I en tale forleden dag rettede en af Tanzanias nye generation af bemærkelsesværdige iværksættere, Ali Mufuruki - formand for Infotech Investment Group - et svidende angreb på, hvad han så som Afrikas typiske forsvarsattitude over for dets egne rystende ringe økonomiske resultater.
Hans pointer var disse:
- Hvis kolonialisme bærer skylden for, at Afrika er sat tilbage, hvordan kan det så være, at Korea fra en tilsvarende baggrund har løftet sig helt anderledes markant? Efter årtiers undertrykkelse, udbytning og ydmygelse under den japanske kolonimagts åg og efter ydermere en blodig borgerkrig, som dræbte over en million af dets indbyggere, blev nationen delt i to. I dag er Sydkorea verdens tiendestørste økonomi.
- Indien var længe underlagt det britiske imperium. I dag er indiske selskaber den tredje største investorgruppe i Storbritannien.
- Hvis borgerkrige bærer skylden for Afrikas underudviklede stade, så kast et blik på Vietnam: For tre årtier siden var det delt i to, dets infrastruktur totalt ødelagt, og millioner var blevet dræbt. I dag er det på vej til at blive en af Sydøstasiens nye tigerøkonomier.
- Hvis undskyldningen skal være et unådigt varmt klima, så kig engang på det førhen så øde stykke ørken, vi kender som Dubai. Hvordan har denne ørkenstat på 25 år kunnet forvandles til en myldrende og driftig metropol af globale proportioner?
- Hvis undskyldningen skal være en uhensigtsmæssig beliggenhed, der er for fjern fra havne eller større, sejlbare floder, hvordan så forklare, at Botswana, der totalt savner havadgang og store floder, har klaret sig så vel, hvorimod det ideelt placerede Somalia balancerer på afgrunden af selvdestruktion?
Hatten af for denne ærlige afrikanske selvkritik. Men slug den ikke råt. Den kan måske være berettiget for lande som Somalia, Congo og måske en 10-12 andre afrikanske nationer. Men den er hastigt på vej til at blive en karikatur, som tiden er løbet fra, som Ali Mufuruki også burde vide med sit kendskab til de enorme og hurtige fremskridt, der er sket i hans eget land, siden det forkastede landsfader Julius Nyereres forfejlede socialistiske idealer.
I sidste måned udtalte John Lipsky, tidligere Wall Street-bankdirektør og nuværende vicechef for Den Internationale Valutafond, under et besøg i Mali, at han forventer, at den gennemsnitlige vækst i landene syd for Sahara vil komme op på seks procent i år.
Vi har før hørt sådanne gode nyheder fra Afrika. For over 20 år siden nåede Elfenbenskysten op på en vækst på syv procent og holdt sig længe på dette niveau, indtil dets samlingsskikkelse og mangeårige leder, Felix Houphouet-Boigny, døde i 1993, hvorefter landet faldt fra hinanden i etniske fejder.
Også Botswana kunne fejre stor succeser og var i 1990'erne en overgang verdens hurtigst voksende økonomi. Botswanerne forvaltede deres penge med stor kløgt, og det gør de sådan set stadig. Ulykkeligvis har aids-tragedien ramt hårdere end noget andet sted og slået et enormt hul i landets vækstrate. Gradvis er det dog ved at komme sig.
I IMF's seneste regionsanalyse for Afrika pointeres det, at hvis de afrikanske lande kan nå op på en årlige vækstrate på syv procent, så burde det også kunne lykkes for dem at halvere deres fattigdom før 2015. Tanzania er godt på vej til at præstere dette. Og i Nigeria, Afrikas mest folkerige land, ligger væksten allerede stabilt på syv procent.
Skønt pressen som oftest rapporterer fra dette land, som var det en endeløs katastrofe med politisk strid, etno-religiøse fejder og dybt indgroet korruption, er sandheden, at Nigeria er ved at få rimelig godt styr på mange af sine problemer. Dets makroøkonomi er i balance, og der foregår en stærk vækst - også i ikke-oliesektoren.
Afrikansk metamorfose
I Angola, der for ikke så længe siden var kontinentets mest krigsbefængte land, ligger væksten nu på hele 16 procent om året og en stigende andel kommer ligeledes fra ikke-oliesektoren og et øget landbrugsudbytte. Og hvad angår Mozambique, et andet krigsmartret land (uden nogen oliesektor), hvor væksten nu er på 10 procent, noterede Tony Blairs Afrika-komission for nylig, at den ekstreme fattigdom er blevet nedbragt fra at omfatte omkring 80 procent af befolkningen til 50 procent i dag. Selv i Congos Demokratiske Republik, tror IMF på, at væksten kan nå op på over syv procent til næste år, hvis landet undgår en ny borgerkrig efter sit tumultuariske nys overståede valg.
Skønt Sydafrikas vækstrate på 4,2 procent kan forekomme beskeden i sammenligning med førnævnte, er det et historisk godt resultat for landet. Sydafrika er Afrikas største marked, en investor af stor og voksende betydning og en drivende kraft i regionen. Dets iværksættere har spredt sig til hele kontinentet og driver f.eks. telekommunikationsvirksomheder og flyselskaber i Tanzania. Dets unge og energiske sorte chefer har fået mange af de lokale i Dar es Salaam til at spærre øjnene op.
Det er smerteligt sandt, at Afrika har brugt alt for lang tid siden sin uafhængighed til at fabrikere dårlige undskyldninger og bortøde sine ressourcer. Men denne selvmedlidende, tilbagelænede attitude er utvivlsomt ved at undergå en metaformose til fordel for noget helt andet og hidtil uset. Vel er der ingen tigre i Afrika, men hold øje med løverne. Jeg tror, vi må indstille os på snart at høre dem brøle.
Johathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
