Læsetid: 4 min.

Ingen vej tilbage

13. september 1997

Poul Nyrup Rasmussen står over en meget uoverskuelig opgave i de kommende måneder. Han skal have sine EU-skeptiske vælgere til at stemme ja til Amsterdam-traktaten. Han skal også have dem til at forstå, at Amsterdam-traktaten blot er et første, lille socialdemokratisk skridt ud i en global, politisk kamp for den velfærd, vælgerne frygter for.
Problemet er, at Poul Nyrup Rasmussen ikke har forberedt sit parti specielt godt på at løse de to opgaver. I stedet glæder Poul Nyrup Rasmussen sig over, at han og hans socialdemokratiske partifæller i de andre EU-lande fik sat tydelige fingeraftryk i Amsterdam-traktaten.
Det sidste slår partiet fast i den kongresudtalelse, en enig hovedbestyrelse anbefaler til vedtagelse på weekendens partikongres om EU. Indledningen her lyder, at "Amsterdam-traktaten er et stærkt afsæt for Socialdemokratiets vision om Europa". Lidt nede i teksten hamres budskabet helt fast, "vi har nu fået en traktat, der klart afspejler de danske og nordiske samfundsværdier".
Budskabet har overbevist de EU-skeptiske socialdemokrater rundt omkring i partiorganisationen. Som det er fremgået af fredagens avis siger de nu ja til Amsterdam-traktaten. Det er med andre ord lykkedes for Poul Nyrup Rasmussen at stoppe 25 års EU-strid blandt aktive socialdemokrater. Nu står den sværeste af alle opgaver foran statsministeren: Den egentlige målgruppe, de EU-skeptiske vælgere, skal overbevises.
Problemet er, at de ikke kan få det officielle socialdemokratiske budskab til at passe med deres mere traditionelle uvilje mod EU. En uvilje, der er dyb og rodfæstet, og som ikke bygger på en rationel, gennemargumenteret og politisk kritik af EU.
Der er derimod tale om uvilje mod det fjerne og uoverskuelige og en frygt for at EU griber ind og truer det nære, det kendte og det overskuelige.
Sociologen Henrik Dahl, der er forskningschef i
opinionsinstituttet ACNielsen AIM, siger til Information, "at EU ligner et naturligt fjendeprojekt for den socialdemokratiske vælger. Det er ikke naturligt for mange socialdemokratiske vælgere at identificere sig med det, der ligger langt væk".
Identifikationen med det nære danner ifølge Henrik Dahl par med en tilsvarende stærk nationalfølelse. Tilsammen placerer det en stor gruppe socialdemokratiske vælgere tættere på Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti end på noget andet parti.
Poul Nyrup Rasmussen og hans engagement for det europæiske projekt hjælper ikke de vælgere. De kan måske forstå og sympatiserer måske oven i købet med Poul Nyrup Rasmussen, fordi han trods alt er en af deres egne. Men han spejler ikke deres bekymring, fordi han ikke selv får fortalt, at EU også er noget andet end et socialdemokratisk projekt.
Selv om Holger K. Nielsen bliver noteret for sit nej i den offentlige debat, så understreger SF-formanden hele tiden, at såvel nej-sigere som ja-sigere "er gode SF'ere". Samtidig har SF ja-sigeren Steen Gade næsten gjort en dyd ud af nødvendigheden med sit udsagn om, at der både bor en ja- og en nej-siger inde i enhver dansker og altså også i ham selv.
I modsætning til SF'erne lægger socialdemokraterne op til en langt mere enstrenget kampagne for deres ja til Amsterdam-traktaten.
"Det er svært at forstå, hvorfor socialdemokraterne ikke regner med den indre afviger blandt deres vælgere," siger Henrik Dahl.
Det er også svært at forstå, hvorfor Socialdemokraterne ikke forbereder deres vælgere på, at kampen for velfærdssamfundet har flyttet adresse fra Christiansborg til Berlaymont-bygningen i Bruxelles og til mødesalene i WTO, World Trade Organisation. Socialdemokraterne får ikke sagt, at EU-landene alle har opbygget et velfærdssamfund, der i hvert eneste land bliver sat under pres af den globale konkurrence.
To forskere, Peter Abrahamson og Anette Borchorst, fremlagde i foråret i 1996 en analyse for Rådet for Europæisk Politik om EU-velfærden og den globale konkurrence. Den fortæller, at EU-landene i gennemsnit anvender 22 procent af deres BNP på sociale udgifter, mens USA anvender 15 procent og Japan kun 12 procent.
I det globale perspektiv er de andre EU-lande naturlige samarbejdspartnere for et dansk socialdemokrati, der baserer sin opfattelse af velfærdssamfundet på et ønske om at fremme fri handel på globalt plan. Og så er handsken kastet.
I det perspektiv er der ingen vej tilbage, og der er heller ikke længere noget nært og trygt.
Det er sådan set ikke noget rart budskab. Det er ikke desto mindre det budskab, de unge socialdemokrater i DSU vil præsentere på Socialdemokraternes kongres. Det er også DSU, der får sagt, at socialdemokraterne ikke kan lægge låg på diskussionen af de fire danske EU-forbehold, selv om den diskussion er noget af en stinker.
Problemet for Poul Nyrup Rasmussen er på den ene side, at det ikke er troværdigt at stoppe diskussionen af forbeholdene.
På den anden side må Poul Nyrup Rasmussen slå fast, at han ikke som en anden Uffe Ellemann vil af med forbeholdene ved den først givne lejlighed. Men det er Poul Nyrup Rasmussens opgave at placere de fire forbehold i en anstændig politisk diskussion af Socialdemokratiets Europa-politik. Det kunne for eksempel føre til, at Danmark fastholder forbeholdet overfor deltagelse i EU's økonomiske og monetære union, belært af erfaringen fra de andre lande. Det kunne også føre til, at Danmark opgiver forbeholdet. jr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu