musikere. Jeg tror ikke det er folks forventning generelt, men jeg bliver da spurgt ret tit, om jeg vil bidrage til debatten. Og jeg siger da ganske ofte ja, men jeg gider bare ikke lave en dårlig protestsang, hvilket jeg synes, de ofte er. Jeg gider kun lave en protestsang, hvis den kan bringe kunst med sig.

Det, der er vigtigt for mig, er ikke bare at proppe noget sprog ind i noget musik. Projektet på de to plader har været at kunstliggøre sproget i musikken og puste noget ånd i det og løfte det. Det samme ville jeg sige om et eller andet politisk emne. Hvis jeg ikke kan løfte emnet fra blot Peter Sommers mening om et givet emne, så er jeg slet ikke interesseret. Jeg vil være i stand til at kunne kunstliggøre det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her