Læsetid: 4 min.

Ingen steder at gå hen

1. september 2001

I dag præsenterer Danmarks Radio sine nye fire radiokanaler. For radiodirektør Leif Lønsmann er det et historisk øjeblik, fordi DR efter 38 år med tre kanaler nu kan »rendyrke og forbedre de hidtidige tilbud og dertil føje et helt nyt kultur- og musiktilbud til den kræsne lytter, der forlanger kvalitet og dybde i radiooplevelsen.« Såvidt pressemeddelelsen. Blandt medarbejderne på Rosenørns Allé har begejstringsniveauet ikke været helt så højt. Den forløbne uges annonceringer i æteren af de nye programomlægninger og -ophør er generelt blevet leveret i et lakonisk tonefald, til tider efterfulgt af kommentarer som: »ja det er ikke mig, der har fået den geniale ide.«
En stemningslodning peger på, at det største umiddelbare problem for DR-medarbejderne er, at der ikke rigtigt er sket noget nyt. De samme medarbejdere skal blot levere flere programmer. Skulle de være utilfredse, er der ingen andre steder at gå hen. Var medieforliget faldet anderledes ud (for det var i realiteten medieforliget, der skræddersyede den fjerde kanal til Danmarks Radio), så en kvalificeret konkurrent havde fået den fjerde kanal, havde forandringen været til at få øje på. Både for de faste medarbejdere, der har set fyringskniven skære igennem i de sidste år, og for den voksende skare af freelancere, der laver DR’s udsendelser på projektbasis eller i midlertidige ansættelser.
Et kvalitetsalternativ i æteren, som for eksempel en kanal bygget op af de forenede bladhuse Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten, ville have gjort det muligt for både lyttere og medarbejdere at sige fra, hvis de ikke var tilfredse med vilkårene hos DR. Den slags pres hedder konkurrence, og den har radioens storesøster DR TV haft glæde af, siden TV 2 begyndte at sende 1. oktober 1988.

Konflikten i den type overvejelser er naturligvis, at hvis Danmarks Radios store apparatur af orkestre, kor, koncertsale og redaktionel infrastruktur skal have en eksistensberettigelse, skal det udnyttes til fornøjelse for lytterne. Her ser den nye P2 musik og kultur lovende ud deri, at den musik, der adskiller sig fra lokalradioernes, får plads igen. Dens seneste forkølede
eksistens på P2 musik har været under lavmålet, og Danmarks Radio råder over klassisk musik i et langt større omfang, end lytterne hidtil har haft adgang til. Det gælder for eksempel både radioens egenproduktioner og udvekslingssamarbejdet med Europas 24 øvrige radiosymfoniorkestre.
Hvis kanalens redaktioner desuden har modet og energien til at kaste sig over det nye, usikre og ambitiøse (også inden for den rock, pop og elektroniske musik, der bliver tromlet på P3) og give det en seriøs behandling, er der håb forude. Her kunne man for eksempel skæve til den norske NRK Radio 2, en rendyrket musik- og kulturkanal, der snildt på en dag bevæger sig fra guttural samemusik over samtidstechno til kammermusikfestival i Bergen. Alt sammen omgivet af interviews, kommentarer og i det hele taget en redaktionel behandling, der vil mere end at please en målgruppe. Det giver en klarere profil at adskille kulturelt og politisk stof på to kanaler, så længe man ikke glemmer politikken, når man taler kultur, og glemmer kulturen, når man taler politik.
Mange lyttere vælger radiokanal ud fra musikken. Det ved Lønsmann, og det ved den P3-redaktion, der for tiden er under voldsom kritik for at ignorere den danske rockscene til fordel for hitlistepop af den ufarligste slags. I dagens avis side 4 kan Leif Lønsmann konstatere, at en stor del af den danske befolkning under 35 er vokset op uden at stifte bekendtskab med de statslige radiokanaler og uden særlig udsigt til at gøre det. I
den yngre del af befolkningen er det de kommercielle radiostationer, der sidder på flæsket. Så fristelsen til at sende målrettet segmentradio er stor for P3’s chefer. Men DR skal ikke hente lyttere ved at slå hjernen fra og underkaste sig målgruppeanalyserne. DR, som bruger trekvart milliard ikke-reklamefinansierede kroner om året på at lave radio, skal i princippet kunne levere det samme, bare bedre og mere. Ingen genre skal være dem fremmed, men behandlingen af genrerne skal kunne afkræves kvalitet, kritisk sans og nytænkning. Derfor skal P3 heller ikke være fredet vildt, bare fordi en det nye P2 nu også forholder sig til den rytmiske musik.

Den uofficielle version af historien om den nye kanal er, at P2 skal være radioens DR2. Det ville nok ikke være det værste, der kunne ske. I det nuværende oplæg ser kanalen ud til at være stramt tilrettelagt efter den ønskeseddel, der stod i medieforliget: »en nuanceret public service kanal med klassisk musik – suppleret med præsentation af rytmisk musik, jazz og dansk musik – kulturprogrammer, samfunds- og debatprogrammer mv.« En så konkret politisk udmelding giver ikke meget rum til radikale nyskabelser hos udbudsvinderen (som fra starten i virkeligheden helst ville have lavet en kanal med 24 timers klassisk musik). Om det stadigt
mere allestedsnærværende DR har støbning til på samme tid at være danskernes totalleverandør af reklamefri radio og tænke nyt og stort, må være den prøve, som vores fire nye radiokanaler skal bestå.

lfk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her