Læsetid: 7 min.

Ingen Rose uden torne

Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose er netop sendt på ferie på ubestemt tid. Vi tegner et portræt af manden, nogle riser som en håbløs koldkriger, andre roser som demokratiske princippers moderne korsfarer
11. februar 2006

En fanatiker, der viderekæmper Den Kolde Krig, nu mod araberne, eller en principfast ideolog? En mand med en god sag, som avisen står bag - eller en enegænger, der nu står isoleret og tilmed er sendt på tvungen ferie på ubestemt tid?

Meningerne er stærkt delte om Jyllands-Postens stormomsuste kulturredaktør Flemming Rose og den sag, der gennem de senere uger har sat Danmark i en krigslignende tilstand med store dele af den islamiske verden.

Senest trak chefredaktør Carsten Juste i land på Roses og Jyllands-Postens vegne over for den idé om at offentliggøre flere tegninger, som Rose omtalte i et interview tirsdag på CNN-programmet American Morning. Dels forhånende tegninger over for jøder og kristne, der allerede har været bragt i Jyllands-Posten. Dels tegninger fra en konkurrence om holocaust-satire i samarbejde med en iransk avis, der har udskrevet en sådan konkurrence.

Men dét blev tilsyneladende JP-ledelsen for broget. Allerede næste dag undsagdes kulturredaktøren for første gang på både tv-stationen CNN og TV 2, og efterfølgende trak også Rose selv i land. "Jeg har begået en fejl. Jeg står 100 procent bag avisens linje og Carsten Juste i denne sag," sagde han til DR Nyheder.

Blot står avisen øjensynlig ikke bag ham. Torsdag aften sendte Jyllands-Posten sin omstridte kulturredaktør på tvungen ferie på ubestemt tid, med følgende vurdering af hans dømmekraft: "Chefredaktionen har sagt til Flemming Rose, at han skal tage på ferie, for ingen kan gøre sig begreb om, hvor voldsomt det pres, han har været under, har været," meddelte chefredaktør Carsten Juste.

At droppe holocaust-konkurrencen om mudderkastning mod minoriteter er rigtigt set, mener flere iagttagere, og der gættes på Roses egenrådighed som årsag til tilbagetoget:

"Han har glemt at spørge Juste først, fordi han har så megen tillid til sin egen dømmekraft," mener én, der også har bidt mærke i, hvor længe chefredaktøren lod kulturredaktøren tage de offentlige tæv alene. Måske fordi Roses konfrontationssøgende kurs byder den flegmatiske Juste imod.

På den anden side kunne en regulær fyring af Rose let ses som en sejr for dem, der gennem uger og måneder har bekæmpet ham og avisens ytringsfrihedssikrede ret til at bringe forhånende tegninger af profeten Muhammed.

En ret, få i Danmark for alvor bestrider. I stedet har danske debattører hæftet sig ved, at det i bedste fald var uklogt og særdeles dårlig smag at slaske en allerede forhånet og ringeagtet muslimsk minoritet i Danmark med en våd Jyllands-Posten og en bombe i turbanen.

En del af problemet blev desuden Roses utålmodighed med synspunkter, han er uenig i. Konfronteret med den muslimske vrede har han, usmilende og stejl, på bl.a. tv gang på gang demonstreret sin ringe imødekommenhed over for sårede religiøse følelser, tilsyneladende uden forsøg på at bløde situationen op.

Kulturkæmper

Da Jyllands-Posten i april 2004 udnævnte sin tidligere Moskva-korrespondent til kulturredaktør, var det en markering af, at man nu søgte en kulturkæmper, snarere end en person med bred indsigt i danske kulturelle forhold.

"Hvad er Ordrupgård?" skal Rose eksempelvis have sagt i forbindelse med åbningen af en ny tilbygning på det nordkøbenhavnske museum. En anden iagttager melder om bogstakke, der som tjørnehække voksede langs væggene på kulturredaktørens kontor. Tilsyneladende viste han ingen interesse for aktuelle kulturbegivenheder og tog sjældent selv en bog med hjem fra slottet på Kongens Nytorv - og da næppe skønlitteratur.

En kritiker mener rent ud, at den nuværende situation er opstået, fordi Rose er 'monoman' og på sine små to år som kulturredaktør fik udrenset alle, der var uenige med ham. Indtil videre fire medarbejdere.

"Det er farligt, når ingen tør sige én imod, og han kan køre sit rene politiske spil," siger kilden, der også mener, at Rose grundlæggende er meningsmager snarere end journalist.

"Han har siddet for sig selv ovre i Rusland og kæmper nu en kamp for ytringsfrihed, som ikke har noget at gøre med journalistik."

Stejl eller principfast

Stejl. Ufølsom og grov. Et vidende, hjælpsomt og venligt menneske, der blot er principfast i et leverpostejfarvet dansk medieliv, hvor få gider tage stilling.

Kritikere og fans bruger forskellige ord, men er enige om, at den 47-årige Rose på godt og ondt har groet sine torne i kampen mod totalitære regimer, specielt Sovjetunionen og Rusland, hvor han har været korrespondent både for Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Han er kendt for selv i dag at sympatisere med Putin, og tidligere var Jeltsin genstand for hans begejstring.

"Hans identitet bliver konstitueret af kampen mod totalitære regimer, og det er den akse, hvorom hans liv har spundet sig," mener Anna Libak, Weekendavisen, der som Rose selv har været Moskva-korrespondent.

Flemming Rose mødte bl.a. sin russiskfødte kone, Natasja, på et studieophold i den daværende Sovjetunion i 1980'erne.

"Han er aldrig kommet hjem, men udkæmper stadig Den Kolde Krig, nu mod araberne," mener en tidligere samarbejdspartner, der også gætter på, at Rose som andre af nutidens kulturkæmpere fra højre lider af gammelt nag mod 'marxistiske magthavere' fra studietiden på universitetet.

"Som Ulrik Haagerup, selv tidligere Jyllands-Posten, har sagt, udøver man jo som redaktør selvcensur hver dag og bringer ikke et billede af f.eks. analsex. Selvfølgelig er der grænser for ytringsfrihed."

Nervøs for den gode tone

Modsat udtrykker begge de tidligere Ruslands-journalister Anna Libak og Leif Davidsen forståelse for Roses principielle kamp midt i mediestorm og diplomatisk krise.

"Når man som jeg eller Flemming Rose har boet mange år i et totalitært samfund, bliver man måske overfølsom over for gradbøjninger af ytringsfriheden, hvor velmenende mennesker siger, at 'man skal tænke sig godt om' og henviser til tonen, etiske retningslinjer og især sårede følelser, som det jo er umuligt at diskutere. Sådan noget gør også mig nervøs," mener Leif Davidsen, der understreger, at han kun kender Rose relativt overfladisk fra Ruslands-sammenhænge.

"At gå ind for ytringsfrihed med et 'men' er at gå ned ad en mørk gyde. Sovjetunionens sidste forfatning fra 1977 gav på papiret ytringsfrihed. I praksis var der blot en enormt streng pressecensur," siger Davidsen, der selv anser spørgsmålet for enkelt:

"Vi har Grundloven, og resten afgøres ved domstolene."

At dansk selvcensur var et diskussionsemne også før JP's mediestunt, ses af bl.a. tv-programmet Deadline 29. september 2005, som handlede om forlaget Høst og Søns problemer med at finde en tegner til Kåre Bluitgens bog om Muhammed. Over for forlæggeren Nanna Gyldenkærne fastholdt Weekendavisens Klaus Rothstein, at man da ikke kunne beskylde muslimer for at modsætte sig noget, de aldrig havde fået mulighed for at modsætte sig. Det fik de allerede næste dag, den 30. september.

Også Anna Libak understreger, at hun finder Roses slag for tegningerne journalistisk relevant.

"Rose har villet gå imod selvcensuren og markere, at man her i landet gerne må tegne profeten inden for rammerne af almindelig satire. Tegningerne viste jo ikke Muhammed med bar røv, der spiste flæskesteg. Budskabet var ikke kun henvendt til muslimer, også til en dansk offentlighed. Men ingen kunne forudse konsekvenserne af den tætte kontakt mellem arabiske imamer i Danmark og Mellemøsten, for i den muslimske verden er der ikke noget almindeligt ved at tegne profeten," fremhæver Libak, der også mener, at Rose har demonstreret personligt mod ved at tage skraldet for de 12 tegnere. Især da Juste glimrede ved sit totale fravær de første måneder.

"Tænk på, hvor fristende det må have været at henvise til den ene og den anden tegner med navns nævnelse," bemærker Anna Libak.

Også Davidsen mener, at Danmark bør stå fast på, at man her må skrive og tegne, hvad man vil.

"Ellers er der et nyt krav næste gang. Det er en styrkeprøve, og det er aldrig sket i historien, at folk ikke bruger et magtmiddel, de har set virker," mener Davidsen.

For Anna Libak er det indlysende, at Rose vil markere, at regimerne i den arabiske verden ikke skal have indflydelse på udviklingen i det danske samfund. Desuden deler hun Davidsens og Roses bekymring for totalitære tendenser i islamismen:

"Man kan da bare høre, hvad imamerne siger i Danmark. Ikke de tyrkiske, som der er lukket helt ned for, men de arabiske. Nemlig, at når forholdene bliver til det, skal islam og sharia indføres. Det siger de ikke for at skræmme os, men fordi de mener det, og det bryder den danske befolkning sig da ikke om," siger hun.

En høj pris

Men det er positivt, at muslimer i Danmark nu fremstår som en langt mere nuanceret gruppe.

"Hvis man tager den udenlandske del væk med Islamisk Trossamfund, har debatten i Danmark været demokratisk, civiliseret og utrolig interessant, med demonstrationer, læserbreve og folk, der gik til statsministeren," siger Leif Davidsen, der bakkes op af Anna Libak:

"Debatten har isoleret de ekstreme kræfter i det muslimske miljø. Vi har opdaget, at mange muslimer er glade for, at der ikke er noget kalifat her, og fremover vil vi sikkert se mange flere fra etniske minoriteter, der ytrer sig i medierne."

Blot har prisen været høj.

"Det er en tragisk sag, som Rose næppe havde forestillet sig," mener Davidsen, og Anna Libak gør regnskabet således op:

"I Mellemøsten står Danmark som bannerfører for eksport af menneskerettigheder, og så bliver vi nødt til også at have overvejelser om, hvordan vi fremstår. Prisen for at tegne Muhammed, og for at Danmark er krigsførende, kan blive, at vi ikke kan uddanne dommere i magtens tredeling og journalister i at lave avis i Irak."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her