Det var SF's nye formand Villy Søvndal, der under Folketingets afslutningsdebat i onsdags stak kniven i såret med sit spørgsmål til Socialdemokraterne: Om det ikke gjorde ondt at forsøge sig med så stor forligsvilje og venlighed og bøjede nakker over for regeringen - for blot at blive mødt med hånlig latter og en lukket dør? Om de hårde afvisninger ikke gav anledning til overvejelser om den socialdemokratiske strategi?
Den mere end 12 timer lange debat eksponerede de gamle og nye fronter i dansk politik og gav dermed en forsmag på, hvad befolkningen kan vente, når Folketinget genoptager arbejdet efter sommerferien:
Socialdemokraterne kæmper om at komme til fadet. De radikale har opgivet troen på det brede samarbejde og satser på rollen som vagthund. SF skoser Socialdemokraterne for den optimistiske tro på regeringens reelle vilje. Dansk Folkeparti er lykkelig for at være tilbage i det absolutte centrum efter i en periode at have tvivlet på regeringens loyalitet.
Under afslutningsdebatten koncentrerede Socialdemokraterne sig om to budskaber: Det ene er erkendelsen af, at det går ganske godt i Danmark, og at de gode tider skal bruges til at tage fat på nødvendige forbedringer og reformer. Det andet er, at Socialdemokraterne vil til forhandlingsbordet og tage ansvar: "Vi vil ikke sidde og surmule i et hjørne," lød mantraet fra den politiske ordfører Lotte Bundsgaard i en tale, der nøje matcher den linie, Helle Thorning-Schmidt har lagt som ny formand. Mens sidste års politiske ordfører, Frank Jensen, betonede, hvor dårligt det gik i Danmark, var der opsigtsvækkende nye toner fra Lotte Bundsgaard: "Vi danskerne er et af verdens lykkeligste folk", lød første sætning i hendes tale. En vending, der fik statsministeren til at konstatere, at ordene var som talt ud af hans mund - og at der var meget sket meget i Danmark på et år, siden Socialdemokraterne havde skruet ned for katastrofestemningen.
Venstre demonstrerede for sin part, hvordan man agter at gribe udfordringen fra den nye smilende S-ledelse an. På den ene side vil regeringspartiet forsøge at udstille, at alt er ved det gamle. At Socialdemokraterne fortsat er dybt afhængige af Det Radikale Venstre, når det kommer til den ømtålelige udlændingepolitik. Og at Socialdemokraterne er lig med usikker økonomisk politik og stigende skatter og afgifter:
"Socialdemokratiet kan under den nye ledelse kun to ting: tale i overskrifter og komme med overbudspolitik," som Venstres politiske ordfører Jens Rohde udtrykker det med henvisning til en beregning, som Venstre har fået Finansministeriet til at lave, og som viser, at Socialdemokraterne siden Folketingsvalget i februar har fremsat forslag, der i kombination med velkendte S-valgløfter gennemsnit per dag koster over 70 millioner kroner.
Valgkampsstemning
På den anden side er Venstre stilistisk i fuld gang med at tegne et billede af de nye unge socialdemokrater som nogle utrænede og uerfarne studenter, der har det meste i munden: Politikere, som man kun kan møde med mild overbærende hovedrysten.
"Over for dem, der er nye i faget, skal man vise forståelse. Der kan være vanskeligheder i begyndelsen - ikke et ondt ord om det," lød det eksempelvis fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, der opfordrede Socialdemokraterne til at bruge sommeren på at sætte sig ind, hvad regeringens skattestop går ud på.
"Et skattestop er ikke studenterpolitik," som han sagde.
På trods af, at Folketinget står i begyndelsen af en periode, og der er længe til næ-ste valg, var afslutningsdebatten præget af valgkampsstemning. En ånd, der ikke lover godt for udsigterne for det parlamentariske arbejde til efteråret, når partierne skal tage hul på væsentlige spørgsmål om den økonomiske politik og velfærdsreformer.
Mens statsministeren betonede, at han virkelig går efter det brede samarbejde, og at godt 80 procent af den almindelige lovgivning i det forløbne år er vedtaget med brede flertal, var den enslydende melding fra oppositionens ordførere, at de har svært ved at se den åbne dør. En for en forklarede ordførere fra SF, Enhedslisten, de radikale og Socialdemokraterne om oplevelsen af at blive inviteret til forhandlinger - for så enten at blive mødt med total afvisning eller tilbuddet om at skrive under på aftaler, regeringen allerede har skaffet sig flertal for med Dansk Folkeparti.
Det Radikale Venstre, der ellers traditionelt har spillet rollen som den pragmatiske resultatsøger, synes helt at have opgivet. Med regeringens valg af DF som fast samarbejdspartner er realiteten, at Danmark har en flertalsregering, sagde den radikale leder Marianne Jelved:
"Socialdemokraterne kan ikke vinde den opinion, de tror de kan ved at sige, at regeringen skal arbejdes ud af regeringskontorerne. For døren er låst. Dansk Folkeparti vil ikke have det."
Helle Thorning-Schmidt har gjort indflydelse og resultater til et af sine fremmeste succeskriterier som ny socialdemokratisk leder. Kilder i den socialdemokratiske ledelse vurderer selv, at Venstre anser den nye formand for en så stor trussel, at de allerede nu - flere år før næste folketingsvalg - er nødt til at bekæmpe hende. Til det formål hører at gøre livet svært for Socialdemokraterne i aktuelle forhandlinger.
Skal gøre ondt
At der er noget om snakken, bekræfter kilder med kendskab til regeringens strategi. Hovedlinjen er, at Socialdemokraterne ikke skal have noget forærende. Der, hvor regeringen har en åbenlys interesse i at få Socialdemokraterne med - eksempelvis på områder, hvor DF ikke kan levere de nødvendige stemmer - kan det finde sted. Men prisen, Helle Thorning-Schmidt skal betale for sin resultatsøgende linje, skal skrues op til det maksimale.
Første test var strukturreformen, der kun gav S minimal indflydelse. Næste store øvelse er de igangværende forhandlinger om en integrationspakke - et tema, som både regeringen og Socialdemokraterne selv har fremhævet som et af de absolut vigtigste.
I regeringen ved man, at der er grænser for, hvor længe Anders Fogh Rasmussen kan slippe af sted med at affeje integrationsproblemerne som udtryk for 'fortidens synder' - altså forsømmelser, begået af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. VK er i gang med sin anden periode og kan ikke i samme omfang som tidligere spille det kort. Socialdemokraterne har allerede bebrejdet regeringen, at dem, der var lillebrorbander, da VK kom til, nu er ved at blive hårdkogte ungdomskriminelle. Regeringen har med andre ord en interesse i, at det ender som et fælles projekt og ansvar. Men visheden om, at interessen i at opnå indflydelse muligvis er endnu større hos Socialdemokraterne, har fået regeringen til at stramme grebet. Blandt andet ved på et tidspunkt at kræve, at Socialdemokraterne tilslutter sig den ellers forhadte lave starthjælp til nyankomne flygtninge. I løbet af forhandlingerne har regeringspartierne oplevet, at S er parat til stort set alt - blot partiet opnår indflydelse og kan få forbedret integrationsindsatsen.
Hele efteråret og foråret kommer til at stå i den økonomiske politik og velfærdsreformernes tegn. Udsigten til, at danskerne alligevel ikke skal stemme om den nye EU-forfatning, betyder, at de indenlandske reformer kommer til at dominere.
Reformarbejdet kan blive en afgørende styrkeprøve på magtforholdene. Allerede under efterårets finanslovsforhandlinger vil det stå klart, hvordan Dansk Folkeparti vil reagere, når partiet ikke kommer igennem med klausulkrav om, at DF ikke først vil lægge stemmer til finansloven for så at se regeringen forhandle velfærdsreformer med andre partier i Folketinget.
For Helle Thorning-Schmidt, der selv satte sikring af fremtidens velfærd på den politiske dagsorden, bliver forløbet ikke mindre vitalt.
